Mødedato: 08.06.2017, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

B-sag: Høringssvar om helhedsplan for Strøget

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal tage lokaludvalgets høringssvar vedr. helhedsplan for Strøget til efterretning.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg tager lokaludvalgets høringssvar vedr. helhedsplan for Strøget til efterretning.

Problemstilling

Lokaludvalget drøftede i sit møde den 4. maj 2017 indholdet i sit høringssvar vedr. helhedsplan for Strøget. Der var følgende bemærkninger:

  • Lokaludvalget støtter scenarie 3 i udkastet til helhedsplan.
  • Det skal afdækkes, hvad forslaget om at ca. 500 gadeparkeringspladser tidsbegrænses til 15 minutter indebærer.
  • Planen bør indeholde virkemidler, som sikrer, at facaderne på Strøget og sidegaderne ses i sammenhæng med husets helhed og ikke kun som en butiks "showcase"-facade. Glas gennem hele underetagen ødelægger helhedsindtrykket af de gamle huse.

Lokaludvalget bemyndigede formandskabet til at skrive et høringssvar på baggrund af ovenstående bemærkninger og på baggrund af lokaludvalgets bemærkninger til forvaltningens idékatalog for Strøget fra 2016, samt på baggrund af resultaterne af lokaludvalgets og forvaltningens borgermøde den 15. maj 2017 om udkastet til helhedsplan for Strøget. I bilaget ses et referat af borgermødet.

Løsning

Den 22. maj 2017 skrev formanden på vegne af lokaludvalget følgende høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen:

"Teknik- og Miljøforvaltningen har på baggrund af en beslutning i Borgerrepræsentationen udarbejdet et udkast til helhedsplanen for Strøget og den 5. april 2017 sendt det i offentlig høring via bliv hørt-portalen med svarfrist den 22. maj 2017.  

Borgerdialog

I samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen og KBH K - Commerce & Culture var lokaludvalget den 15. maj 2017 vært for et offentligt dialogmøde om udkastet til helhedsplanen for Strøget. Ca. 20 personer deltog. I bilaget ses noter fra mødet.

 

Lokaludvalgets holdning

Nedenstående bygger på lokaludvalgets høringssvar i 2016 om forvaltningens idékatalog for Strøget. Endvidere bygger det på lokaludvalgets drøftelse den 4. maj 2017 af sagen samt på borgernes tilkendegivelser i det offentlige dialogmøde den 15. maj 2017.

 

  • Lokaludvalget støtter scenarie 3 i udkastet til helhedsplan. Det er især vigtigt at få bedre belysning på Frederiksberggade for at få højnet kvaliteten af den ende af Strøget, ligesom det er vigtigt med ny belægning på hele Strøget; gerne en kunstnerisk lagt belægning, som giver et godt indtryk af gaden.

  • Scenarie 3 må godt suppleres med et projekt om pullerter ved indgangen til Strøget, som lukker Strøget i tidsrummet kl. 11-4 hver dag. Dette dels for at fastholde Strøget som en gågade og dels for at beskytte Strøget mod terrorhandlinger. Under alle omstændigheder skal der udvikles og placeres en smukkere terrorsikring på Strøget end de betonklodser, der er stillet op nu.

  • Scenarie 3 må også godt suppleres med et projekt om offentligt betalt wifi på Strøget og i Indre By som helhed. Det offentlige kan have en interesse i projektet, idet man med de data, det giver, vil kunne aflæse bevægelsesmønstre mm.

  • Planen bør indeholde virkemidler, som sikrer, at facaderne på Strøget og sidegaderne ses i sammenhæng med husets helhed og ikke kun som en butiks "showcase"-facade. Glas gennem hele underetagen ødelægger helhedsindtrykket af de gamle huse.

  • Der skal afsættes flere ressourcer til håndhævelse af lokalplanbestemmelser, bestemmelser for varelevering, bestemmelser for udeservering og gadesalg, bestemmelser for cykeltaxaer, bestemmelser for bannere på stilladser mv.

  • Der bør skiltes ”Cykling forbudt” på Strøget, Fiolstræde og Købmagergade.

  • Cykelparkeringsmulighederne omkring Strøget skal øges væsentligt.

  • I det offentlige dialogmøde den 15. maj 2017 påpegede erhvervsinteressenter, at detailhandlerne er mere plaget af lomme- og butikstyve, gademusikanter, ophold af overnattende, skrald etc., specielt i Frederiksberggade-enden af Strøget. Politiet griber nødigt ind, når det ikke drejer sig om sager, der kan føre til domfældelse.

  • Broken window”-effekten synes at accelerere fra Frederiksberggade fx til legepladsen ved Helligåndskirken, som plages af toiletbesøg fra udenlandske hjemløse. Forbuddet mod at sove på Rådhuspladsen må kunne overføres til hele Strøget. Både Frederiksberggade og friarealerne omkring Helligåndskirken trænger til et løft.

  • Det offentlige dialogmøde den 15. maj 2017 gav indblik i, at der mangler tryghed og sikkerhed på Strøget. Lokaludvalget foreslår, at kommunen og politiet afdækker problemet i samarbejde med sikkerhedsfirmaet G4S. G4S tilbyder butikkerne på Strøget og Købmagergade sikkerhedsløsninger og har derfor stor viden om, hvad der foregår på Strøget.

  • Man bør atter se på, hvordan der kan skabes sammenhæng mellem Strøget og Kongens Nytorv. Det vil give en markant indgang til Strøget i Østergade-enden.

  • Kommunen, erhvervsinteressenterne og de lokale beboerforeninger bør samarbejde om at skabe incitamenter, der kan trække folk fra Strøget til butikkerne i sidegaderne.

  • Kommunen bør systematisk plante træer på pladserne langs Strøget.

     

  • Strøgets sammenhæng med Kongens Nytorv kan betones ved nogle træer udfor Østergades start, gerne fra helt fremme ved trafik/gadeforløbet på pladsen. Samme idé er foreslået vedr. sammenhængen mellem Kongens Nytorv og Lille Kongensgade. Det kan skabe en grøn sammenhæng på vestsiden af Kongens Nytorv mellem d´Angleterre og Magasin.

  • Kommunen bør understøtte etablering af grønne facader på ejendomme i Strøget.

  • Lokaludvalget støtter udarbejdelsen af en designmanual for Strøget, men den skal udvikles i samarbejde med interessenterne. Den kan eventuelt udvikles på baggrund af en designkonkurrence for Strøget.

  • Foruden facaderne bør designmanualen omfatte design og placering af stader, mobilt gadesalg, varestativer mv. Lokaludvalget ser gerne færre stadepladser, mobile gadesalg mv. på Strøget. Det vil højne helhedsindtrykket af Strøget og skabe bedre fremkommelighed og tilgængelighed, men fortsat signalere, at Strøget er en handelsgade. Det er især staderne ved Helligåndskirken, der skal kigges på.

  • Praksis med, at man har ret til samme stadeplads år efter år, skal ændres. Der skal ske en variation, så tilbuddene varieres. En ret til en stadeplads bør kun gælde et år.

  • I idékataloget for Strøget blev det foreslået at placere kunst på Strøget. Det skal i givet fald ske i samarbejde med kommunens Billedkunstudvalg og efter høring af interessenter, bl.a. Kbh K – Commerce & Culture, Foreningen Hovedstadens Forskønnelse samt lokaludvalget.

  • Der skal ikke være digitale reklamesøjler på Strøget. De forplumrer bybilledet og anvendes til cykelparkering.

  • Det skal afdækkes, hvad forslaget om at ca. 500 gadeparkeringspladser tidsbegrænses til 15 minutter indebærer.

  • Der savnes en vurdering af, hvad åbningen af Cityringen og de nye metrostationer vil betyde for anvendelsen af Strøget og sidegaderne.

 

Indre By Lokaludvalg deltager gerne i det videre arbejde med helhedsplanen.

Lokaludvalget får dette høringssvar til efterretning i lokaludvalgets møde den 8. juni 2017. Eventuelle bemærkninger fra lokaludvalgsmødet vil blive sendt til forvaltningen umiddelbart efter mødet.

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

 

Formanden foreslår, at lokaludvalget tager høringssvaret til efterretning.

 

Økonomi

Lokaludvalget har afsat 20.000 kr. til borgerdialog om udkast til helhedsplanen for Strøget.

Videre proces

De bemærkninger, lokaludvalget måtte have til sagen, sender sekretariatet til Teknik- og Miljøforvaltningen.

 

BILAG

1. Høringsmaterialet vedr. helhedplan for Strøget (ikke på papir)

http://blivhoert.kk.dk/hoering/udkast-til-helhedsplanen-stroeget

Beslutning

Lokaludvalget tog lokaludvalgets høringssvar vedr. helhedsplan for Strøget til efterretning.

Til top