Mødedato: 08.05.2014, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Indre Bys sundhedsprofil

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal drøfte Indre Bys sundhedsprofil, som Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har udarbejdet, og beslutte en henvendelse til forvaltningen om vilkårene for sundhed for Indre Bys borgere og brugere.

Indstilling og beslutning

Formanden foreslår,
  1. at Indre By Lokaludvalg drøfter sundhedsprofilen for Indre By, som Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har udarbejdet
  2. at Indre By Lokaludvalg beslutter henvendelse til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen om vilkårene for sundhed for Indre Bys borgere og brugere, der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

I forbindelse med offentliggørelsen i marts af den nationale sundhedsprofil 2013 og sundhedsprofilen for Region Hovedstaden 2013, har Sundheds- og Omsorgsforvaltningen udarbejdet en sundhedsprofil for de forskellige bydele i Københavns Kommune (Indre By Bydel omfatter Indre By og Christianshavn). Her konkluderer forvaltningen bl.a.,
  • at i Indre By har flest tegn på alkoholafhængighed i hele Region Hovedstaden. Andelen er på 24 procent. Her er også flest rusdrikkere. Andelen er på 25 procent.
  • at i Indre By er andelen af overvægtige den laveste i Region Hovedstaden. Andelen er på 6 procent.
  • at i Indre By har den laveste andel i Region Hovedstaden af borgere med mindre godt eller dårligt selvvurderet helbred. Andelen er på 8 procent.
  • at i Indre By er andelen af unge, som har prøvet hash, den højest blandt bydelene i kommunen. Andelen er på 70 procent.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter sundhedsprofilen.

Formanden foreslår endvidere, at lokaludvalget skriver følgende til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen:

"Indre By Lokaludvalg har i sit møde den 8. maj 2014 drøftet "Resultater fra Sundhedsprofilen 2013". Vi har noteret os undersøgelsens resultater for Indre By (inkl. Christianshavn) og har følgende bemærkninger:

  • Vi mener, at de unges alkoholforbrug i nattelivet i Indre By er det største alkoholproblem i bydelen. Forvaltningen bør gøre en indsats i forhold til dette - overfor de unge og over for de, som sælger alkohol på barer, i natklubber mv. Udsalget af alkohol fra kiosker er et særligt problem, som forvaltningen bør se på.
    Lokaludvalget har tidligere slået til lyd for, at kommunen følger anbefalingerne i Sundhedsstyrelsens inspirationshæfte "Ansvarlig udskænkning". Vi mener, at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen skal drøfte problemstillingen og de omtalte anbefalinger med Kultur- og Fritisforvaltningen og Bevillingsnævnet, ligesom kommunen bør rette henvendelse til staten om problemstilingen, især for så vidt angår kioskers salg af alkohol til unge.
  • Vi mener, at luftforurening er blandt de største sundhedsfarer i Indre By. Vi foreslår, at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen drøfter konkrete tiltag med Teknik- og Miljøforvaltningen om, hvordan forureningen kan mindskes.
  • Vi mener, at støjforurening er et stigende problem i Indre By og kan være blandt årsagerne til, at 10% af borgerne i Indre By har et dårligt mentalt helbred. Støjforureningen stammer dels fra trafikken gennem bydelen og - i sitgende omfang - fra events og arrangementer i Indre Bys byrum; også fra Indre Bys parker som egentlig skulle være et rekreativt helle for befolkningen.

Vi foreslår, at kommende sundhedsprofiler på bydelsniveau viser,

  • hvordan sundheden er i Indre By exkl. Christianshavn
  • hvordan befolkningen er påvirket af luftforurening
  • hvordan befolkningen er påvirket af støjforurening
  • hvor mange unge, der har haft skader som følge af stort alkoholindtag indenfor et kort tidsrum.

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

 

Økonomi

Intet.

Videre proces

Det, som lokaludvalgets drøftelse af sagen måtte bringe frem, tages op af lokaludvalgets arbejdsgruppe om sundhed. Arbejdsgruppen beslutter, hvordan den og lokaludvalget skal arbejde videre med sundhedsprofilen.

Sekretariatet sender lokaludvalgets henvendelse til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.
Sundhedsstyrelsens inspirationshæfte "Ansvarlig udskænkning".
Se hæftet her:
http://sundhedsstyrelsen.dk/publ/publ2009/cff/alkohol/ansvarlig_udskaenkning.pdf

Beslutning

Sagen blev udsat.
Til top