Mødedato: 08.06.2023, kl. 18:30
Mødested: Trinitatis Sognehus, Pilestræde 67

Drøftelse af forslaget til administrationsgrundlag for udeservering

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal drøfte forslaget til administrationsgrundlag for udeservering, som Teknik- og Miljøforvaltningen har sendt i offentlig høring frem til den 24. august 2023.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Indre By Lokaludvalg drøfter forslaget til administrationsgrundlag for udeservering, som Teknik- og Miljøforvaltningen har sendt i offentlig høring frem til den 24. august 2023. Se bilaget.


  2. at Indre By Lokaludvalg tager til efterretning, at lokaludvalgets forperson Bent Lohmann har rykket Teknik- og Miljøudvalget for svar på lokaludvalgets spørgsmål vedr. Megafonundersøgelsen om udeservering, som indgik i grundlaget for Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 22. maj 2023  vedr. udeservering. Se bilaget.

Problemstilling

Megafonundersøgelsen

I mødet den 13. april 2023 bemyndigede lokaludvalget Bent Lohmann til at skrive til Teknik- og Miljøudvalget om MEGAFON-undersøgelsen.. Se brevet i bilaget. Lokaludvalget har endnu ikke fået svar.

 Forslaget til administrationsgrundlag for udeservering

Forslaget til administrationsgrundlag for udeservering er den 1. juni 2023 sendt i offentlig høring på Bliv Hørt-portalen med svarfrist den 24. august 2023.

Link til Bliv Hørt-portalen:
https://blivhoert.kk.dk/hoering/administrationsgrundlag-udeservering

Teknik- og Miljøforvaltningen oplyser, at det nye administrationsgrundlag skal sikre, at der er en rimelig balance i forhold til brug af byen, beboelse og fremkommelighed, også for udsatte grupper. Dertil kommer en skærpelse af håndhævelsesindsatsen overfor de restaurationer, der ikke overholder reglerne. Administrationsgrundlaget gør op med tidligere politiske beslutninger på området.

I administrationsgrundlaget fastsættes en række principper og vurderingskriterier for fremadrettet praksis på området, som forvaltningen efter endelig vedtagelse, vil administrere tilladelser til udeservering efter. Andre politiske beslutninger, der kan påvirke administrationen af udeserveringer, er lokalplaner. Den netop vedtagne Byrums- og trafikplan (Borgerrepræsentationen den 2. februar 2023) forventes også i et vist omfang at påvirke fremtidige tilladelser til udeserveringer i Middelalderbyen og dette implementeres i administrationsgrundlaget.

Punkterne, som Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 22. maj 2023 

1. Flerårige tilladelser: 
Beslutning: 3-årige tilladelser

2. Åbningstider for udeservering: 
Beslutning: Lukketid kl. 22:00 søndag til torsdag og 24:00 fredage og lørdage. Metropolzone, Kødbyen og Nyhavn (uændret) til kl. 02:00.

3. Genindførsel af gebyr for udeservering:
Beslutning: Der skal indføres et gebyr for udeservering, der dækker alle omkostninger til administration, kontrollen med overholdelse af tilladelser mv., og at forvaltningen skal forelægge en indstilling til Borgerrepræsentationen med oplæg til endelig fastsættelse af taksten.

4. Fremkommelighed på smalle fortove:
Beslutning: Der skal ændres praksis for udeservering på smalle fortove, således at der skal være fri passage på minimum 0,8 m, svarende til bredden på en kørestol, bortset fra gågader og promenader, hvor det generelle vejareal er egnet for fodgængere.

5. Håndhævelse: 
Beslutning: Fortsat øget håndhævelse.

6. Opmærkning af arealer til udeservering:
Beslutning: Der skal indføres opmærkning ved udeservering i hele byen og at omkostningerne ved dette dækkes af gebyret for udeservering.”

Derudover besluttede Teknik- og Miljøudvalget, at forvaltningen skal identificere egnede pladser til en tidsmæssig udvidet udeservering i sommerhalvåret og vende tilbage med en sag til behandling i udvalget jf. vedtagelsen på udvalgets møde den 8. maj 2023.

I de bydele, hvor det ikke er muligt at finde egnede pladser, skal der være mulighed for dispensationer på baggrund af kriterier om
1. Nærhed til nærmeste beboelse
2. Helhedsvurdering af restaurationstætheden og belastningen i området. 

Løsning

Det foreslås, at lokaludvalget tager til efterretning, at lokaludvalgets forperson Bent Lohmann har rykket Teknik- og Miljøudvalget for svar på lokaludvalgets spørgsmål vedr. Megafonundersøgelsen om udeservering, som indgik i grundlaget for Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 22. maj 2023  vedr. udeservering. Se bilaget.

Det foreslås, at lokaludvalget drøfter forslaget til administrationsgrundlag for udeservering.

Drøftelsen vil danne grundlag for udkastet til høringssvaret, som lokaludvalget skal beslutte i sit møde den 17. august 2023.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Lokaludvalget skal beslutte sit høringssvar om sagen i sit møde den 17. august 2023.

Da forslaget er i offentlig høring på Bliv Hørt-portalen, er der ikke lagt op til, at lokaludvalget skal stå for borgerdialog om sagen. Sekretariatet vil via lokaludvalgets nyhedsbrev, Facebookside og hjemmeside opfordre borgerne til skrive på Bliv Hørt-portalen om, hvad de mener om forslaget.

Tilkendegivelser fra borgere om udeservering, som  lokaludvalget måtte modtage, vil indgå som bilag til sagen om udkastet til høringssvar, som lokaludvalget  tager stilling til den 17. august 2023.

Teknik- og Miljøforvaltningen oplyser, at efter endt høring bliver Administrationsgrundlaget fremlagt sammen med høringssvarene til endelig beslutning i Teknik- og Miljøudvalget. Punkterne om gebyr og lukketider skal endeligt behandles i Borgerrepræsentationen.

Beslutning

Dagsordenens punkt 5 "Drøftelse af forslaget til administrationsgrundlag for udeservering" og dagsordenens punkt 21 "Medlemsforslag vedr. praksis for tilladelse til VIP-stænger på offentlig vej i forbindelse med kødannelse i nattelivet" blev behandlet samlet.

 

 

  1. Lokaludvalget drøftede forslaget til administrationsgrundlag for udeservering samt medlemsforslaget vedr. praksis for tilladelse til VIP-stænger på offentlig vej. Lokaludvalgets medlemmer havde følgende bemærkninger i drøftelsen:
    • Lokaludvalgets høringssvar kan tage udgangspunkt i bydelsplanen.
    • Lokaludvalget kan foreslå, at de 12 lokaludvalg bliver myndighed på området og at der bør åbnes for, at der kan være forskellige regler for de 12 bydele.
    • Lokaludvalget kan foreslå, at der bør åbnes for, at der kan være forskellige regler på kvartersniveau. Reglerne behøver ikke være restriktive i hele byen.
    • Lokaludvalget skal lægge vægt på, at håndhævelse af reglerne skal prioriteres.
    • Lokaludvalget skal støtte forslaget om opmærking af udeserveringsarealer.
    • Lokaludvalget skal rose udkastet til administrationsgrundlag for udeservering. Det har gode takter.
    • Lokaludvalget skal gøre opmærksom på, at forslaget har en materialistisk konsekvens, eftersom udeserveringer med stort areal vil skabe værdi, hvis der lægges gebyr på. Det kan gøre, at butikker uddør til fordel for restaurationer med udeservering.
    • Lokaludvalget kan foreslå, at gebyret bliver adfærdsregulerende.
    • Lokaludvalget skal gøre opmærksom på, at udeservering med gebyr kan føre til, at udlejere med restaurationer i stueetagen vil af med beboerne, der bor højere oppe i deres ejendom.
    • Der skelnes for lidt mellem de forskellige typer restaurationer: Bar, restaurant, natklub, café mv. Generne for omgivelserne er forskellige.
    • Lokaludvalget skal foreslå, at udeserveringer kan etableres, hvor der ikke bor nogen ovenover.
    • Ved udeserveringer skal der være tilstrækkelig med plads til affaldsbeholdere og til cykelparkering.
    • VIP-afspærringer skal kun kunne etableres efter ansøgning og med tilladelse fra kommunen; dette på linje med udeserveringer.
    • Der er i dag stille og roligt omkring udeserveringer mellem kl. 22 og kl. 24.
    • Der er færre gæster ved udeserveringerne på hverdage og ingen spisende gæster.
    • Problemet er udeserveringer, hvor der foregår druk.
    • DRC anerkender, at der er problemer med udeserveringer.
    • Lokaludvalget kan foreslå, at antal stole ved udeserveringer skal gøres afhængig af antal stole inde i restaurationen.
    • Andre bydele efterlyser mere liv.
    • Lokaludvalget kan foreslå, at gebyret for den enkelte udeservering relateres til det offentliges omkostning ved den enkelte udeservering, herunder omkostning til besøg af politi og støjvagt . Dermed har gebyret en adfærdsregulerende effekt.
    • Der er en sammenhæng mellem unges druk, fest i gaden og udeserveringer, især i weekenderne.
    • Ovenpå på medieomtalen af sagen er det svært at kommunikere, at det foreliggende forslag er en god løsning.
    • Det er vigtigt med fleksibilitet. Lukning af udeserveringer kl. 22 kan være rimeligt nogle steder, mens kl. 24 kan være rimeligt andre steder.
    • Naboerne bør høres om, hvornår de enkelte udeserveringer skal lukke. 
    • Hvis en udeservering giver anledning til klager, bør der kunne gives en karantæne.
    • Gør restauratørerne ansvarlige for deres gæster i forhold til naboerne.
    • Der er netop udkommet en rapport med titlen "Diskrimination og grænseoverskridende adfærd i det københavnske natteliv".
    • Der bør ikke være flerårige tilladelser til udeserveringer.
    • Klager bør ikke nulstilles, når der gives en ny tilladelse til udeservering.
    • Hvis der gives 3-årige tilladelser til udeserveringer, bør det være muligt for kommunen at intervenere undervejs, hvis en udeservering giver problemer.
    • Hvad betyder "faste intervaller"?
    • Kan udeserveringstilladelser overføres til en ny ejer af en restauration eller skal der søges igen?
    • Ved udeserveringer på smalle fortove bør der være fri passage på minimum 1 meter, svarende til bredden på en kørestol inkl. en sikkerhedsafstand til kørebanen.
    • Den fri passage skal være uden byudstyr som skilte og bænke.
    • Der må ikke placeres udeserveringer på ledelinjer.
    • Lokaludvalget skal tilbyde at hjælpe med at håndhæve reglerne for udeservering.
    • Udeserveringstilladelsen skal være synlig for gæsterne.
    • Folk, der står udenfor en VIP-afspærring, er et problem. De råber og skriger.
    • Døgnkioskernes salg af alkohol er en del af problemet, herunder problemet med glasskår på fortov og gågade.
    • Reglen om fri passage bør også gælde ved VIP-afspærringer.
    • VIP-afspærringer og -køer bør ikke tillades foran naboejendomme.
    • Bredden af den fri passage skal svare til minimumskravet til bredden på en døråbning i det gældende bygningsreglement.
    • Det skal sikres, at kommunen følger op på klager over udeserveringer. Reglerne skal håndhæves.
    • Varmelamper forlænger udeserveringsperioden; både udeserveringsæsonen og åbningstiden om aftenen. Varmelamperne er et miljøproblem og et støjproblem. Varmelamper bør forbydes eller det bør forbydes at benytte dem efter kl. 22.
    • I dag kan en udeservering etableres, mens ansøgningen om udeserveringen sagsbehandles. Sådan bør det ikke være.
    • Kommunen bør politianmelde ulovlige udeserveringer.

  2. Lokaludvalget tog til efterretning, at lokaludvalgets forperson Bent Lohmann har rykket Teknik- og Miljøudvalget for svar på lokaludvalgets spørgsmål vedr. Megafonundersøgelsen om udeservering, som indgik i grundlaget for Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 22. maj 2023  vedr. udeservering. Se bilaget.

  3. Lokaludvalget drøftede forslaget til brev til Teknik- og Miljøudvalget om praksis for tilladelse til VIP-stænger på offentlig vej i forbindelse med kødannelse i nattelivet, der ses i løsningsafsnittet.
Til top