Mødedato: 08.04.2021, kl. 18:30
Mødested: Teams

B-sag: Status på "Trafikkonference 2021 - Indre By" 

Se alle bilag

Indre By Lokaludvalg skal tage status på lokaludvalgets "Trafikkonference 2021 - Indre By" til efterretning. 

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg tager status på "Trafikkonference 2021 - Indre By" til efterretning. Se løsningsafsnittet og bilaget.

Problemstilling

I mødet den 11. marts 2021 drøftede lokaludvalget et oplæg fra lokaludvalgsmedlemmerne Susan Brinck, Kjeld A. Larsen og Ingolf Ibus til en trafikkonference, som de havde udarbejdet sammen med Miljøpunkt Indre By & Christianshavn. 

Deres forslag var, at borgere og erhverv i Indre By på konferencen taler om, hvordan de kan medvirke til at nå målet i den gældende kommuneplan for Københavns Kommune om at blive verdenens første CO2-neutrale hovedstad i 2025, og at færdsel med bil skal udgøre max 25 %.

Det fremgår videre af deres oplæg, at baggrunden for konferencen er, at der foreligger en række
trafikprojekter, som overlapper hinanden og gør det vanskeligt for lokaludvalget og borgerne at
overskue hvad der er i spil. Det drejer sig bl.a. om Metropolzoneprojektet, reduceret trafik i
Middelalderbyen, mobilitetsanalyser, omdannelse af Vesterbro Passage, Lynetteholm
og Østlig Ringvej.

Kommunen har tillige nogle vedtagne målsætninger på klima- og trafikområdet, som borgere erhverv skal medvirke til at opfylde.

Med trafikkonferencen var det ønsket at få skabt mulighed for en borgerdialog om trafik set i
sammenhæng med de overordnede målsætninger, som er vedtaget af politikerne.

Lokaludvalgets beslutninger den 11. marts 2021

I mødet den 11. marts 2021 bemyndigede lokaludvalget Susan Brinck, Kjeld A. Larsen og Ingolf
Ibus samt Miljøpunkt Indre By & Christianshavn til at arbejde videre med "Trafikkonference
2021 - Indre By".

I mødet drøftede lokaludvalget konferencens indhold og de foreslåede oplægsholdere. Der var
følgende bemærkninger i drøftelsen:

  • Der mangler kvinder blandt de faglige oplægsholdere. Det skal laves om.
  • De valgte faglige oplægsholdere har forudsigelige holdninger.
  • Det er et forkert panel. Beboerne og bilejerne er ikke repræsenteret.
  • Valget af oplægsholdere rammer ikke rigtigt. Horisonten skal være bredere.
  • Der mangler sammenhæng mellem overskriften på konferencen om CO2-neutral bydel og konferencens indhold, der i hovedsagen handler om bilisme. CO2-neutral bydel er mere
    end bilisme. Der mangler nogle vinkler på problemstillingen, fx. restauranternes bidrag til
    CO2-udledning. Overskriften er et relevant tema at drøfte på en konference.
  • Bilismen er en klimaudfordring.
  • Det handler om trafikken ind og ud af Indre By.
  • Lokaludvalget skal varetage beboernes interesse.
  • Det handler om kampen om pladsen.
  • Oplægsholderne skal ikke repræsentere interessegrupper.
  • Konferencen kan understøtte en konklusion om, at el-biler er løsningen, at benzinbiler skal ud af byen og at CO2-neutralitet er en nødvendighed.

Lokaludvalget drøftede også, hvem konferencens målgrupper er. Der var følgende bemærkninger i
drøftelsen:

  • Brugerne af Indre By bør være blandt målgrupperne.
  • Målgruppen bør være bred. Dem, der arbejder i Indre By, bør også være blandt målgrupperne.

Derudover drøftede lokaludvalget, om "Trafikkonference 2021 - Indre By" skal holdes på en hverdag i dagtimerne i juni måned. Der var følgende bemærkninger i drøftelsen:

  • Folk er i sommerhuset i weekenden, så konferencen skal holdes på en hverdag.
  • Konferencen kan holdes efter sommerferien. Det vil give mere tid til at planlægge den.
  • Hvis konferencen holdes efter sommerferien, kommer den for tæt på kommunevalget i november
  • Der pågår trafikforhandlinger på Christiansborg. Trafikkonferencen kan afvente resultatet af forhandlingerne
  • Trafikkonferencen kan være med til at præge forhandlingerne på Christiansborg.

Lokaludvalget besluttede derpå, at "Trafikkonference 2021 - Indre By" skal holdes på en hverdagsaften i juni måned fx med start kl. 16.30.

Endelig drøftede lokaludvalget spørgeskemaet om trafikvaner, der ses i bilaget. Der var følgende bemærkninger i drøftelsen:

  • Spørgeskemaet er i orden
  • Det er ikke sikkert, at sekretariatet teknisk har mulighed for at opstille spørgeskemaet som ønsket. Susan Brinck holder et møde med sekretariatet om det.

Lokaludvalget besluttede at afsætte en ramme på 40.000 kr. til "Trafikkonference 2021 - Indre By". Pengene tages af puljerne "Egne projekter" og "Borgerdialogaktiviteter".

Løsning

Status

Gruppen bag trafikkonferencen har besluttet at holde konferencen den 1. september 2021. I bilaget ses de oplægsholdere, som de har inviteret til at deltage.

Lokaludvalgets sekretariat og Susan Brinck er ved at undersøge, hvordan spørgeskemaet til Indre By Borgerpanel om trafikvaner teknisk kan sættes op i systemet, som sekretariatet anvender til borgerpanelundersøgelser.

Gruppen bag trafikkonferencen har foreslået en række virksomheder i Indre By at bede deres medarbejdere besvare samme spørgeskemaundersøgelse.

Økonomi

Lokaludvalget har afsat en ramme på 40.000 kr. til trafikkonferencen. Pengene tages af puljerne "Egne projekter" og "Borgerdialogaktiviteter".

Videre proces

Trafikkonferencen holdes den 1. september 2021 med ankomst kl. 16/16.30 og afslutning kl. ca. 20.30.

Beslutning

Lokaludvalget tog status på "Trafikkonference 2021 - Indre By" til efterretning.

Til top