B-sag: Parkeringspladser til delebiler
Indstilling
Indstilling om,
- at Indre By Lokaludvalg godkender brevet til Teknik- og Miljøudvalget om parkeringspladser til delebiler, som ses i løsningsafsnittet.
Problemstilling
I sit møde den 24. januar 2024 drøftede Byudviklingsgruppen parkeringspladser til delebiler i bylivsgader. Se et uddrag af det foreløbige mødereferat i bilaget.
Løsning
Det foreslås, at lokaludvalget skriver til Teknik- og Miljøudvalget:
"Delebiler og især el-drevne delebiler medvirker til den grønne omstilling. For at ordningen kan fungere, skal der være parkeringspladser til delebiler inden for en rimelig gangafstand fra beboelse, fx. 600 meter.
Lokaludvalget foreslår, at I tager dette i betragtning, når I tager stilling til forslag om bylivsgader og andre gaderenoveringsprojekter, hvor nedlæggelse af parkeringspladser indgår.
Problemstillingen er aktuel i Indre By Lokaludvalgs område, hvor Teknik- og Miljøforvaltningen i øjeblikket arbejder på dispositionsforslag vedrørende Dyrkøb, Hovedvagtsgade og Kastelsvej.
Så derfor en opfordring til jer om, at I meddeler Teknik- og Miljøforvaltningen, at parkeringspladser til delebiler skal opretholdes i igangværende og kommende gaderenoveringsprojekter og om, at I beslutter, at forvaltningen skal udarbejde en strategi for placering af parkeringspladser til delebiler; gerne i samarbejde med lokaludvalg, beboerforeninger, lokale erhvervsdrivende og delebilforeninger.
Borgerdialogen om Middelalderbyen-projektet bør omfatte information om delebilordninger. Beboerne skal gøres opmærksom på ordningerne, og løsninger på parkeringspladser til delebiler i Middelalderbyen skal udarbejdes sammen med beboerne, beboerforeninger og butiksejere.
Med venlig hilsen
Bent Lohmann,
Indre By Lokaludvalg"
Økonomi
Intet.
Videre proces
Når lokaludvalget har besluttet brevet, sender sekretariatet det til Teknik- og Miljøudvalget.
Beslutning
Lokaludvalget godkendte brevet til Teknik- og Miljøudvalget, som ses i løsningsafsnittet, med det tiltrådte ændringsforslag.