Høringssvar om det lokale busnet
Indre By Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar til Økonomiforvaltningen om ændringer i det lokale busnet.
Indstilling
Formanden foreslår,
-
at Indre By Lokaludvalg drøfter lokaludvalgets borgermøde den 31. januar 2018 om ændringer i det lokale busnet. Se noter fra mødet i bilaget.
-
at Indre By Lokaludvalg drøfter henvendelserne fra borgere om ændringer i det lokale busnet, som lokaludvalget modtaget. Se bilaget.
-
at Indre By Lokaludvalg godkender høringssvaret til Økonomiforvaltningen om ændringer i det lokale busnet, der fremgår af løsningsafsnittet.
Problemstilling
Økonomiforvaltningen har sendt forslag til nyt lokalt busnet i høring i lokaludvalg, Ældrerådet, Handicaprådet og Ungeråd KBH med svarfrist den 18. februar 2018. Ændringerne skal træde i kraft, når Metro Cityringen åbner i 2019.
I Indre By er der lagt op til følgende ændringer i busnettet:
Linje 6A: Buddinge St. – Nørreport St.
Linje 6A vil fortsat køre ad Sølvgade og Øster Voldgade og får endestation ved Nørreport St. Linje 6A vil ikke længere betjene strækningen Nørreport St. – Hovedbanegården, da denne strækning betjenes af linje 5C.
Linjen giver fortsat direkte forbindelse til Nørrebro, Bispebjerg og Gladsaxe. Forbindelse til Cityringen kan opnås ved Skjolds Plads St. Fra Nørreport St. er der mulighed for at skifte til metro, S-tog og InterCity/regionaltog.
Linje 7A: Rødovrehallen – Ny Ellebjerg St.
I Indre By vil linje 7A køre ad Bernstorffsgade forbi Hovedbanegården. Mod vest erstatter linje 7A den eksisterende linje 6A på Vesterbrogade og Roskildevej mod Rødovre. I modsat retning vil linje 7A køre over Sluseholmen og Teglholmen til Ny Ellebjerg St. Her vil linjen fungere som forløber for den kommende Sydhavnsmetro.
Linje 10: Brønshøj Torv – Rådhuspladsen
I Indre By kører linje 10 ad Tietgensgade og H.C. Andersens Boulevard mod Rådhuspladsen. Linjen giver forbindelse til Valby, Vanløse og Brønshøj. Det er muligt at skifte til Cityringen fra Rådhuspladsen og Hovedbanegården, hvorfra der også kører S-tog og InterCity/regionaltog.
Linje 14: Ryparken – Nørreport St.
I Indre By kører linje 14 som hidtil ad Øster Farimagsgade og Frederiksborggade til Nørreport St. Strækningen mellem Nørreport og Ny Ellebjerg St. over Sluseholmen og Teglholmen, herunder Nørregade, nedlægges. Mellem Hovedbanegården og Ny Ellebjerg St. erstattes linje 14 af en A-buslinje (7A).
Linje 14 giver fortsat forbindelse til Østerbro og Ryparken, og det er muligt at skifte til Cityringen ved både Trianglen, Poul Henningsens Plads og Vibenshus Runddel.
Linje 23: Valby St. – Klampenborg St.
Gennem Indre By kører linje 23 ad Vesterbrogade, H.C. Andersens Boulevard, Stormgade, Bredgade/St. Kongensgade og Esplanaden mod Østerport St. Linjen erstatter den nuværende linje 1A på denne strækning, idet størstedelen af passagererne i Indre By fremover forventes at benytte Cityringen. Fra Lille Triangel overtager linje 23 betjeningen af Classensgade og videre mod Nordhavn St.
Linje 23 giver derudover forbindelse ad Strandvejen gennem Hellerup til Klampenborg mod nord samt mod Sydhavnen, Ny Ellebjerg og Valby mod vest. Fra både Hovedbanegården, Kongens Nytorv, Marmorkirken og Østerport er det muligt at skifte til metroen.
Linje 26: Bellahøj – Sankt Annæ Plads
I Indre By kører linje 26 ad Bernstorffsgade og Kalvebod Brygge over Slotsholmen til Sankt Annæ Plads og erstatter dermed den nuværende linje 66 på denne strækning. I modsat retning giver linje 26 forbindelse til Frederiksberg, Valby, Vanløse og Bellahøj. Fra Hovedbanegården er det muligt at skifte til Cityringen, S-tog og InterCity/regionaltog.
Linje 27: Østerport St. – Oceankaj/Langeliniekaj
I Indre By kører linje 27 som hidtil ad Folke Bernadottes Allé fra Østerport St. Herfra er det muligt at komme til Langeliniekaj, DFDS Terminalen samt krydstogtsskibene på Oceankaj. Fra Østerport St. er der forbindelse til både S-tog, Cityringen og InterCity/regionaltog.
Linje 31: Jydeholmen – Kastrup St.
Gennem Indre By kører linje 31 ad Gammel Kongevej, Bernstorffsgade og Tietgensgade over Slotsholmen og Knippelsbro til Christianshavn. Herfra er det muligt at komme til den østlige del af Amager til Kastrup St. Dermed erstatter linje 31 den nuværende linje 2A på denne strækning. I modsat retning er der forbindelse til Vesterbro, Frederiksberg og Vanløse. Fra Christianshavn St. er der forbindelse til metroen.
Linje 37: Flintholm St. - Amagerværket Flinholm St. – Vesterport St.
I Indre By kører linje 37 ad Gammel Kongevej, Bernstorffsgade, Tietgensgade over Slotsholmen og Knippelsbro til Christianshavn. Herfra er der som med den nuværende linje 37 forbindelse til det nordøstlige Amager, herunder Amagerværket. I modsat retning vil det være muligt at komme til Frederiksberg og Flintholm.
Forbindelsen fra Hovedbanegården til Østerbro vil fremover varetages af linje 14 og Cityringen. Fra Hovedbanegården er det muligt at skifte til Cityringen, S-tog og InterCity/regionaltog. Fra Christianshavn St. er der forbindelse til metroen.
Linje 68: Lyngby St. – Bella Center St.
Linje 68 vil gennem Indre By køre ad Gyldenløvesgade, Vester Farimagsgade, Bernstorffsgade over Langebro. Herfra er der forbindelse til Islands Brygge og den vestlige del af Amager til Bella Center St. I modsat retning er det muligt at komme til bl.a. Nørrebro, Bellahøj, Gladsaxe og Lyngby. Det er muligt at skifte til S-tog ved Vesterport St., og ved Hovedbanegården kan der skiftes til Cityringen, S-tog samt InterCity/regionaltog.
Linje 350S: Ballerup St. – Nørreport St.
I Indre By vil linje 350S fortsat køre ad Frederiksborggade til Nørreport St. Linjen vil fremover ikke betjene strækningen mellem Nørreport St. og Dragør Stationsplads, da denne strækning erstattes af linje 250S.
Linje 350S vil fortsat give direkte forbindelse mod bl.a. Nørrebro, Brønshøj og Husum samt videre til Herlev og Lautrupgårdområdet.
I mødet den 14. december 2017 udpegede lokaludvalget Hans-Henrik T. Ohlsen, Anton Skovle og Kirsten Nissen til at planlægge og gennemføre borgerdialog i januar 2018 i samarbejde med sekretariatet om et forslag om, hvordan busnettet i Indre By skal være efter åbningen af Metrocityringen.
Lokaludvalgets borgermøde om sagen blev holdt den 31. januar 2018. Økonomiforvaltningen og Movia orienterede om ændringerne. I bilaget ses noter fra mødet.
Flere borgere har henvendt sig til lokaludvalget om sagen.
Løsning
Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter lokaludvalgets borgermøde den 31. januar 2018 samt henvendelserne fra borgerne. Se bilagene.
Byudviklingsgruppens drøftelse
Byudviklingsgruppen drøftede sagen i sit møde den 1. februar 2018. Bemærkningerne i mødet indgår i forslaget til høringssvar.
Høringssvar
Formanden foreslår, at lokaludvalget godkender nedenstående høringssvar til Økonomiforvaltningen om ændringer i det lokale busnet.
"Økonomiforvaltningen har sendt forslag til nyt lokalt busnet i høring i lokaludvalg, Ældrerådet, Handicaprådet og Ungeråd KBH med svarfrist den 18. februar 2018. Ændringerne skal træde i kraft, når Metro Cityringen åbner i 2019.
Borgerdialog
Lokaludvalget var vært for et borgermøde den 31. januar 2018, hvor Økonomiforvaltningen og Movia orienterede om ændringerne i det lokale busnet. I bilaget ses noter fra mødet.
Derudover har flere borgere henvendt sig til lokaludvalget om sagen. Se bilaget.
Lokaludvalgets holdning
Den overordnede vision mangler
Det er lokaludvalgets opfattelse, at et veludbygget og velfungerende lokalt busnet er en forudsætning for, at den kollektive trafik kan blive et attraktivt alternativ til private biler.
Det er derfor skuffende, at ”Forslag til nyt lokalt busnet” ikke som overskrift har en vision om, hvordan busnettet kan ændres, så åbningen af Cityringen giver den maksimale forbedring af den kollektive trafik.
Det foreliggende forslag sætter i stedet fokus på besparelser eller, som det kaldes, produktivitet og effektivitet.
Forslaget burde indeholde en vision som med flammeskrift fortæller, hvordan busnettet kan udbygges
-
til gavn for dem, der gerne vil have cykler med bussen
-
til gavn for passagerer med barnevogne
-
til gavn for handicappede
-
til gavn for passagerer, der ikke føler sig trygge ved metroens trapper
-
til gavn for reduktion af rejsetiderne
-
til gavn for reduktion af antallet af skift
-
til gavn for reduktion af forureningen etc. etc.
For at et lokalt busnet skal blive opfattet som veludbygget og velfungerende, er det ikke alene nødvendigt, at det lokale busnet har de rigtige forbindelser til det strategiske busnet og metroen og den rigtige linjeføring, men også, at det opfattes som en god oplevelse at køre med en bus.
Lokaludvalget foreslår derfor, at forvaltningen og Movia udarbejder en redegørelse for, hvilke ændringer i den offentlige transport, der kan få folk til at skifte fra bil til offentlig transport.
Redegørelsen skal indgå i beslutningsgrundlaget for den politiske stillingtagen til indretningen af det lokale busnet og bør indeholde
- tal for, hvor mange der skifter fra bil til offentlig transport iflg. prognoserne, hvis det foreliggende forslag til busnet gennemføres.
-
en analyse af om det foreliggende forslag fører os væk fra eller nærmere mod den overordnede trafikmålsætning for kommunen: At 33 % af ture med start eller slutpunkt i kommunen skal foregå med kollektiv trafik
- en undersøgelse af brugergrupper og hvor mange, der vælger metroen fra.
I bilaget har vi uddybet, hvad vi tror, kan få folk til at benytte busser:
- Busdriften skal være præcis
- Busturen skal være behagelig
- Busserne skal opfattes som miljøvenlige
Derudover foreslår vi,
- At man ser på ”sorte boks”-problemstillingen., dvs. folks usikkerhed på skiftestedet, ”hvor finder jeg min forbindelsesbus/mit tog?” Forvaltningen, Movia og Metroselskabet kunne overveje brug af ”vejvisere” i en overgangsperiode. Vejvisernes erfaringer kan bruges til at forbedre skiltningen. Det gælder ikke mindst for turister.
-
At der etableres bænke og hvilepladser ved stoppesteder/stationer.
-
At flere kørebaner laves om til rene busbaner.
- At cyklister skal kunne køre bag om busheller ved busstoppesteder for at sikre cyklistflowet.
Konsekvenser af det foreliggende forslag
Generelt sker der meget store ændringer over hele byen, så derfor kan det være svært at få et helt klart overblik over alle konsekvenserne.
Det er dog tydeligt, at man næsten overalt har fjernet busruter der går parallelt med den nye metroring. Det betyder at mange forbindelser, der i dag kan køres uden skift, nu får pålagt mindst et skift. Det vil, selv om noget af turen så kan foretages med den hurtigere metro, betyde at mange får ekstra rejsetid.
Den mest markante ændring er nok betjeningen parallelt med metroen fra Trianglen over City til Enghave Plads, der får den nye buslinje 23, alene med ½ times drift. Da linjen samtidig bliver meget lang, helt fra Klampenborg og ud til Valby Station, vil selv små forsinkelser betyde at der er mere end ½ time mellem afgangene. Det dur ikke.
Der er mange busstop mellem de nye metrostationer, der således får en markant ringere betjening for de, der ikke kan, eller ønsker, at gå det længere stykke vej til en metrostation.
Hertil kommer at en række gader i Indre By helt mister deres busbetjening, selv om de betjener områder, der ikke umiddelbart betjenes af den nye ringmetro. Derimod er det strækninger, der primært ligger i periferien af den nuværende metro, som dog ikke kan bruges i stedet for.
Det er gader som Nørregade, Gothersgade og Sølvgade der bliver helt busløse.
En særlig udfordring er betjeningen af Frihavnsområdet, hvor linje 27 formentlig alene får endestation ved bussløjfen i østenden af Østerport station og dermed meget lang gangvej med mange trapper til metroen.
Endelig har det vist sig, at Passagen over havneafsnittet er metrosystemets akilleshæl. Med den ny strategi med færre busser over havnesnittet forværres netop denne problematik. Det er strategisk uhensigtsmæssigt og befordrer derfor behovet for yderligere kostbar, men unødvendig metroudbygning i form af M6, såfremt bussystemet i stedet for forstærkes over havnesnittet.
Konkrete forslag
En så stor forringelse af bustrafikken i Indre By bør ikke ske. Nok kan der skæres en hel del, da mange naturligt vil bruge metroen, men der er også mange ældre og områder med langt til en metrostation.
Lokaludvalget foreslår derfor:
-
Linje 14 kan forlænges fra Nørreport Station ad Nørregade, så denne og hermed Gammel Torv/Nytorv stadig betjenes, til Vindebrogade, ad denne rundt om Slotsholmen og videre ad Holmens Kanal, Holbergsgade og Toldbodgade til Sankt Annæ Plads. Det sidste stykke i stedet for linje 26.
-
Linje 26 kan så i stedet supplere linje 23 med flere afgange fra Kgs. Nytorv videre til Østerport station ad Bredgade og Store Kongensgade og forbindes med og delvis erstatte linje 27. Linje 26 har dog færre afgange end linje 27, så der skal i givet fald indsættes nogle afgange fra Østerport ud i Frihavnsområdet – som i dag.
-
Der skal kigges på transport af krydstogpassagerer fra Nordhavn og Langelinje til Indre By. Det kan ikke kun gøres via metroen og bussystemet. Man bør sørge for bådtransport fra krydstogtterminalerne til lufthavnen og til Indre By.
-
Der skal være en lokalringlinje fra Nørreport Station, ad Nørre Voldgade, Vester Voldgade, Christians Brygge, Slotholmsgade, Holmens Kanal og Gothersgade, betjent af el-busser. Som minimum med 15 min. drift.
-
Af hensyn til beboerne i ejendommene i Frederiksborggade mellem Søtorvet og Nørreport, der er plaget af luft- og støjforurening samt rystelser fra busserne, samt for at fredliggøre Frederiksborggade og etablere cykelstativer i gaden, foreslår lokaludvalg at flytte bustrafikken i Frederiksborggade til Gothersgade.
Konklusion
Dette høringssvar skal ses som en opfordring til at forstærke og ikke reducere den forbedring af den kollektive transport, som åbningen af Cityringen medfører.
Når visionen - om at udbygge det lokale busnet, så det forstærker lysten til at bruge den kollektive trafik i stedet for privatbilismen – mangler, bliver resultatet forkert.
Med venlig hilsen
Bent Lohmann,
formand"
Økonomi
Lokaludvalget har afsat en ramme på 12.000 kr. til borgerdialog om det lokale busnet.
Videre proces
Når høringen er afsluttet, vil Økonomiforvaltningen vurdere, om forslaget til lokalt busnet skal justeres. Det samlede busnet vil derefter blive indstillet til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, der skal behandle sagen i april 2018.
Beslutning
-
Lokaludvalget drøftede lokaludvalgets borgermøde den 31. januar 2018 om ændringer i det lokale busnet.
-
Lokaludvalget drøftede henvendelserne fra borgere om ændringer i det lokale busnet, som lokaludvalget modtaget.
-
Høringssvaret:
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om at indføje en bemærkning om, at det lokale busnet først ændres, når man har erfaring med, hvordan Cityringen benyttes.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Steen Juhl Olesen om at slette den sidste sætning i afsnittet "Konsekvenser af det foreliggende forslag".
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Ingolf Ibus om at indføje en bemærkning om, at busruter med busser, der forurener luften, bør søges lagt sådan, at de ikke kører gennem beboelsesområder.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Kjeld A. Larsen om, at lokaludvalget beder om tal for, hvor mange der skifter fra bil til offentlig transport i henholdsvis Københavns Kommune og i Region Hovedstaden, hvis det foreliggende forslag gennemføres.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Kjeld A. Larsen om, at lokaludvalget foreslår oprettelse af lokale busløsninger, som med fordel kan benyttes af turister og således erstatte hop on/hop off-busserne.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Hans-Henrik T. Ohlsen om at ændre sætningen
"Busserne skal opfattes som miljøvenlige" til "Busserne skal være miljøvenlige".
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Anton Skovle om at indføje en bemærkning om, at ældre ikke skal tvinges i metro, hvorfor der bør være et alternativ.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Kirsten Nissen om at indføje en bemærkning om, at Indre By bør betjenes af små el-busser, der kører på tværs af Middelalderbyen.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Kirsten Nissen om at indføje en bemærkning om, at det lokale busnet skal betjene institutioner som plejehjem og hospitaler, så ældre og handicappede kan benytte dem.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Ingolf Ibus om at indføje en bemærkning om, at man ved planlægningen af den offentlige transport bør tænke som en bilist, der på nemmest mulig måde skal fra et sted til et andet, for derved at få flyttet bilister til den offentlige transport.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Kjeld A. Larsen om at slette sætningen "til gavn for dem, der gerne vil have cykler med bussen".
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Bent Lohmann om, at lokaludvalget foreslår oprettelse af en dummy-rejseplan, hvor borgerne kan se, hvordan Cityringen og omlægningen af busnettet vil ændre deres rejsemønster.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Bent Lohmann om at indføje en bemærkning om, at kommunen og Movia skal være åbne over for at justere busnettet på grundlag af de erfaringer, de og borgerne gør sig med den offentlige transport.
Lokaludvalget godkendte høringssvaret til Økonomiforvaltningen om ændringer i det lokale busnet, der fremgår af løsningsafsnittet, med de tiltrådte ændringsforslag, idet formanden blev bemyndiget til at foretage redaktionelle rettelser.