B-sag: Høringssvar om udviklingsplan for Østre Anlæg og Kastellets udenværker
Indre By Lokaludvalg skal godkende et høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen om udviklingsplan for Østre Anlæg og Kastellets udenværker.
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg godkender høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om udviklingsplan for Østre Anlæg og Kastellets udenværker, der fremgår af løsningsafsnittet.
Problemstilling
Med mail den 4. marts 2021 har Teknik- og Miljøforvaltningen sendt udviklingsplanen for Østre Anlæg og Kastellets udenværker i høring i Parkbrugerrådet for Østre Anlæg og Kastellets udenværker, hvor lokaludvalget er repræsenteret af Anton Skovle med Bent Lohmann som suppleant. Svarfristen er den 29. april 2021.
Udviklingsplanen for Østre Anlæg og Kastellets udenværker er gældende fra 2021 til 2031. Det overordnede mål med parkernes udvikling er at skabe en balance mellem fæstningsværket og de kulturhistoriske værdier, den rekreative anvendelse og områdets naturværdier. Planen skal sikre, at Østre Anlæg og Kastellets udenværker plejes, drives og udvikles på en måde som er i overensstemmelse med fredningerne og parkernes tema som henholdsvis ´Den fuglevenlige park` og ´Forsvarshistorien`.
Planen beskriver hvilke tiltag, der påtænkes udført i planperioden. Tiltagene er opdelt i rekreative udviklingsmuligheder og udviklingsmuligheder for landskab og natur. Der er dog ingen garanti for at alle tiltag bliver udført, da dette afhænger af ressourcer og økonomi.
Den primære målgruppe for udviklingsplanen er Københavns Kommunes medarbejdere, der skal anvende den som administrativt grundlag for forvaltningens arbejde. Den sekundære målgruppe er interessenterne, som f.eks. foreninger, forretninger og andre, der har interesse i den nuværende og fremtidige anvendelse og udvikling af området.
Løsning
Byudviklingsgruppen drøftede sagen i sit møde den 25. marts 2021. På baggrund af drøftelsen foreslår formanden, at lokaludvalget sender følgende høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen:
"Indre By Lokaludvalg takker for at have fået mulighed for at deltage i Parkbrugerrådet for Østre Anlæg og Kastellets udenværker og for derigennem at have fået mulighed for at deltage i arbejdet med en ny udviklingsplan for Østre Anlæg og Kastellets udenværker. Derudover takker lokaludvalget for samarbejdet med Teknik- og Miljøforvaltningen om Parktræffet i august 2019.
Overordnet er lokaludvalget tilfreds med udviklingsplanen for Ørstedsparken, som forvaltningen har sendt i høring, men vi har følgende bemærkninger:
- Når temaet for Østre Anlæg er "Den fuglevenlige park", skal der ikke være højtaler-arrangementer i anlægget, og der skal være forbud mod at tage højtalere med ind i anlægget. Højtalermusik stresser fuglelivet. Hvis der skal være musikarrangementer i Østre Anlæg, skal kun akustiske arrangementer tillades.
- Lokaludvalget ser gerne, at en renovering af den store legeplads prioriteres.
- Lokaludvalget er ved at undersøge, hvordan Püchlers Bastion kan få det oprindelige udtryk uden bevoksning tilbage.
- Lokaludvalget er ved at undersøge, om der kan findes en anden placering for Danmarksmonumentet.
-
Østre Anlæg skal ikke rumme tekniske anlæg som nærgenbrugsstationer, sorteringspunkter eller lignende.
-
Vi beder om med jævne mellemrum at få en orientering om, hvordan det går med at gennemføre udviklingsplanen, fx en gang om året.
Med venlig hilsen
Bent Lohmann,
formand"
Økonomi
Intet.
Videre proces
Efter høringen udarbejder Teknik- og Miljøforvaltningen en hvidbog, der sammen med den evt. tilrettede udviklingsplan forelægges Det Grønne Råd.
Beslutning
- Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Bent Lohmann om, at det af høringssvaret skal fremgå, at lokaludvalget tager forbehold for etablering af et fritløbsområde for hunde på Püchlers Bastion, fordi området ikke kan indhegnes og fordi det vil medføre efterladenskaber på bastionen. Der skal gennemføres en borgerdialog om ideen om et fritløbsområde for hunde på Püchlers Bastion, før forvaltningen går videre med ideen.
Lokaludvalget godkendte høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om udviklingsplan for Østre Anlæg og Kastellets udenværker, der fremgår af løsningsafsnittet, med det tiltrådte ændringsforslag.