Status på processen vedr. ny profil i Kulturhuset Indre By
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg drøfter en status fra Kultur- og Fritidsforvaltningen på processen vedr. ny profil i Kulturhuset Indre By. Se bilaget.
Problemstilling
I forlængelse af lokaludvalgets borgerpanelundersøgelse den 6.-10. januar 2017 og det efterfølgende offentlige visionsmøde om Kulturhuset Indre Bys (KIBy) fremtid har DIT:KBH i Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejdet et orienteringsnotat til lokaludvalget om processen for en ny profil i KIBy. Se bilaget.
Forvaltningen har en vision om at KIBy i højere grad bliver synlig og dermed også benyttet af flere borgere. Forvaltningen ønsker at skabe muligheder for, at borgere kan engagere sig og aktivt benytte institutionen, og at det er tydeligt at KIBy er ramme for hele Indre By, idet en del af den feedback forvaltningen modtog fra visionsmødet og borgerpanelundersøgelsen efterlod et indtryk af, at KIBy opleves som et kulturhus, som primært henvender sig til Nansensgade kvarteret.
På den baggrund arbejder forvaltningen med at skabe en ny kulturel profil for KIBy.
Løsning
Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter status fra Kultur- og Fritidsforvaltningen på processen vedr. ny profil i Kulturhuset Indre By.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Afhænger af drøftelsen.
Fra juni til december 2017 gennemfører DIT:KBH en forandringsproces med henblik på at skabe en ny kulturel profil for KIBy, som kan igangsættes primo 2018.
Beslutning
- Lokaludvalget drøftede en status fra Kultur- og Fritidsforvaltningen på processen vedr. ny profil i Kulturhuset Indre By. Der var følgende bemærkninger:
- Det er det eneste kulturhus, der retter sig mod Indre By.
- Orienteringen er skrevet i et managementsprog. Hvad er virkelighed?
- Et IT-værksted i kulturhuset blev startet i foråret, men stoppede, fordi medarbejderne i kulturhuset ikke viste interesse for at bistå projektet.
- Der står ingenting i orienteringen. Det er buzzwords. Pinligt.
- Mange mennesker kommer i kulturhuset,. Det er nemt for folk udefra at holde møder i huset, fordi det ligger tæt på Nørreport st. Det kan ikke afværges.
- Indre By burde have et medborgerhus et andet sted. Kulturhuset kan pga. placeringen aldrig blive et hus for Indre Bys borgere.
- Kulturhuset er blevet bedre. Medarbejderne har oppet sig.
- Borgerne vil gerne kulturhuset, men der er nogle fysiske udfordringer.
- Lokaludvalget kunne arbejde for et medborgerhus i Danske Bank-ejendommen i Laksegade.
- Kulturhuset ligger for langt væk. Det er et lokalt kulturhus. Det vil være bedre med kvartershuse i Indre By.
- Der mangler en tidsplan for processen, som forvaltningen orienterer om.
- Der mangler en beskrivelse af målet for processen.
- Der mangler beskrivelse af, hvad man konkret vil gøre.
- Lokaludvalget bemyndigede formanden til at bede Kultur- og Fritidsforvaltningen om en tidsplan for processen for Kulturhuset Indre By og om en beskrivelse af, hvad målet for processen er samt en beskrivelse af, hvad man konkret vil gøre for at nå målet.