Mødedato: 08.10.2020, kl. 18:30
Mødested: MBK Kursuslokaler, Pilestræde 61

B-sag: Status på forslag om lukning af Østbanegade ved Østerport

Indre By Lokaludvalg skal tage status på forslag om lukning af Østbanegade ved Østerport til efterretning.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg skal tage status på forslag om lukning af Østbanegade ved Østerport til efterretning.

Problemstilling

I mødet den 25. juni 2020 drøftede lokaludvalget et forslag fra en borger, der repræsenterer ejerforeningen Østbanegade 5, om at lukke Østbanegade ved Østerport St., så der kan etableres en plads med træer og gå- og cykelstier og også gerne med blomsterbede. I drøftelsen indgik resultaterne af lokaludvalgets borgerpanelundersøgelse i februar 2020 om forslaget samt det forhold, at buslinje 27's venderute ved Østerport skal gå ad Østbanegade-Bergensgade-Kristianiagade, når den nuværende spærring af Østbanegade er fjernet.

 Der var følgende bemærkninger i drøftelsen:

  • Der bør udarbejdes en helhedsplan for området.
  • Ingen bliver glade, uanset om man lukker Østbanegade eller ej.
  • Der er ikke grundlag for forslaget.
  • Man kan fredeliggøre Østbanegade ved at etablere en busbane og cykelsti i gaden, men forbyde bilkørsel.
  • Man bør se udviklingen i området an. Forslaget kan tages op i næste valgperiode.
  • Lokale beboere kender ikke til forslaget. De er ikke blevet inddraget.
  • Ombygningen ved Østerport er endnu ikke færdig.

Lokaludvalget besluttede dels at vente med at tage stilling til forslaget og dels at bede Østerbro Lokaludvalg udtale sig om forslaget for så vidt angår dets konsekvenser for trafikken på Østerbro.

 

Svar fra Østerbro Lokaludvalg

Østerbro Lokaludvalg svarede den 18. september 2020:

"Østerbro Lokaludvalg har drøftet sagen og har fået præsenteret ideen af forslagsstilleren.
Som udgangspunkt mener lokaludvalget, at ideen med en rekreativ pladsdannelse er sympatisk. Dog er det vores vurdering, at projektet vil have en række trafikale konsekvenser og vi er enige i forvaltningens vur-dering, at en lukning vil kræve en trafikanalyse.

Østbanegade er en indfaldsvej, og en lukning vil betyde en øget trafik bl.a. i Strandboulevarden, som fremadrettet vil blive neddroslet til ét spor i hver retning på dele af strækningen på grund af skybrudssikring. Det vil desuden betyde øget trafik ad Kristianiagade, hvor Langelinie-skolens indskoling ligger.

Desuden vil en lukning kræve en flytning af ruten for bus 27 samt en alternativ vej for redningskøretøjer til Østerbro Brandstation.

På denne baggrund kan vi ikke støtte en permanent lukning af Østbane-gade for biltrafik.

Venlig hilsen
Allan Marouf
Formand for Østerbro Lokaludvalg"

 

Borgermøde

Det var planlagt, at lokaludvalget skulle være vært for et borgermøde i oktober 2020 om buslinje 27's venderute. Pga. ovennævnte melding fra Økonomiforvaltningen og pga. corona-situationen er borgermødet udsat.
 

Løsning

Som reaktion på svaret fra Østerbro Lokaludvalg skrev forslagsstilleren, der repræsenterer ejerforeningen Østbanegade 5, den 22. september 2020 til formanden:

"Afgørelsen fra Østerbro Lokaludvalg gjorde mig trist. Østerbro Lokaludvalg tager altså fejl. Det er ganske enkelt ikke rigtigt, det de siger.

Nå, men jeg har – også for min egen skyld – forsøgt at samle alle argumenter for, hvorfor ideen med den grønne plads faktisk er god. Samlet er der følgende gode grunde til, at få etableret en grøn plads:

  • Et højre sving, også til busser og lastbiler, hvor der er mange fodgængere og cyklister, er da ikke godt. Jeg erindrer om, at der for få år siden, skete en forfærdelig dødsulykke, hvor en ung kvinde blev ramt af en højre kørende lastbil netop ved Østerport.
  • Et højresving lige før et andet (Kristianiagade) under 100 meter længere ad Oslo Plads giver ikke mening.
  • Der vil/skal stadig være adgang for gående og cyklister til Østbanegade.
  • Al trafik ud af byen anvender i dag Folke Bernadottes Allé og Dag Hammerskjölds Allé.
  • Bussløjfen er ikke fastlagt/besluttet endnu, og er en dårlig ide allerede af den grund, at når beboerprotester fra Stockholmsgade vægtes så meget, så bliver der da bare en ny "storm" fra Østbanegade, Trondhjemsgade og Bergensgade. Netop som vi har talt om.
  • I dag benyttes Kristianiagade og Classensgade, yderligere tilgang fra Østbanegade forandrer ikke Strandboulevardens trafikmængde eller andre lokalveje der.
  • Østbanegade er allerede spærret - nede ved Vordingborgade – og har været det i flere år.
  • Østbanegade har de facto været lukket i 2 år og er det fortsat, så der kan ikke opstå nye udfordringer, vi ikke har kendt og løst for længst. Kort sagt ,det fungerer ganske fint for alle i området.
  • Også Strandboulevarden har indført et spor i hver retning på nogen strækninger, da der i mere end et år har været indsnævringer  pga. arbejdet med dræningsanlæg, og de er angiveligt langt fra færdige.
  • Redningskøretøjerne kan jo vælge Bergensgade eller Østbanegade mod ensretningen, der er jo ikke stor trafik. Og en Grøn Plads kan indrettes sådan, at den kan passeres af redningskøretøjer.
  • Kristianiagade har trods spådomme, ikke været særlig belastet eller ufremkommelig pga. lukningen af Østbanegade. Reelt er der ikke megen trafik. Heller ikke morgen og eftermiddag. Jeg forstår, at der foreligger en trafikmåling, der angiver et meget begrænset antal biler i døgnet.
  • Samtlige trafikale ændringer har for længst og i årevis været en velfungerende realitet, så hvorfor ikke benytte erfaringerne i stedet for fantasien?.
  • I tilknytning til etableringen af en Grøn Plads vil det give mening at inddrage den ene vejbane ned til Langeliniebroen til p-pladser, måske særligt for el-biler og cykler.
  • En sådan Grøn Plads er netop i tråd med tiden også som netop formuleret i Kommunens planer om mere grønt (også med plads til bænke og bede), henunder inddragelse af befæstede arealer og veje mm.
  • En Grøn Plads vil også kunne være et plaster på såret for byggeriet Østerport II, som alle  - også Kommunen - føler sig snigløbet af.
  • En Grøn Plads vil tillige på god og pæn måde forbinde den fine gamle stations bygning med den pæne nye Metro Plads.
  • Jeg har spurgt mange ; Teknik & Miljøborgmesteren og hendes embedsmænd i Njalsgade (efter aftale med hende),stort set alle i Østbanegade, DSB, Jeudan, Cyklistforbundet, Danmarks Naturfredningsforening, Foreningen Til Hovedstadens Forskønnelse og dit Lokaludvalg og alle siger ja.

I virkeligheden kan det siges meget enkelt. Nu i over 2 år har en lukket Østbanegade fungeret for alle og alt. Trafikken i lokalområdet er ikke ændret til gene for nogen. Trafikken ud af byen er ikke berørt. Den er og vil blive som den er nu,  også med dette nye projekt.

En Grøn Plads vil såmænd blot færdiggøre det der virker, - og i en pæn og tidssvarende facon. Ja, hvis man inddrager en vejbane som nævnt skaffes der tillige, ekstra p-pladser, el - og cykel-p-pladser!

Så hvad kan jeg gøre mere ?."

 

Formanden foreslår,

  • at lokaludvalget afventer meldingen fra Økonomiforvaltningen om buslinje 27's venderute
  • at lokaludvalget i møde den 12. november 2020 drøfter, om forslaget om lukning af Østbanegade ved Østerport skal med på lokaludvalgets ønskeliste til Overførselssagen og til kommunens budget for 2022.

Økonomi

Lokaludvalget har afsat en ramme på 20.000 kr. til et borgermøde om buslinje 27’s venderute.

Videre proces

I mødet den 12. november 2020 skal lokaludvalget beslutte sin ønskeliste til Overførselssagen og til kommunens budget for 2022. I den forbindelse skal lokaludvalget drøfte, om forslaget om lukning af Østbanegade ved Østerport skal med på ønskelisten.

Beslutning

Lokaludvalget tog status på forslag om lukning af Østbanegade ved Østerport til efterretning.

Til top