Anvendelsen af pladsen i Middelalderbyen
Indre By Lokaludvalg skal drøfte anvendelsen af pladsen, der bliver frigjort som følge af den forestående nedlæggelse af 600 parkeringspladser i Middelalderbyen.
Indstilling
Indstilling om,
- at Indre By Lokaludvalg drøfter anvendelsen af pladsen, der bliver frigjort som følge af den forestående nedlæggelse af 600 parkeringspladser i Middelalderbyen.
Problemstilling
Som følge af den endelige vedtagelse af Byrums- og Trafikplanen for Middelalderbyen (BR, 2. februar 2023) nedlægges 600 p-pladser i Middelalderbyen. På noget af den frigivne plads skal der være cykelparkering (700 pladser, der flyttes fra nuværende placeringer på fortove og pladser, 1.000 nyetablerede og 80 ladcykelpladser).
Det er uklart, hvor meget plads, der herefter ikke er planlagt for.
I en endnu ikke finansieret del af Byrums- og Trafikplanen er der tanker om såkaldte flagskibsprojekter på den frigivne plads, men i første omgang skal pladsen tilsyneladende stå ubrugt hen, indtil Byrums- og Trafikplanen eventuelt er fuldstændig finansieret.
Medlemsforslag i Teknik- og Miljøudvalget
I sit møde den 22. maj 2023 drøftede Teknik- og Miljøudvalget et medlemsforslag fra Det Radikale Venstre om brugen af de nye arealer, der kommer i forbindelse med nedlæggelsen af parkeringspladser i Middelalderbyen. Se bilaget.
Teknik- og Miljøudvalget besluttede at henvise finansiering af nye byrumsinitiativer til forhandlingerne om Budget 2024 på baggrund af udvalgets drøftelse.
Følgegruppen vedr. Middelalderbyen
Følgegruppen vedr. Middelalderbyen havde møde den 1. juni 2023 med bl.a. følgende punkter på dagsordenen:
- Orientering om tidsplan og indhold i det forestående parkeringsprojekt
- Drøftelse af kommunikationsbehov hos jeres målgrupper og kvalificering af kommunikationsplan.
Løsning
Det foreslås, at de af lokaludvalgets medlemmer, der deltog i ovennævnte følgegruppemøde, orienterer om mødet.
Det foreslås, at lokaludvalget drøfter, hvad det synes, at pladsen, der bliver frigjort som følge af den forestående nedlæggelse af 600 parkeringspladser i Middelalderbyen, skal bruges til.
Lokaludvalget kan vælge at bemyndige Bent Lohmann til at henvende sig til Teknik- og Miljøudvalget og Teknik- og Miljøforvaltningen med forslag til anvendelsen af den frigjorte plads.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Afhænger af drøftelsen.
Beslutning
Til mødet foreslå bemærkninger om sagen fra lokaludvalgsmedlem Mads Aarup. Se bilagsoversigten.
- Lokaludvalget drøftede anvendelsen af pladsen, der bliver frigjort som følge af den forestående nedlæggelse af 600 parkeringspladser i Middelalderbyen. Lokaludvalgets medlemmer havde følgende bemærkninger i drøftelsen:
- Pladsen bør bruges til cykelparkering.
- Der bør ikke tillades bilparkering på siden af cykelparkeringer, sådan som det er i dag på Vandkunsten.
- Der bør være skiltede pladser til parkering af ladcykler.
- Lokaludvalget kan spørge borgerne, hvad pladsen skal anvendes til.
- Pladsen kan anvendes til blomsterkasser, træer, grønne gaderum, mobile kunstudstillinger og fællesspisninger.
- Kommunen kan gennemføre en nudging-kampagne om, at cykler skal parkeres på cykelparkeringspladser og om at cyklister skal køre ordentligt.
- Det forhold, at man ikke har bestemt, hvad pladsen skal bruges til, har skabt usikkerhed. Man bør beslutte, hvad pladsen skal bruges til, før bilparkeringspladserne nedlægges. Nedlæggelsen af bilparkeringspladserne bør ske trinvis i takt med afklaringen af, hvad pladsen skal bruges til. Lokaludvalget bør spørge kommunen om, hvad status på projektet er.
- Der skal være plads til butikskunders cykelparkering.
- Der skal være plads til affaldssorteringspunkter.
- Der skal være plads til parkering af delebiler.
- Indtil det er afklaret, hvad pladsen skal bruges til, skal de gældende regler for fx. udeservering håndhæves. Dvs. ingen ulovlig udeservering på ledig plads, som man ikke har besluttet, hvad skal anvendes til.
- Lokaludvalget kan holde et borgermøde efter sommerferien, hvor folk kan fortælle, hvad den ledige plads skal bruges til. Det kan gennemgås gade for gade eller område for område.
- Fjernelsen af bilparkeringspladser i Middelalderbyen vil give et tryk på de omkringliggende områder, fx. Kartoffelrækkerne, af folk, som søger efter en bilparkeringsplads. Et borgermøde bør også komme ind på den problemstilling.
- Lokaludvalget godkendte et forslag fra Bent Lohmann om, at lokaludvalget holder et borgermøde om anvendelsen af pladsen, der bliver frigjort som følge af den forestående nedlæggelse af 600 parkeringspladser i Middelalderbyen.
- Lokaludvalget afsatte en ramme på 25.000 kr. til borgermødet. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.
- Lokaludvalget udpegede Marietta Bonnet, Anton Skovle, Bent Lohmann, Kren Nielsen, Rasmus Fehrmann og Sally Mountfield til at planlægge og gennemføre borgermødet sammen med sekretariatet.