Mødedato: 08.04.2021, kl. 18:30
Mødested: Teams

Svenskegade-kvarterets postnummer

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal beslutte, om det skal foreslå PostNord at ændre postnummer  i Svenskegade-kvarteret. 

Indstilling

Formanden indstiller, 

  1. at Indre By Lokaludvalg drøfter en borgerhenvendelse vedrørende ønske om ændring af postnummeret i Svenskegade-kvarteret samt Kartoffelrækkerne. Se kortbilaget.
  2. Indre By Lokalvalg beslutter, om det skal anmode PostNord om at ændre postnummer i Svenskegade-kvarteret samt Kartoffelrækkerne, så området kommer til at høre med i København K.. 

Problemstilling

En borger har i mail den 7. januar 2021 henvendt sig til lokaludvalget for at få ændret postnummeret i Svenskegade-kvarteret og i Kartoffelrækkerne. Se kortbilaget. Borgeren skriver, at hele Svenskegade-kvarteret samt Kartoffelrækkerne har postnummeret 2100 København Ø, men at området geografisk og politisk hører til Indre By. Ifølge borgeren har postnummeret betydning for kvadratmeterprisen. 

Lignende sag fra 2018

Sekretariatet har med en Google-søgning undersøgt, hvordan et kvarter kan få et nyt postnummer.

I et brev fra den 16. oktober 2018 afviser PostNord en anmodning fra Køge Kommune om en postnummerændring. PostNord lægger i deres vurdering vægt på, at der blandt de berørte beboere og virksomheder skal være et markant flertal for en ændring. I sagen fra Køge Kommune ønskede 27,6 % en ændring af postnummeret, hvilket PostNord ikke tolkede som et markant flertal.

Der står der videre, at Postnord har erfaret, at ændringer af postnummergrænser forårsager væsentlige problemer i leveringskvaliteten i lang tid efter, at ændringen er sket. Hertil skal man lægge, at postnummersystemet helt primært er til af hensyn til postbefordrende virksomheders produktionsapparater og således fungerer og skal fungere ganske uafhængigt af kommunale og andre offentlige geografiske grænsedragninger.  

 

Lokaludvalgets beslutning den 11. marts 2021

Sagen var på dagsordenen for lokaludvalgets møde den 11. marts 2021, men blev udsat.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter borgerhenvendelsen og beslutter, om det skal gå videre med at få ændret postnummer i Svenskegade-kvarteret samt Kartoffelrækkerne, så området kommer til at høre med i København K.. 

Økonomi

Intet. 

Videre proces

Afhænger af drøftelsen. 

Beslutning

  1. Lokaludvalget drøftede en borgerhenvendelse vedrørende ønske om ændring af postnummeret i Svenskegade-kvarteret samt Kartoffelrækkerne. Der var følgende bemærkninger i drøftelsen:
    • Lokaludvalget skal ikke gå videre med sagen.
    • Hvis lokaludvalget skal tage sagen op, skal det ske med en lokal høring. Men lokaludvalget bør ikke tage sagen op. Det må være op til beboerne selv at gå videre med forslaget om ændring af postnummer, hvis de vil.
    • Lokaludvalget kan tage sagen op på et kvarter-møde, når det bliver muligt at holde fysiske møder igen.
    • Bydelsgrænserne er underlige. En del af København V hører til Indre By.
    • Beboere i den nordlige område af København V-delen af Indre By deler parkeringszone med beboere på Vesterbro, men ikke med Nansensgade-kvarteret. Grænserne er ulogiske.
    • En ændring af postnummer vil få indflydelse på forsikringspriserne.
    • Lokaludvalget kan tage spørgsmålet om grænser i København V-delen af Indre By op på et kvarter-møde.

     

  2. Lokalvalget godkendte et forslag fra Bent Lohmann om, at lokaludvalget venter med at anmode PostNord om at ændre postnummer i Svenskegade-kvarteret samt Kartoffelrækkerne, så området kommer til at høre med i København K., til det har talt med beboerne om forslaget på et kvarter-møde.
Til top