Mødedato: 08.06.2023, kl. 18:30
Mødested: Trinitatis Sognehus, Pilestræde 67

B-sag: Tilkendegivelse om klimatopmøde

Indre By Lokaludvalg skal beslutte at meddele Teknik- og Miljøudvalget, at lokaludvalget ikke deltager i klimatopmøde-projektet.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Indre By Lokaludvalg bemyndiger Bent Lohmann til at meddele Teknik- og Miljøudvalget, at lokaludvalget ikke deltager i et lokalt klimatopmøde-projekt med begrundelserne, der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

En medarbejder fra Teknik- og Miljøforvaltningen orienterede i lokaludvalgsmødet den 11. maj 2023 om forvaltningens forslag til tre lokale klimatopmøder.

Første klimatopmøde afholdes i efteråret 2023 og bliver en prototype, hvor metoden afprøves og efterfølgende finpudses. Arbejdet med de næste to klimatopmøder påbegyndes også i 2023 og afvikles i første halvdel af 2024.

Klimatopmødernes opgave tager udgangspunkt i spørgsmålet: ”Hvordan kan [bydel] være en del af løsningen på klimakrisen og gennem samarbejde og lokale partnerskaber finde konkrete indsatser og handlinger, der sikrer omfattende CO2-reduktioner?

De lokale klimatopmøder skal skabe lokalt engagement og tilskynde til lokale klimafællesskaber, hvor relevante klimahandlinger afsøges og afprøves. Hver bydel udvikler et charter, der indeholder bydelens visioner og målsætninger som ramme for bydelens lokale klimahandlinger, som vedtages på det lokale Klimatopmøde. Borgerne, lokaludvalg, miljøpunkter, boligforeninger, skoler og virksomheder skal involveres i udvikling af bydelens charter og lokale klimahandlinger, som vedtages ved det lokale klimatopmøde.

Kriterier

Udvælgelsen af de tre bydele, hvor klimatopmøderne skal foregå, sker via en ansøgningsproces med udgangspunkt i følgende:

Det er et krav, at ansøger skal være en bred samling af lokale aktører, der indgår i et konsortium (fx lokaludvalg, miljøpunkter, nærgenbrugsstationer, skoler, virksomheder, foreninger, boligforeninger, m.fl.). Ansøger vil blive bedømt på tre overordnede kriterier:

 

  1. Størrelsen og bredden af konsortiet. Her vurderes både kvantitativt på antal deltagende organisationer, og kvalitativt på bredden af aktører og interesseområder som konsortiet dækker.
  2. En beskrivelse af, hvordan bydelen vil engagere og mobilisere borgere og and.re organisationer.
  3. En beskrivelse af bydelens umiddelbare største reduktionspotentialer.

 

Løsning

Det foreslås, at lokaludvalget bemyndiger Bent Lohmann til at meddele Teknik- og Miljøudvalget, at lokaludvalget ikke deltager i et lokalt klimatopmøde-projekt med følgende begrundelser:

  • Lokaludvalget har ikke ressourcer til det
  • Lokaludvalget kan ikke umiddelbart se for sig, at der kommer konkrete resultater i forhold til klimakrisen ud af et lokalt klimatopmøde.
  • Lokaludvalget mener, at der bør ses på, hvordan kommunens forskellige borgerdialogtiltag kan standardiseres for så vidt angår afsender, målgrupper, processer, formål, succeskriterier, informationsindsats, realisme med hensyn til opnåelse af de ønskede mål, realisme med hensyn til tidsplaner, Borgerrepræsentationens forpligtelse til at anvende resultaterne af borgerdialog osv.; gerne med lokaludvalgene som omdrejningspunkt for kommunens borgerdialog. 

Økonomi

Intet.

Videre proces

Bent Lohmann meddeler Teknik- og Miljøudvalget, at lokaludvalget ikke deltager i klimatopmøde-projektet.

Uddrag fra indstillingen til Borgerrepræsentationen den 1. juni 2023 "Københavnernes Klimaborgerting og lokale klimatopmøder i bydele":

"Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, vil forvaltningen indgå kontrakt med en ekstern konsulent, der skal facilitere klimaborgertinget. Klimaborgertinget igangsættes i efteråret 2023 og de første anbefalinger fra Klimaborgertinget forventes lanceret i foråret 2024, så de kan indgå i arbejdet med Klimaplan 2035. Borgerrepræsentationen orienteres om Klimaborgertingets første anbefalinger i forbindelse med lanceringen og herefter mindst én gang årligt frem til 2026. Derudover vil Teknik- og Miljøforvaltningen arbejde videre med den foreslåede tilgang og metode til de lokale klimatopmøder. Det forventes, at det første lokale klimatopmøde afholdes i efteråret 2023."

Bilag

1. Link til indstillingen til Borgerrepræsentationen den 1. juni 2023 "Københavnernes Klimaborgerting og lokale klimatopmøder i bydele":

https://www.kk.dk/dagsordener-og-referater/Borgerrepr%C3%A6sentationen/m%C3%B8de-01062023/dagsorden/punkt-26

Beslutning

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om, at følgende ikke skal nævnes i brevet: "Lokaludvalget har ikke ressourcer til det".

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om, at brugen af konsulenter problematiseres i brevet.

 

Lokaludvalget bemyndigede Bent Lohmann til at meddele Teknik- og Miljøudvalget, at lokaludvalget ikke deltager i et lokalt klimatopmøde-projekt med begrundelserne, der fremgår af løsningsafsnittet, og jf. de tiltrådte ændringsforslag.

Til top