Mødedato: 08.04.2021, kl. 18:30
Mødested: Teams

B-sag: Dialogmøde med byudviklere og andre interessenter om strøggaderne i Indre By

Indre By Lokaludvalg skal beslutte at holde offentligt dialogmøde med byudviklere og andre interessenter om strøggaderne i Indre By.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg holder et offentligt dialogmøde med byudviklere og andre interessenter om strøggaderne i Indre By, jf. løsningsafsnittet.
  2. at Indre By Lokaludvalg afsætter en ramme på 15.000 kr. til mødet. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.
  3. at Indre By Lokaludvalg godkender, at formandskabet planlægger og gennemfører mødet sammen med sekretariatet.

Problemstilling

Mange butikslokaler i strøggaderne i Indre By er ikke udlejet og står tomme. Formandskabet har talt med Wonderful Copenhagen om situationen. Wonderful Copenhagen er enig i, at det er et problem i forhold til oplevelsen af København.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget inviterer byudviklere og andre interessenter til et offentligt dialogmøde om strøggaderne i Indre By. Udgangspunktet for mødet er, at mange butikslokaler i strøggaderne i Indre By ikke er udlejet og står tomme, hvilket skæmmer oplevelsen af gaderne og af bymiljøet.

Hensigten med mødet er dels at få afdækket årsagerne til, at butikslokalerne ikke er udlejet, og dels at opnå en fælles forståelse af at Strøggaderne er centrale for oplevelsen af København. Mødet skal ses i lyset af, at der er udsigt til at corona-restriktionerne snart lempes så meget, at bylivet i gaderne og herunder turismen vender tilbage. 

Følgende inviteres til at deltage: Ejere af ejendomme i strøggaderne, ejendomsdevelopere, mæglere med speciale i handel med butikslokaler, Wonderful Copenhagen, KBH - Commerce & Culture, Økonomiforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen og beboerforeningerne i Middelalderbyen.

Offentligheden inviteres til at deltage, men i størstedelen af mødet skal ovennævnte interessenter taler sammen om

  • årsager til, at butikslokaler står tomme
  • hvad de tomme butikslokaler gør ved strøggaderne
  • strøggadernes betydning for oplevelsen af København
  • hvilket byliv strøggaderne skal rumme.

med lokaludvalget som facilitator af samtalen.

Formandskabet planlægger og gennemfører mødet sammen med sekretariatet.

Økonomi

Udgangspunktet er, mødet holdes som et fysisk møde, hvorfor det foreslås, at der afsættes en ramme på 15.000 kr. til mødet, som tages af puljen til borgerdialogaktiviteter. Der vil være udgifter til annoncering, lokaleleje og forplejning.

Videre proces

Tovholderne planlægger og gennemfører mødet. Mødet holdes senest i september 2021.

Beslutning

  1. Lokaludvalget besluttede at holde et offentligt dialogmøde med byudviklere og andre interessenter om strøggaderne i Indre By, jf. løsningsafsnittet.

  2. Lokaludvalget godkendte et forslag fra Sally Mountfield om, at mødet også skal handle om små butikkers vilkår.

  3. Lokaludvalget besluttede at afsætte en ramme på 15.000 kr. til mødet. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.

  4. Lokaludvalget udpegede Maja Tini Jensen, Hans-Henrik T. Ohlsen, Marietta Bonnet, Niels Kongshaug, Sarah Toftkær, Lars Vedel Jørgensen og Sally Mountfield til at planlægge og gennemføre mødet sammen med formandskabet og sekretariatet.
Til top