Mødedato: 08.06.2023, kl. 18:30
Mødested: Trinitatis Sognehus, Pilestræde 67

Borgerdialogtiltag i kommunen og lokaludvalgets rolle

Se alle bilag

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Indre By Lokaludvalg godkender brevet til Økonomiudvalget, Teknik- og Miljøudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget om borgerdialogtiltag i kommunen og lokaludvalgets rolle, der ses i løsningsafsnitet.

Problemstilling

I mødet den 11. maj 2023 drøftede lokaludvalget sin rolle, sin mulighed for indflydelse, formålet med sin egen borgerdialog og forvaltningernes borgerdialog, anvendelsen af resultaterne af borgerdialogen, de forskellige borgerdialogtiltag i kommunen mv.

Se referatet af drøftelsen i bilaget.

Byudviklingsgruppen drøftede i sit møde den 25. maj 2023 

Løsning

Det foreslås, at lokaludvalget skriver til Økonomiudvalget, Teknik- og Miljøudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget med kopi til de øvrige lokaludvalg:

"Indre By Lokaludvalg foreslår hermed, at Økonomiforvaltningen holder en konference senest i  marts 2024 om kommunens borgerdialog med borgerrepræsentanter, ledelserne i forvaltningerne,  lokaludvalgene, beboerforeninger, lokale interesseorganisationer samt  andre med professionel interesse for kommunens borgerdialog som deltagere.

Konferencen skal give svar på,

  1. hvad borgerne har brug for, når de vil orienteres, inddrages og/eller have indflydelse på tiltag fra kommunens side på såvel byniveau som lokalt niveau.
  2. hvad kommunen, By & Havn m.fl. bør og med fordel kan afholde borgerdialog om.

Konferencen kan i princippet handle om alle ressortområder i kommunen, men Indre By Lokaludvalg har især fokus på Teknik- og Miljøudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Økonomiudvalgets ressortområder og i mindre grad - men stadigvæk i fokus - Børne- og Ungdomsforvaltningen og Sundhedsforvaltningens ressortområder.

Baggrund for forslaget er dels en række konkrete oplevelser af, hvordan forvaltninger håndterer lokaludvalgets og borgernes henvendelser og høringssvar og dels en generel oplevelse af, at forvaltningerne i stigende grad er et filtrerende lag mellem lokaludvalgene og borgerne på den ene side og borgerrepræsentanterne på den anden side.

Det forhold, at Kultur- og Fritidsudvalget valgte ikke at høre lokaludvalgene om kommunens Kultur- og Fritidspolitik, men kun inddrog udvalgte interessenter, skal også ses som baggrund for forslaget.

Derudover er der i lokaludvalget en stigende undren over alle de nye borgerdialogtiltag, som er sat i værk på det seneste af kommunen, By & Havn og Sund & Bælt m.fl., fx. 

  • Klimatopmøde
  • Klimaborgerting
  • Borgerting
  • Borgersamling / Københavnersamling
  • Pop up-arrangementer
  • Workshops

Det er tiltag, som man hyrer konsulenter til at håndtere, og hvor lokaludvalgene betragtes som en interessent på lige fod med andre interessenter. Og det er tiltag med et forholdsvis stort budget.

Det sker, selv om kommissoriet for lokaludvalgene slår fast, at lokaludvalgene skal stå for den lokale københavnerdialog i samarbejde med kommunens forvaltninger og understøtte dialogen mellem københavnere i bydelen, Borgerrepræsentationen, Økonomiudvalget og de stående udvalg. I bilaget nedenfor er et uddrag af kommissoriet om lokaludvalgenes opgavevaretagelse.

Hensigten med en konference er således også at få afklaret lokaludvalgenes rolle i kommunen og i forhold til borgerdialog.

Umiddelbart mener lokaludvalget, at en sådan konference kan bruges til at få set på, hvordan borgerdialogtiltagene kan standardiseres fx. for så vidt angår

  • afsender
  • målgrupper
  • processer
  • formål
  • succeskriterier
  • informationsindsatsen om borgerdiaog
  • realisme med hensyn til opnåelse af de ønskede mål
  • forventningsafstemning med borgerne
  • realisme med hensyn til tidsplaner
  • Borgerrepræsentationen og fagudvalgenes anvendelse af resultaterne af borgerdialog

Konferencen kan desuden bruges til at få afklaret, hvordan lokaludvalgene kan være omdrejningspunkt for kommunens borgerdialog. 

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
Indre By Lokaludvalg

Bilag: Uddrag af kommissoriet for lokaludvalgene

Lokaludvalgenes opgaver
Lokaludvalgenes opgavevaretagelse
Lokaludvalgene skal:

  • Stå for den lokale københavnerdialog i samarbejde med kommunens forvaltninger og understøtte dialogen mellem københavnere i bydelen, Borgerrepræsentationen,

    Økonomiudvalget og de stående udvalg.

  • Synliggøre den københavnerinddragelse og afvejning af forskellige lokale hensyn, der ligger til grund for lokaludvalgets udtalelser og arbejde i bydelen
  • Arbejde opsøgende og tilbyde hjælp og vejledning til lokale københavnere, der ønsker at

    engagere sig i lokaludvalgets arbejde eller bydelens udvikling og daglige liv i øvrigt.

  • Samarbejde med eksisterende netværk indenfor f.eks. boligorganisationer, foreninger, erhvervsliv, skoler og institutioner, samt støtte dannelse af nye netværk i bydelen.
  • Sikre, at københavnernes synspunkter indgår i beslutningsgrundlaget for den politiske behandling af sager, der har særlig betydning for den enkelte bydel.
  • Styrke sammenhængen mellem lokale hensyn og relevante, centrale temaer eller politikker på de forskellige udvalgsområder eller fra Borgerrepræsentationen."

Økonomi

Intet.

Videre proces

Bent Lohmann sender brevet til Økonomiudvalget, Teknik- og Miljøudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget.

Beslutning

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Marietta Bonnet om, at brugen af konsulenter til  de forskellige borgerdialogtiltag og herunder brugen af konsulenter til at styre borgermøder skal problematiseres i brevet.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om, at der i brevet skal være en bemærkning om, at brugen af konsulenter til de forskellige borgerdialogtiltag gør, at viden forsvinder med konsulenterne til forskel fra, hvis man bruger kommunens egne medarbejdere til borgerdialogtiltagene.

 

Lokaludvalget godkendte brevet til Økonomiudvalget, Teknik- og Miljøudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget om borgerdialogtiltag i kommunen og lokaludvalgets rolle, der ses i løsningsafsnittet, med de tiltrådte ændringsforslag.

Til top