Puljeansøgninger, september 2016
Indstilling
Formanden foreslår,
- At Indre By Lokaludvalg giver afslag på ansøgningen fra Foreningen makkermakker om 30.000 kr. til operaforestillingen "Opera(tion)sprog". Afslaget begrundes med, at lokaludvalget ikke tror på projektet og derfor vil bruge sine penge på andre aktiviteter.
- At Indre By Lokaludvalg giver FLÆS afslag på ansøgningen om 20.000 kr. til en satirisk teaterforestilling, "Den selvcentrerede moderne kvinde anno 2016". Afslaget begrundes med, at forestillingen sættes op, før lokaludvalget kan tage stilling til ansøgningen.
- At Indre By Lokaludvalg giver afslag til danskdansk på ansøgningen om 25.000 kr. til teaterforestillingen "Hellig Krig". Afslaget begrundes med, at lokaludvalget vurderer, at forestillingen ikke er offentlig tilgængelig, når der tages entré.
- At Indre By Lokaludvalg giver en kunstner tilsagn om 34.111 kr. fra lokaludvalgets pulje for 2016 til et inddragende vægmaleri på Byens Hegn ved Rådhuspladsen, der sætter fokus på klimaforandringer.
- At Indre By Lokaludvalg beslutter, hvorvidt lokaludvalget skal give støtte til Karma Kajen på Børskaj til en totalinstallation i "Garagen" under Knippelsbro, målrettet børn. Karma Kajen har søgt om 50.000 kr. fra lokaludvalgets pulje for 2016.
- At Indre By Lokaludvalg giver en borger tilsagn om 7.200 kr. fra lokaludvalgets pulje for 2016 til honorering af et jazzorkester, der skal spille i forbindelse med en litteraturaften på spansk i Tranquebar Rejseboghandel i Borgergade.
- At Indre By Lokaludvalg giver en kunstner tilsagn om 19.587 kr. fra lokaludvalgets pulje for 2016 til værket "Colors of Nyhavn" på Byens Hegn på Kongens Nytorv. Støtten øremærkes til leje af lokaler, transport og tryk og materialer, jf. ansøgerens budget. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 42.243 kr., fordi lokaludvalget vil sprede anvendelsen af sine midler.
- At Indre By Lokaludvalg giver afslag på en ansøgning fra Lithuanian Youth Society in Denmark på 15.000 kr. til en karriere-netværkskonference for unge studerende i Danmark med en international baggrund. Afslaget begrundes med, at konferencen ikke opfylder kriterierne for, hvad lokaludvalget støtter.
Problemstilling
Lokaludvalget har modtaget otte puljeansøgninger.
Formanden har afvist én ansøgning, da den er indsendt efter ansøgningsfristen.
Løsning
1. Opera(tion)sprog
Foreningen makkermakker søger om 30.000 kr. til operaforestillingen "Opera(tion)sprog" på Hovedbiblioteket i Krystalgade med premiere i oktober 2016. Forestillingen bliver en rejse gennem udviklingen af danskhedsbegrebet de seneste 15 år, en undersøgelse af sprogets rolle i forståelsen og integrationen af andre samt et spørgsmål om hvilken danskhed, vi lige nu ønsker, at flygtninge og indvandrere skal integreres ind i.
Forestillingen vil på den ene side bestå af pop-up PR-stunts, hvor operasangere pludselig dukker op på Hovedbiblioteket, og reelle forestillinger, hvor publikum gennem operaen konfronteres med ovennævnte tematikker. Før hver forestilling vil ansøgerne afholde 2-3 samtalesaloner om de problemstillinger, de undersøger. Ansøgeren vil bruge en eventuel støtte fra lokaludvalget til rekvisitter, scenografi og scenebyg, kostumer og makeup, lys og lyd samt PR.
Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet vurderer, at forestillingen er bydelsrelateret i og med, at den sættes op i Indre By. Endvidere, at den er dialogskabende, offentlig tilgængelig og involverer frivillige kræfter, samt at den falder ind under fokusområdet "Events".
Det fremgår af lokaludvalgets retningslinjer for tildeling af puljemidler, at lokaludvalget ikke støtter projekter, hvor arrangørhonorar udgør en stor del af det ansøgte beløb.I udgiftsbudgettet for dette projekt er der udgifter, som kan sidestilles med arrangørhonorar, men det er ikke det, der søges støtte til. Med det forbehold ser sekretariatet intet til hinder for, at lokaludvalget støtter forestillingen.
Puljegruppens anbefaling
Vi siger nej til det ansøgte, da vi ikke tror på projektet. Og at vi ønsker at sprede vores midler til andre ansøgninger.
Formandens indstilling
At Indre By Lokaludvalg giver afslag på ansøgningen fra Foreningen makkermakker om 30.000 kr. til operaforestillingen "Opera(tion)sprog". Afslaget begrundes med, at lokaludvalget ikke tror på projektet og derfor vil bruge sine penge på andre aktiviteter.
2. Hvorfor snakker vi ikke om mig?
FLÆS søger om 20.000 kr. til en satirisk teaterforestilling i Huset-KBH den 5.-12. september 2016 med temaet "Den selvcentrerede moderne kvinde anno 2016". Bl.a. Gefion Gymnasium vil få tilbudt en gratis skoleforestilling og en workshop om selviscenesættelse. En eventuel støtte fra lokaludvalget vil blive anvendt til leje af lokaler, forplejning i forbindelse med workshop og teaterpremieren, honorar til kunstnerisk konsulent, transport af scenografi, honorar til scenograf, leje af lys, forplejning af frivillige samt scenografi og kostume. Der tages entré: 80 kr.
Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet vurderer, at forestillingen er bydelsrelateret i og med, at den sættes op i Indre By. Endvidere, at den er dialogskabende, involverer frivillige kræfter og er offentlig tilgængelig - dog tages der entré - samt at den falder ind under fokusområdet "Events".
Sekretariatet har orienteret ansøgerne om, at lokaludvalget ikke vil støtte de dele af projektet, der ligger før lokaludvalgsmødet den 8. september 2016. Med det forbehold ser sekretariatet intet til hinder for, at lokaludvalget støtter forestillingen.
Puljegruppens anbefaling
Vi siger nej til ansøgningen, da vi ikke ville støtte et projekt der er i gang inden ansøgningen er taget op i lokaludvalget.
Formandens indstilling
At Indre By Lokaludvalg giver FLÆS afslag på ansøgningen om 20.000 kr. til en satirisk teaterforestilling, "Den selvcentrerede moderne kvinde anno 2016". Afslaget begrundes med, at forestillingen sættes op, før lokaludvalget kan tage stilling til ansøgningen.
3. Hellig Krig
danskdansk søger om 25.000 kr. til teaterforestillingen "Hellig Krig", der bl.a. spilles i Gloria Biograf og i Dagmar Biograf den 9.-24. november 2016. Forestillingen stiller skarpt på terror og på hvad der driver mennesker til så radikale handlinger. Forestillingen forener teater og film, hvor en filmisk lydflade underbygger skuespillernes dialog. En eventuel støtte fra lokaludvalget vil blive brugt til leje af lokaler, annoncering/PR og tryk/materialer. Der tages entré.
Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet vurderer, at forestillingen er bydelsrelateret i og med, at den sættes op i Indre By. Endvidere, at den er dialogskabende, involverer en vis grad af selvfinansiering og er offentlig tilgængelig - dog tages der entré - samt at den falder ind under fokusområdet "Events".
Puljegruppens anbefaling
Vi siger NEJ til det ansøgte bl.a. på grund af entré.
Formandens indstilling
At Indre By Lokaludvalg giver afslag til danskdansk på ansøgningen om 25.000 kr. til teaterforestillingen "Hellig Krig". Afslaget begrundes med, at lokaludvalget vurderer, at forestillingen ikke er offentlig tilgængelig, når der tages entré.
4. Looking Forward to a Warmer Year
En kunstner søger om 34.111 kr. til et inddragende vægmaleri på Byens Hegn ved Rådhuspladsen , der sætter fokus på klimaforandringer og søger løsninger og ideer fra Københavns borgere om, hvordan København og verdenen kan klimatilpasse sig bedst muligt. Vægmaleriet males med input fra kunstnere fra Kunstnerkollektivet Tietgensgade. Der vil være en løbende fotografering af værkets inddragende kridtvæg og de beskeder, der kommer op på væggen. Værket indvies i slutningen af oktober eller først i november 2016 og er på Byens Hegn til juni 2017. Byens Hegn støtter projektet med 20.000 kr. I udgiftsbudgettet indgår leje af lokaler, event udgifter, udgifter til honorerering af ekstern, annoncering/PR, materialer, transport, udgifter til egen løn og diverse andre udgifter.
Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet vurderer, at vægmaleriet er bydelsrelateret, dialogskabende, offentligt tilgængeligt, involverer frivillige kræfter, er til glæde for en breds kreds af borgere og brugere af Indre By og falder ind under fokusområdet "Borgerinddragelse" og fokusområdet "Midlertidige byrum".
Det fremgår af lokaludvalgets retningslinjer for tildeling af puljemidler, at lokaludvalget ikke støtter projekter, hvor arrangørhonorar udgør en stor del af det ansøgte beløb. I dette projekt udgør egen løn lidt over halvdelen af udgiftsbudgettet. Med det forbehold ser sekretariatet intet til hinder for, at lokaludvalget støtter projektet.
Puljegruppens anbefaling
Vi siger JA til det ansøgte, men har set at det kommer til at foregå også i 2017.
Formandens indstilling
At Indre By Lokaludvalg giver en kunstner tilsagn om 34.111 kr. fra lokaludvalgets pulje for 2016 til et inddragende vægmaleri på Byens Hegn ved Rådhuspladsen, der sætter fokus på klimaforandringer.
5. Sanseuge
Karma Kajen på Børskaj søger om 50.000 kr. til en totalinstallation i "Garagen" under Knippelsbro, målrettet børn: Et åndehul, hvor sanser bliver aktiveret og stimuleret på anderledes måder, end man ville forvente midt i Indre By. Installationen er åben den 17.-23. oktober 2016. .En eventuel støtte fra lokaludvalget vil blive brugt til forplejning af kunstnere og frivillige, annoncering/PR, materialer, transport og honorar til kunstner. Der tages entré: 30 kr. I samarbejde med Red Barnet vil ansøgeren invitere udsatte familier og børn, der bor på institution, til at komme og opleve sanseugen gratis
Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet vurderer, at projektet er bydelsrelateret i og med, det finder sted i Indre By. Endvidere, at det er dialogskabende, involverer frivillige kræfter, er til glæde og gavn for en bred kreds af borgere og brugere af Indre By og er offentligt tilgængeligt - dog tages der entré - samt falder under fokusområderne "Events" og "Særlige grupper/udsatte grupper". Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget støtter projektet.
Puljegruppens anbefaling
Vi kunne ikke i puljegruppen blive enige om dette projekt, så vi bede det samlede lokaludvalg om at tage stilling til denne ansøgning.
Formandens indstilling
At Indre By Lokaludvalg beslutter, hvorvidt lokaludvalget skal give støtte til Karma Kajen på Børskaj til en totalinstallation i "Garagen" under Knippelsbro, målrettet børn. Karma Kajen har søgt om 50.000 kr. fra lokaludvalgets pulje for 2016.
6. Litteraturaften på spansk - med jazz
En borger søger om 7.200 kr. til honorering af et jazzorkester, der skal spille i forbindelse med en litteraturaften på spansk den 28. september 2016 i Tranquebar Rejseboghandel i Borgergade. På aftenen vil syv forfattere af spansksproget litteratur give smagsprøver på deres poesi, romaner og noveller. Aftenen er en del af den 4. spansksprogede litteraturfestival i København.
Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet vurderer, at arrangementet er bydelsrelateret i og med, at det finder sted i Indre By. Endvidere, at det er dialogskabende, netværksdannende, offentligt tilgængeligt, involverer frivillige kræfter og kobler sig på andre arrangementer samt at det falder ind under fokusområdet "Events". Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget støtter arrangementet.
Puljegruppens anbefaling
Vi siger JA til det ansøgte beløb.
Formandens indstilling
At Indre By Lokaludvalg giver en borger tilsagn om 7.200 kr. fra lokaludvalgets pulje for 2016 til honorering af et jazzorkester, der skal spille i forbindelse med en litteraturaften på spansk i Tranquebar Rejseboghandel i Borgergade.
7. Colors of Nyhavn
En kunstner søger om 42.243 kr. til et værk på Byens Hegn på Kongens Nytorv med fernisering den 7. oktober 2016. Værket er en stregkode for Nyhavn, hvor hver enkelt farvestribe repræsenterer en bygningsfarve og relative bredde. I bunden "sejler" tre kanalrundfartsbåde. Hver facade-farvestribe indeholder en bygningsdetalje og en historie eller anekdote fra bygningen eller stedet, som man med en smartphone kan få adgang til via et link. Projektet laves i samarbejde med elever fra Sølvgades Skole. Eventuel støtte fra lokaludvalget vil blive anvendt til leje af lokaler, forplejning og fernisering, workshop, tryk og materialer, udstyr og værktøj, transport og uforudsete udgifter. Byens Hegn støtter projektet med 40.000 kr.
Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet vurderer, at projektet er bydelsrelateret, dialogskabende, offentligt tilgængeligt, er til glæde og gavn for en bred kreds af borgere og brugere af Indre By, indebærer en vis selvfinansiering og falder ind under fokusområdet ""Midlertidige byrum". Det fremgår af lokaludvalgets retningslinjer for tildeling af puljemidler, at lokaludvalget ikke støtter projekter, hvor arrangørhonorar udgør en stor del af det ansøgte beløb. I udgiftsbudgettet for dette projekt er der udgifter til en workshop, som kan sidestilles med arrangørhonorar. Beløbet svarer til ca. en tredjedel af beløbet, der søges om. Med det forbehold ser sekretariatet intet til hinder for, at lokaludvalget støtter forestillingen.
Puljegruppens anbefaling
Vi vil ikke støtte med det fulde beløb, men vil gerne støtte med 19587.- kr som vi vil øremærke til LEJE AF LOKALER –TRANSPORT –TRYK OG MATERIALER.
Formandens indstilling
At Indre By Lokaludvalg giver en kunstner tilsagn om 19.587 kr. fra lokaludvalgets pulje for 2016 til værket "Colors of Nyhavn" på Byens Hegn på Kongens Nytorv. Støtten øremærkes til leje af lokaler, transport og tryk og materialer, jf. ansøgerens budget. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 42.243 kr., fordi lokaludvalget vil sprede anvendelsen af sine midler.
8. I got a degree - who should I be?
Lithuanian Youth Society in Denmark søger om 15.000 kr. til en karriere-netværkskonference den 26. november 2016 for unge studerende i Danmark med en international baggrund. Ansøgeren ved på nuværende tidspunkt ikke hvor i Indre By, konferencen skal holdes. Hensigten er at skabe en åben dialog mellem internationale studenter og internationale fagfolk, som skal fortælle om, hvordan fandt og udviklede deres internationale karriere i Danmark og herunder om, hvordan man starter sin egen virksomhed. Udgiftsbudgettet omfatter leje af lokaler, forplejning, gaver til talerne, marketing, materialer og transport.
Sekretariatets bemærkninger
Hvis konferencen holdes i Indre By, vurderer sekretariatet, at den er bydelsrelateret i og med, at den holdes i bydelen. Endvidere, at den er dialogskabende, netværksdannende, involverer frivillige kræfter, sætter fokus på livsmuligheder og udfoldelsesmuligheder i Indre By og indebærer en vis selvfinansiering. Sekretariatet vurderer imidlertid også, at konferencen falder udenfor lokaludvalgets fokusområder og at konferencens målgruppe er så afgrænset, at den ikke kan siges at være offentlig tilgængelig. Med de forbehold ser sekretariatet intet til hinder for, at lokaludvalget støtter konferencen.
Puljegruppens anbefaling
Vi siger NEJ til det ansøgte, vi mener ikke det er noget vi som lokaludvalg skal støtte.
Formandens indstilling
At Indre By Lokaludvalg giver afslag på en ansøgning fra Lithuanian Youth Society in Denmark på 15.000 kr. til en karriere-netværkskonference for unge studerende i Danmark med en international baggrund. Afslaget begrundes med, at konferencen ikke opfylder kriterierne for, hvad lokaludvalget støtter.
Økonomi
Lokaludvalget har afsat 312.356 kr. til puljeansøgninger. Foreløbig har lokaludvalget disponeret for 221.717,13 kr. til puljeansøgninger. Hvis lokaludvalget følger indstillingerne, vil der være disponeret for yderligere 60.898 kr.
Videre proces
Sekretariatet meddeler ansøger lokaludvalgets beslutning og varetager den videre sagsbehandling med ansøgningen.
Beslutning
- Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give afslag på ansøgningen fra Foreningen makkermakker om 30.000 kr. til operaforestillingen "Opera(tion)sprog". Afslaget begrundes med, at lokaludvalget ikke tror på projektet og derfor vil bruge sine penge på andre aktiviteter.
- Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give FLÆS afslag på ansøgningen om 20.000 kr. til en satirisk teaterforestilling, "Den selvcentrerede moderne kvinde anno 2016". Afslaget begrundes med, at forestillingen sættes op, før lokaludvalget kan tage stilling til ansøgningen.
- Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give afslag til danskdansk på ansøgningen om 25.000 kr. til teaterforestillingen "Hellig Krig". Afslaget begrundes med, at lokaludvalget vurderer, at forestillingen ikke er offentlig tilgængelig, når der tages entré.
- Lokaludvalget godkendte et ændringsforslag fra Gunna Starck om, at lokaludvalget giver en kunstner tilsagn om 20.000 kr. fra lokaludvalgets pulje for 2016 til et inddragende vægmaleri på Byens Hegn ved Rådhuspladsen, der sætter fokus på klimaforandringer. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 34.111 kr., fordi lokaludvalget ønsker at sprede anvendelsen af sine midler.
- Gunna Starck stillede forslag om, at lokaludvalget giver Karma Kajen på Børskaj tilsagn om 20.000 kr.til en totalinstallation i "Garagen" under Knippelsbro, målrettet børn.
Anton Ørnbo Skovle stillede forslag om, at lokaludvalget giver afslag til Karma Kajen på Børskaj på ansøgningen om 50.000 kr.til en totalinstallation i "Garagen" under Knippelsbro, målrettet børn.
Lokaludvalget stemte om ændringsforslagene:
For at lokaludvalget giver Karma Kajen på Børskaj tilsagn om 20.000 kr. til en totalinstallation i "Garagen" under Knippelsbro, målrettet børn, stemte 15 lokaludvalgsmedlemmer.
For at lokaludvalget giver afslag til Karma Kajen på Børskaj afslag på ansøgningen om 50.000 kr. til en totalinstallation i "Garagen" under Knippelsbro, målrettet børn, stemte 1 lokaludvalgsmedlem.
2 lokaludvalgsmedlemmer undlod at stemme.
Dermed havde lokaludvalget godkendt at give Karma Kajen på Børskaj tilsagn om 20.000 kr. til en totalinstallation i "Garagen" under Knippelsbro, målrettet børn. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 50.000 kr., fordi lokaludvalget ønsker at sprede anvendelsen af sine midler.
- Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give en borger tilsagn om 7.200 kr. fra lokaludvalgets pulje for 2016 til honorering af et jazzorkester, der skal spille i forbindelse med en litteraturaften på spansk i Tranquebar Rejseboghandel i Borgergade.
- Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give en kunstner tilsagn om 19.587 kr. fra lokaludvalgets pulje for 2016 til værket "Colors of Nyhavn" på Byens Hegn på Kongens Nytorv. Støtten øremærkes leje af lokaler, transport og tryk og materialer, jf. ansøgerens budget. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 42.243 kr., fordi lokaludvalget vil sprede anvendelsen af sine midler.
- Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give afslag på en ansøgning fra Lithuanian Youth Society in Denmark på 15.000 kr. til en karriere-netværkskonference for unge studerende i Danmark med en international baggrund. Afslaget begrundes med, at konferencen ikke opfylder kriterierne for, hvad lokaludvalget støtter.