Forskønnelse og bedre biodiversitet i Peblinge Sø og Sortedams Sø
Indre By Lokaludvalg skal drøfte og beslutte, om det skal støtte et forslag om forskønnelse og bedre biodiversitet i Peblinge Sø og Sortedams Sø. Desuden skal lokaludvalget drøfte den inddragende proces for byens borgere omkring en fremtidig strategi for biodiversitet i byen, som Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen har igangsat.
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg drøfter og beslutter, om det skal støtte et forslag fra en borger om forskønnelse og bedre biodiversitet i Peblinge Sø og Sortedams Sø. Se bilaget og afsnittet "Problemstilling".
- at Indre By Lokaludvalg drøfter og beslutter, om det sammen med Miljøpunkt Indre By & Christianshavn skal søge om penge fra Københavns Kommunes nye pulje til biodiversitet til et projekt om forskønnelse og bedre biodiversitet i Peblinge Sø og Sortedams Sø. Se bilaget og afsnittet "Problemstilling".
- at Indre By Lokaludvalg drøfter den inddragende proces for byens borgere omkring en fremtidig strategi for biodiversitet i byen, som Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen har igangsat. Se bilaget og afsnittet "Problemstilling".
Problemstilling
Medlemsforslag
En borger har sendt et forslag til Miljøpunkt Indre By & Christianshavn om forskønnelse og bedre biodiversitet i Peblinge Sø og Sortedams Sø. Se bilaget. Lokaludvalgsmedlemmerne Susan Brinck, Kjeld A. Larsen og Marietta Bonnet, der alle sidder i Miljøpunkt Indre By & Christianshavns bestyrelse, foreslår, at lokaludvalget drøfter og udtrykker støtte til forslaget.
De oplyser, at Miljøpunkt Indre By & Christianshavn støtter projektet og gerne vil formidle det, bl.a. ved at skaffe studerende, f.eks. landskabsarkitektstuderende, til at udføre de påkrævede illustrationer og det øvrige projektarbejde.
Det er tanken, at brugerne af området skal komme med input til, hvor det vil være rart med adgang til vandet og evt. andre hensyn, der skal tages.
Udvikling af en biodiversitetsstrategi med visioner og mål
Jf. budgetnotatet "TM190 Udvikling af en biodiversitetsstrategi med visioner og mål", der ses i bilaget, er der på kommunens budget for 2021 afsat penge til en proces for og udvikling af en biodiversitetsstrategi for København.
Firmaet Good Company samarbejder med Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen om at planlægge en inddragende proces for byens borgere omkring en fremtidig strategi for biodiversitet i byen.
I den forbindelse har Good Company afholdt en pilot-workshop den 23. marts 2021, som skulle kvalificere det videre arbejde med inddragelse. med lokaludvalgets sekretariatets mellemkomst deltog en borger fra Indre By.
Formålet var at afprøve en model for at tale om vilde visioner for naturen og biodiversitet i Københavns Kommune, samt at få de første ’typer’ af visioner klar, så de input kan danne grundlag for det videre arbejde.
Københavns Kommunes nye pulje til biodiversitet
Københavns Kommune har oprettet en pulje, hvor man som borger, forening eller lokaludvalg
kan søge penge til lokale projekter, der skaber mere og bedre bynatur og biodiversitet. Tildelingen af midler skal tage hensyn til en målsætning om spredning af aktiviteter i de enkelte bydele. Der er ansøgningsfrist den 18. april og 29. august 2021.
Puljen administreres af Teknik- og Miljøforvaltningen, og Danmarks Naturfredningsforening og skal bidrage til at øge kvaliteten af de borgerdrevne initiativer.
Det er et krav, at:
- projektet ikke må være påbegyndt, før ansøgningen er færdigbehandlet,
- projektet skal starte samme år, som der tilleles midler,
- ved anlægslignende projekter skal grundejer have givet tilladelse,
- hvis der søges midler til et projekt i et af kommunens grønne områder, skal projektet være i overensstemmelse med den gældende udviklingsplan.
Der lægges vægt på, at:
- der foreligger en plan for fremtidig drift og vedligeholdelse ved initiativer, der har karakter af anlægsprojekter,
- initiativet henvender sig til og er tilrettelagt for københavnerne,
- initiativet fremmer udviklingen af en grøn bydel med øget biodiversitet,
- initiativet understøtter et eller flere af målene i biodiversitetsstrategien, når denne foreligger,
- der ved større projekter indgår lokale samarbejdspartnere og, at aktiviteten kommer mange til gavn.
Løsning
Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter og beslutter, om det skal støtte forslaget fra borgeren om forskønnelse og bedre biodiversitet i Peblinge Sø og Sortedams Sø.
Derudover foreslår formanden, at lokaludvalget drøfter, om og beslutter, om det sammen med Miljøpunkt Indre By & Christianshavn skal søge om penge fra Københavns Kommunes nye pulje til biodiversitet til et projekt om forskønnelse og bedre biodiversitet i Peblinge Sø og Sortedams Sø.
Endelig foreslår formanden, at lokaludvalget drøfter den inddragende proces for byens borgere omkring en fremtidig strategi for biodiversitet i byen, som Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen har igangsat.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Afhænger af drøftelsen.
Beslutning
- Lokaludvalget godkendte et forslag fra Bent Lohmann om at bemyndige ham til at spørge Teknik- og Miljøforvaltningen om, hvorvidt
- bunden i Peblinge Sø og Sortedams Sø er egnet til det foreslåede biodiversitetsprojekt.
- fredningsforholdene for Peblinge Sø og Sortedams Sø er en hindring for det foreslåede biodiversitetsprojekt.
- der er andre forhold, som kan være en hindring for det foreslåede biodiversitetsprojekt.