Mødedato: 08.06.2017, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Høringssvar om lokalplanforslag "Postgrunden" med kommuneplantillæg

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar om lokalplanforslag "Postgrunden" med kommuneplantillæg.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg drøfter resultaterne af borgermødet om lokalplanforslaget "Postgrunden" mv., der afholdes den 7. juni 2017 kl. 19.00 - 21.00 i Centralpostbygningen.
  2. at Indre By Lokaludvalg godkender høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om lokalplanforslaget "Postgrunden" med kommuneplantillæg, der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har den 5. maj 2017 sendt følgende i offentlig høring på bliv hørt-portalen med svarfrist den 30. juni 2017::

  • Forslag til lokalplan for Postgrunden
  • Forslag til kommuneplantillæg for Postgrunden
  • Miljørapport om Postgrunden efter lov om miljøvurdering af planer og programmer
  • Udkast til udbygningsaftale mellem Københavns Kommune og to af grundejerne om Postgrunden

Forslagene vil muliggøre en byudvikling af Postgrunden mellem baneterrænet og Bernstorffsgade med serviceerhverv, boliger, offentlige byrum og stiforbindelse.

Ejendomsselskabet Projekt Nord P/S (EPN P/S), som ejes af Danica Pension, ønsker at udvikle området til et fortættet bykvarter med primært byggeri til erhverv og en mindre andel boliger.

DSB Ejendomme ønsker at udvikle deres ejendom langs Carsten Niebuhrs Gade i forlængelse af Projekt Nords vision. DSB ønsker primært at opføre boliger og en mindre del erhverv.

Protokolbemærkninger
Borgerrepræsentationen vedtog den 22. september 2016 principper for udarbejdelse af planforslaget, hvilket var en opfølgning på en startredegørelse behandlet i Teknik- og Miljøudvalget den 2. maj 2016. Ved behandlingen afgav det samlede Teknik- og Miljøudvalg en protokolbemærkning som Borgerrepræsentationen videreførte i sit møde den 22. september 2016:  

”Borgerrepræsentationen ser gerne, at den store domicilbygning mod Bernstorffsgade skal      tilpasses, så den virker mindre massiv, eksempelvis ved bearbejdning af facadeudformning, skalering i forhold til nabobebyggelse og variation i facaden.”

 

Derudover var der følgende protokolbemærkninger til Borgerrepræsentationens beslutning den 22. september 2016:

Socialdemokratiet, Det konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

”Partierne støtter startredegørelsen med den bemærkning, at placeringen af højhusene kan vurderes frem mod lokalplansforslaget.”

 

Radikale Venstre, SF og Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:

”Partierne ønsker, at der indarbejdes flere boliger fremadrettet i lokalplanen for at imødekomme et boligbehov og for at skabe byliv i området”.

 

Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre og Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:

”Partierne ønsker, at der etableres blandede boliger og vil derfor arbejde for, at muligheden for almene boliger udnyttes i kommuneplantillægget.”

Projektet
Siden startredegørelsen er projektet blevet tilpasset protokolbemærkningerne og er bl.a. ændret ved opdeling af domicilet i to bygninger, som i højden er tilpasset nabobygningerne. Højhusene er nu alene placeret mod baneterrænet, og der er væsentligt flere boliger, også almene boliger.

Lokalplanområdet indeholder den bevaringsværdige centralpostbygning samt den tidligere postterminal og en kontorbygning med hver sin ejer. Centralpostbygningen bevares og ombygges til hotel, mens de øvrige bygninger nedrives. Projektet indeholder en randbebyggelse langs Bernstorffsgade og Carstens Niebuhrs Gade samt syv runde tårne på en plint.

Mellem de runde tårne og langs baneterrænet på en plint etablerer bygherrerne en offentligt tilgængelig bypark med forbindelser for bløde trafikanter på kryds og tværs gennem området.

Randbebyggelsen tilpasses de omgivende bebyggelsers højder og materialer.

To af de runde tårne på plinten er 28 meter høje, mens fem tårne er højere end de eksisterende bygninger i naboområdet, nemlig hhv. 52, 54, 67, 93 og 115 meter, målt over kote 0 (dagligt vande). De runde tårne måler 22-23 meter i diameter, dog er ét tårn med boliger øget til 25 meter i diameter. Desuden er højden på samme bygning øget fra 40 til 54 meter siden startredegørelsen for at opnå det ønskede boligetageareal.

Skyggerne fra projektet vil den 21. juni ramme Islands Brygge Kulturhus (ca. kl. 20.10-20.40) og de bagvedliggende boliger (under 10 min for den enkelte bolig).

Boligandelen fastlægges til 18-20 % (svarende til maksimalt ca. 36.200 m²) af nybyggeriets samlede etageareal. Det svarer til en øget boligandel på ca. 30 % i forhold til startredegørelsen.

Bebyggelsesprocenten er som i startredegørelsen 450. Med denne bebyggelsesprocent og ny boligandel foreslår bygherrerne, at op til 24 % af friarealet etableres som fælles tagterrasser – i startredegørelsen indeholdt projektet 16 % friareal på tag. Forvaltningen foreslår i lokalplanen, at maksimalt 20 % af friarealet kan placeres på tag.

Ombygningen af den bevaringsværdige centralpostbygning til hotel er ikke lokalplanpligtig, og en byggesagsbehandling sker derfor på baggrund af det nugældende plangrundlag.

Fjernbusterminal
Vedrørende en mulig fjernbusterminal har Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen vurderet, at arealet er for lille og har derfor besluttet at gå videre med to andre muligheder for placering, oplyser forvaltningen.
 
Borgermøde

Lokaludvalget er den 7. juni 2017 vært ved et borgermøde i samarbejde med Vesterbro Lokaludvalg, Teknik- og Miljøforvaltningen og bygherre, hvor der bliver orienteret om lokalplanen. Mødet er kl. 19.00 - 21.00 i Centralpostbygningen.

Løsning

Formanden foreslår følgende høringssvar:

"Med svarfrist den 30. juni 2017 har Teknik-og Miljøforvaltningen den 5. maj 2017 sendt lokalplanforslag "Postgrunden" med kommuneplantillæg, VVM og miljørapport i offentlig høring på bliv hørt-portalen.

Borgerdialog

Lokaludvalget var den 7. juni 2017 vært ved et borgermøde i samarbejde med Vesterbro Lokaludvalg, Teknik- og Miljøforvaltningen og bygherre, hvor der blev orienteret om sagen.  Ca. XX borgere deltog.

Lokaludvalgets holdning

Der skal ikke placeres højhuse i Indre By og i kvartererne omkring Indre By. Indre Bys arkitektoniske egenart er, at bydelen stort set ikke rummer ejendomme over seks etager. Højhuse klemmer Indre By, der er vind omkring dem og de skaber ofte skyggeproblemer. Denne arkitektoniske egenart er bl.a. det, turisterne kommer til København for at opleve.

Overordnet er lokaludvalget derfor imod højhusbyggeri på Postgrunden. Bygningerne på Postgrunden skal have en skala, der svarer til omkringliggende bygningers skala. Højhuse på Postgrunden vil presse Indre By. Dertil kommer, at der mangler konkrete vurderinger af vindforholdene omkring højhuse på denne grund.Endelig er det stærkt bekymrende, at man ttilsyneladende ukritisk viderefører ideen om runde tårne fra Axel Towers-byggeriet til Postgrunden, uden først at have evalueret Axel Towers.

 

I Indre By Lokaludvalg har vi dog noteret os, at siden startredegørelsen blev behandlet i Borgerrepræsentationen den 22. september 2016 er en række elementer i projektet og plansagen ændret i en retning, der imødekommer lokaludvalgets ønsker og krav, nemlig

  • at domicilbygningen er blevet opdelt i to, og at bygningerne er blevet tilpasset de omkringliggende bygninger i højden. I lokaludvalgets optik fremstår de to domicilbygninger nu ikke længere ligeså massive, som det var tilfældet, da det var en lang sammenhængende facade.
  • at høhusene placeres langs baneterrænet i afstand fra Indre By.
  • at der er lagt op til, at almene boliger skal udgøre 25% af boligmassen i byggeriet.
  • at domicilbygningerne tilpasses nabobebyggelserne i både skala, form og materialer.
  • at der arbejdes videre med konkret beplantning. Lokaludvalget bifalder, at der placeres minimum 300 træer og buske i lokalplanområdet, og at sokler over 1 meters højde mod Carsten Niebuhrs Gade begrønnes, samt at facadepartier, hvor der ikke er vinduer eller døre, ligeledes begrønnes.
  • at der i lokalplanen fastlægges bestemmelser for skybrudssikring og håndtering af regnvand, og at mindst 20 % af plinten udformes med begrønning, som vil have en forsinkende effekt på regnvandet.  

Lokaludvalget beder fortsat om,

  • at en evaluering af Axel Towers, herunder Axel Towers indpasning i omgivelserne, indgår som grundlag for beslutning om lokalplanforslaget for Postgrunden
  • at højhusene bliver nedskaleret fra bebyggelsesprocenten på 450, så grundens bebyggelsesprocent bliver på omkring 320. Højhuse på Postgrunden vil have en negativ indvirkning på omgivelserne og på Københavns skyline, som ikke står mål med den marginale indtjening, som de ekstra kvadratmeter måtte give bygherren.
  • at der som en del af grundlaget for beslutningen om lokalplanforslaget fremlægges en undersøgelse af vindturbulensforholdene ved eksisterende højhuse i kommunen.
  • at stationsnærheden i området tillægges større vægt ved fastlæggelse af parkeringsnormen.. Antallet af parkeringspladser holdes på et minimum, eftersom der er gode tog-, metro- og busforbindelser tæt ved Postgrunden. Parkering bør forbeholdes handicappede, service og håndværkere. Der skal ikke være pendler-parkering på Postgrunden.
  • at friarealerne indrettes i overensstemmelse med borgernes ønsker, jf. borgerdialogen om friarealerene, som bygherren forestod den 10. og 11. december 2016 i forbindelse med et julemarked i Postgården. Lokaludvalget beder om at blive hørt om bygherren og forvaltningens forslag til indretning af friarealerne, inden der træffes politisk beslutning om lokalplanforslaget.

 

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har godkendt høringssvaret, lægger sekretariatet det på bliv hørt-portalen.

Efter offentlighedsfasen vil forvaltningen gennemgå de modtagne henvendelser og på baggrund heraf udarbejde indstilling om endelig vedtagelse af planforslagene. Denne forventes forelagt Borgerrepræsentationen ultimo 2017.

 

Beslutning

  1. Lokaludvalget drøftede resultaterne af borgermødet om lokalplanforslaget "Postgrunden" mv., der blev afholdt den 7. juni 2017 kl. 19.00 - 21.00 i Centralpostbygningen.
  2. Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Bent Lohmann om at lokaludvalget i høringssvaret bemærker, at kommunen i en byggesag i Nansensgade har fraveget parkeringskravene til byggeriet med henvisning til, at bygningen ligger stationsnært, hvorfor det samme må kunne gøres gældende for byggeriet på Postgrunden.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Ingolf Ibus om at lokaludvalget i høringssvaret bemærker, at kommunen kan fravige parkeringskravene til byggeriet på Postgrunden ved at stille krav om delebilparkeringspladser. Det vil være med til at fremme delebilkulturen, sådan som kommunen har en målsætning om. 

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Kjeld A. Larsen  om at lokaludvalget i høringssvaret bemærker, at byggeriets klimabelastning burde have været vurderet i VVM-redegørelsen, herunder trafikken til byggeriet, ligesom byggeriet burde have været vurderet i forhold til kommunens miljøvisioner.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Kjeld A. Larsen  om at lokaludvalget i høringssvaret bemærker, at man ikke kan sidestille højhusene, der planlægges bygget på Postgrunden, med spir på kirkerne og slottene i Indre By, sådan som man gør på side 6 i lokalplanforslaget.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck  om at lokaludvalget i høringssvaret bemærker, at spir er karakteristeret ved, at der ikke er noget i dem, mens tårne er karakteriseret ved, at der er noget i dem.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Kjeld A. Larsen  om at lokaludvalget i høringssvaret bemærker, at lokaludvalget finder det bemærkelsesværdigt, at forvaltningen ukritisk gengiver arkitektfirmaets konklusioner vedrørende skyggepåvirkninger og at forvaltningen bør efterprøve arkitektfirmaets vurdering.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Kjeld A. Larsen  om at lokaludvalget i høringssvaret bemærker, at lokaludvalget ønsker en undersøgelse af vindturbulens ved de nye højhuse.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Kjeld A. Larsen om at  lokaludvalget i høringssvaret bemærker, at der ikke bør satses på kraftværker, som forurener nybyggeri.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Kjeld A. Larsen om at  lokaludvalget i høringssvaret bemærker, at København ikke skal have højhuse, der har skyggepåvirkning på omkringliggende områder og i dette tilfælde på Islands Brygge.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Kjeld A. Larsen om at  lokaludvalget i høringssvaret bemærker, at det forhold, at røgfanen fra H.C: Ørstedsværket måske ophører ad åre, er et for usikkert grundlag at tillade højhusbyggeri på Postgrunden på.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Bent Lohmann om, at lokaludvalget i høringssvaret bemærker, at det forhold, at man vedtog en kommuneplan med en bebyggelsesprocent på 180 og samtidig forhandlede med grundejer om at tillade en langt højere bebyggelsesprocent, gør, at borgerne med rette stiller spørgsmålstegn ved kommunens troværdighed og ønske om offentlighed om planprocesserne.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Marietta Bonnet om, at lokaludvalget i høringssvaret bemærker, at spir på de planlagte højhuse ikke har nogen berettigelse.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Bent Lohmann om, at lokaludvalget i høringssvaret spørger om, hvordan forvaltningen definerer spir, tårn og højhus.



    Lokaludvalget godkendte høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om lokalplanforslaget "Postgrunden" med kommuneplantillæg, der fremgår af løsningsafsnittet, med de tiltrådte ændringsforslag.
Til top