B-sag: Henvendelser til lokaludvalget, april 2021
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg tager håndteringen af henvendelser til lokaludvalget siden sidste lokaludvalgsmøde til efterretning.
Problemstilling
Siden mødet den 11. marts 2021 har lokaludvalget modtaget en række henvendelser.
Løsning
1. Adelgade
Med mail den 12. marts 2021 oplyste en borger, at hun har boet ud til Adelgade i mere end 30 år og nu tænker, at det snart må være tiltrængt med en ny belægning i gaden og gerne med en lynlås, for hun har aldrig oplevet en gade, som så ofte bliver gravet op hist og pist.
Sekretariatet bad den 22. marts 2021 Teknik- og Miljøforvaltningen svare borgeren og lokaludvalget. Forvaltningen har endnu ikke svaret.
2. Parkering i Middelalderbyen
Med mail den 13. marts 2021 foreslog en borger, at lokaludvalget efterspørger en tidsplan for etablering af erstatningsparkeringspladser for de parkeringspladser, der er blev nedlagt i Middelalderbyen de sidste 10 år. Han oplyste, at der er nedlagt næsten 300 parkeringspladser i perioden.
Sekretariatet bad med mail den 26. marts 2021 Teknik- og Miljøforvaltningen svare borgeren og lokaludvalget. Forvaltningen har endnu ikke svaret.
3. Erstatningsparkeringspladser for fjernelse af parkeringspladser ved byrumsforsøg
Med mail den 17. marts 2021 foreslog Stræderne og Strøgets Beboerforening lokaludvalget at spørge Teknik- og Miljøudvalget, om Teknik- og Miljøudvalget vil sikre, at der etableres 71 erstatningsparkeringspladser for beboere (fx i P-hus under Israels Plads) i perioden juni-september 2021, hvor trafik- og byrumsforsøget i Middelalderbyen løber.
Derudover oplyste Stræderne og Strøgets Beboerforening, at til sagen i Teknik- og Miljøudvalget den 8. marts 2021 "Bedre forhold for cyklister i Vendersgade" afgav Konservative og Venstre følgende protokolbemærkning:
”Partierne er glade for, at det er lykkes at skabe mere trygge forhold for cyklisterne, og at der for bilisterne er skabt 380 nye beboerparkeringspladser i anlægget under Israels Plads.”
Stræderne og Strøgets Beboerforening forstår ikke protokolbemærkningen, eftersom der i 2017 blev skabt 380 parkeringspladser under Israels Plads som erstatning for parkeringspladser, der blev fjernet 2016-2017; erstatningspladserne er derfor ikke nye og kan ikke regnes som erstatning for parkeringspladser som nedlægges fremover, skriver Stræderne og Strøgets Beboerforening.
Endelig spørger Stræderne og Strøgets Beboerforening om hvor mange år frem, beboerne er sikret erstatningsparkeringspladser under Israels Plads.
Sekretariatet bad den 22. marts 2021 Teknik- og Miljøforvaltningen svare Stræderne og Strøgets Beboerforening og lokaludvalget. Forvaltningen har endnu ikke svaret.
4. Toldbodgade
Med mail den 26. marts 2021 skrev en borger, at det er kommet hende for øre, at det påtænkes at ensrette Toldbodgade og etablere cykelsti. Hun bad lokaludvalget kaste lidt lys på den planlægning dette initiativ er en del af. Borgeren gav udtryk for, at hun er nysgerrig på den overordnede prioritering og planlægning, idet en ensretning på Toldbodgade kan være en fredeliggørelse, men den kan, afhængig af den øvrige planlægning i byen, også blive trafikkorridor for flyttet trafik.
Sekretariatet orienterede hende den 29. marts 2021 om, at de politiske partier bag aftalen om Overførselssagen 2020-21 er enige om at fredeliggøre Toldbodgade med ensretning, cykelstier mv., og at midlerne hertil indgår i forhandlingerne om kommunens budget 2022. Partierne er endvidere enige om, at Teknik- og Miljøforvaltningen skal i dialog med Slots- og Kulturstyrelsen om at omdanne turistbusholdepladsen ved Amaliehaven til bilparkeringspladser, herunder ladestanderpladser.
Derudover bad Sekretariatet den 29. marts 2021 Teknik- og Miljøforvaltningen svare borgeren og lokaludvalget. Forvaltningen har endnu ikke svaret.
5. Gammel Strand
Med mail den 19. marts 2021 skrev en borger, at forvaltningen tidligere har oplyst, at skurene på Gammel Strand skulle tages tages ned den 1. marts 2021. Hun spurgte, om der er givet dispensation for at forlænge tilladelsen og i så fald hvor længe.
Sekretariatet bad den 22. marts 2021 Teknik- og Miljøforvaltningen svare borgeren og lokaludvalget. Forvaltningen har endnu ikke svaret.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Se ovenfor.
Beslutning
Lokaludvalget tog formandens håndtering af henvendelser til lokaludvalget siden sidste lokaludvalgsmøde til efterretning.