Mødedato: 08.10.2015, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Høringssvar om justering af klynger og netværk på fritidsinstitutionsområdet

Indre By Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar til Børne- og Ungdomsforvaltningen om justering af klynger og netværk på fritidsinstitutionsområdet.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,

  1. at Indre By Lokaludvalg beslutter høringssvaret til Børne- og Ungdomsforvaltningen om justering af klynger og netværk på fritidsinstitutionsområdet, som fremgår af løsningsafsnittet.
  2. at Indre By Lokaludvalg inviterer ledelserne og forældrebestyrelserne for skolerne og børneinstitutionerne i Indre By til et fællesmøde om status på Børne- og Ungdomsforvaltningens projekt "Fremtidens Fritidstilbud"
  3. at indre By Lokaludvalg blandt sine medlemmer udpeger facilitatorer, der i samarbejde med sekretariatet planlægger og gennemfører ovennævnte fællesmøde
  4. at Indre By Lokaludvalg afsætter en ramme på 6.000 kr. til ovennævnte fællesmøde. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.

Problemstilling

Børne- og Ungdomsudvalget har på deres møde den 26. august 2015 behandlet indstilling om justering af klynger og netværk på fritidsinstitutionsområdet og besluttet at sende forslaget i offentlig høring på bliv hørt-portalen. Høringsperioden er den 27. august 2015 til den 9.oktober 2015.

På bliv hørt-portalen skriver Børne- og Ungdomsforvaltningen bl.a.: Med Fremtidens Fritidstilbud bliver fritidsstrukturen i København ændret. Det indebærer blandt andet, at fritidshjem og klubber samles organisatorisk i henholdsvis fritidsinstitutioner og fritidscentre. Dette resulterer i færre enheder/institutioner, samt at nogle af enhederne/institutionerne sammenlægges på tværs af den eksisterende klynge- og netværksstruktur.

Derfor skal den nuværende organisering af klynger og netværk justeres.

Rammen for forslaget om den konkrete organisering i klynger og netværk er Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning om, at:

  • fritidsinstitutioner fremover skal organiseres i én samlet enhed (kommunal, selvejende eller KKFO) til én folkeskole (1:1)
  • klubber organiseres i fritidscentre med én leder (kommunale eller selvejende), som dækker flere skoler.

Principperne bag forslaget til organiseringen af klynger og netværk er, at klynger og netværk fremadrettet skal:

  • understøtte en bæredygtig stillingsstruktur ved at etablere klynger med tilbud til børn og unge i forskellige aldre, så de ansatte kan opretholde samme beskæftigelsesgrad som i dag ved fx også at arbejde i en daginstitution i klyngen
  • sikre institutionernes levedygtighed
  • optimere anvendelse af ressourcer til ledelse samt sikre brede kompetencer i ledelsesgruppen.

Forslaget stiller ikke nye eller ændrede krav til ledelsesformen i klynger, netværk eller enheder og forslaget påvirker ikke den lokale pædagogiske metode, der anvendes i en enhed.

Løsning

Formandskabet foreslår følgende høringssvar:

"Børne- og Ungdomsforvaltningen har den 27. august 2015 sendt et forslag om justering af klynger og netværk på fritidsinstitutionsområdet i høring på bliv hørt-portalen med svarfrist den 9.oktober 2015.

Lokaludvalgets holdning
Lokaludvalget har begrænset indsigt i, hvad forslaget går ud på og hvad konsekvensen er for børnene, forældrene, skolerne og institutionerne i Indre By. Lokaludvalget har således ingen holdning til forslaget.

Borgerdialog  
Lokaludvalget har besluttet at invitere ledelserne og forældrebestyrelserne for skolerne og børneinstitutionerne i Indre By til et fællesmøde om Fremtidens Fritidstilbud. hensigten med mødet er, at skolerne og institutionerne får mulighed for at udveksle erfaringer med projektet. Lokaludvalget faciliterer mødet, som holdes i slutningen af oktober 2015. Lokaludvalget sender skolerne, institutionerne og forvaltningen et referat af mødet. 

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
 formand."

Økonomi

Der afsættes en ramme på 6.000 kr. til det omtalte fællesmøde. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.

Videre proces

Når lokaludvalget har godkendt høringssvaret, lægger sekretariatet det på bliv hørt-portalen.

I samarbejde med sekretariatet planlægger og gennemfører de udpegede facilitatorer det omtalte fællesmøde.

På bliv hørt-portalen er en anden sag med relation til Fremtidens Fritidstilbud i offentlig høring med svarfrist den 13. november 2015, nemlig sagen ” Nye bevillingsmodeller på fritidsområdet”.


BILAG

Al høringsmaterialet kan læses på bliv hørt-portalen her: http://blivhoert.kk.dk/hoering/justering-af-klynger-og-netv-rk

Høringsmaterialet om nye bevillingsmodeller på fritidsområdet kan læses her: http://www.blivhoert.kk.dk/hoering/nye-bevillingsmodeller-p-fritidsomr-…


 

Beslutning

Ikke godkendt.
Til top