Mødedato: 07.02.2019, kl. 18:30
Mødested: MBK Kursuslokaler, Pilestræde 61

Høringssvar om anlægsprojekt i Nybrogade

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar om et anlægsprojekt i Nybrogade.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg drøfter borgermødet den 21. januar 2019 om anlægsprojektet for Nybrogade og om den kommende metroforplads på Gl. Strand.
  2. at Indre By Lokaludvalg godkender høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om et anlægsprojekt i Nybrogade, der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen sendte den 3. december 2018 et forslag til anlægsprojektet "Bedre forhold for fodgængere, flere træer og mere ophold i Nybrogade" i høring i  lokaludvalget. Der er svarfrist den 8. februar 2019.

Projektet er opstået ud fra et ønske om at skabe en gade, der fremstår som et attraktivt byrum med gode opholdsmuligheder langs kanalen. Projektet skal fuldende det samlede promenadeforløb rundt om Slotsholmen, der udgør byens historiske og attraktive byrum langs kanalerne.

Lokaludvalget var vært for et borgermøde den 21. januar 2019 om anlægsprojektet for Nybrogade og om den kommende metroforplads på Gl. Strand.

Løsning

Borgermødet

Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter borgermødet den 21. januar 2019 om anlægsprojektet for Nybrogade og om den kommende metroforplads på Gl. Strand.

Høringssvar

Formanden foreslår, at lokaludvalget sender følgende høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen:

"Teknik- og Miljøforvaltningen sendte den 3. december 2018 et forslag til anlægsprojektet "Bedre forhold for fodgængere, flere træer og mere ophold i Nybrogade" i høring i  lokaludvalget.

 
Borgerdialog

Lokaludvalget var vært for et borgermøde den 21. januar 2019 om anlægsprojektet for Nybrogade og om den kommende metroforplads på Gl. Strand. Ca. 55 borgere deltog. I bilaget ses et referat af mødet.

Lokaludvalgets holdning

Nybrogade og gaderne omkring er beboelsesgader. Det kommer ikke til udtryk i projektforslaget, hvilket er en fejl.

Vi mener, at projektet er endnu et udtryk for, at kommunen prioriterer "byliv" højere end de lokale beboere og små erhvervsdrivendes interesser. 

Derudover mener vi,

  • at fortovet i Nybrogade på bygnings-siden skal være så smalt, at der ikke kan etableres udeservering på fortovsarealet.
  • at udeservering i Nybrogade på kanal-siden skal holdes på et minimum.
  • at udeserveringsarealer i Nybrogade og på Gl. Strand skal markeres.
  • at der ikke skal stilles en gruppe bænke overfor hinanden vinkelret på kanalen, hvor Knabrostræde går ud i Nybrogade, sådan som det er tanken. Det skaber rum for, at folk slår sig ned og holder (natte)fest på bænkene. Støj på netop det sted i Nybrogade skader og generer en lang række beboere - ikke kun i Nybrogade, men også langt op i Knabrostræde, Magstræde og Snaregade.

  • at bænke kan grupperes vinkelret på kanalen længere henne af Nybrogade overfor Kulturministeriet. Det vil give bedre udsyn fra bænkene over metroforpladsen og Nybrogade.

  • at anlægsarbejderne i Nybrogade ikke skal gå i gang, før der er indrettet parkering under Langebro.
  • at det i projektforslaget bør nævnes, hvordan renholdelse af brostensarealerne skal ske. Erfaringen fra bl.a. Niels Hemmingsens Gade er, at renholdelsesmaskinerne tømmer fugerne mellem brostene for grus. Det gør cykling i gaden til en prøvelse.
  • at buskørsel i Gl. Strand og Nybrogade skal hindres.
  • at Svend Wiig Hansens skulptur "Slægt løfter slægt" ikke skal tilbage til Gl. Strand. Den passer bedre til et nyt byområde som Ørestad.
  • at der skal findes en løsning på ophobningen af trafik i Rådhusstræde ved at ændre på rød/grøn-tiden i lyssignalet i krydset Stormgade / Frederiksholms Kanal /Rådhusstræde / Vindebrogade og ved at ændre på indretningen af krydset.

Vi vil godt slå fast, at kommunen har et ansvar for at sikre, at Nybrogade og Gl. Strand ikke udvikler sig til et nattelivsområde som fx Nørre Kvarter.

I projektforslaget skriver man, at til trods for den centrale beliggenhed rummer området stadig en særlig rolig stemning og sin helt egen karakter. Sådan skal der også være, når projektet er gennemført. Kvarteret, som Nybrogade ligger i, bør også af den grund være omfattet af en bevarende lokalplan.

På side 21 i projektforslaget står der, at Gl. Strand bliver lukket for gennemkørende trafik. Det beder vi om at få bekræftet.

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

 

 

Økonomi

Lokaludvalget har afsat 15.000 kr. til borgermødet om Nybrogade og Gl. Strand.

Videre proces

Når lokaludvalget har besluttet høringssvaret, sender sekretariatet det til teknik- og Miljøforvaltningen.

Beslutning

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om, at høringssvaret skal indeholde bemærkninger om, at skiltning af forbud mod tung trafik på Gl. Strand og Nybrogade ikke er nok, da skiltningen hverken respekteres eller håndhæves. Det skal være en fysisk hindring.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Steen Juhl Olesen om, at høringssvaret skal indeholde bemærkninger om, at brostensbelægningen i Nybrogade skal udføres, så kørslen henover dem ikke giver støjgener for de omkringboende, og at brostensbelægningen vil tage skade, hvis tunge køretøjer kører på dem.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Niels Kongshaug om, at høringssvaret skal indeholde bemærkninger om, at stadsarkitekten har åbnet op for en debat om, hvorvidt  metroforpladserne bør være standardløsninger, og at lokaludvalget i tråd med hendes holdning til metroforpladser mener, at indretningen af metroforpladsen på Gl. Strand skal genovervejes.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Bent Lohmann om, at følgende føjes ind i høringssvaret:
"I fortsættelse af borgermødet den 21. januar 2019 om Nybrogade-projektet og om Gl. Strand Metroforplads-projektet: 

  • Lokaludvalget udtrykker misbilligelse over

    • at borgerdialogprocesserne vedr. Nybrogade-projektet og Gl. Strand Metroforplads-projektet reelt ikke har været borgerdialog, men kun information til borgerne om, hvad der skal ske. Borgerne har stort set ikke kunnet ændre på projekterne.

    • at Nybrogade-projektet er trukket ned over borgerne af politikere og forvaltning. Borgerne i kvarteret føler sig kørt over.

    • at et ønske om byliv ved Frederiksholms Kanal har været den drivende kraft. Der er alene tænkt på gode opholdsmuligheder for turister og besøgende i byen, leg, bedre forhold for fodgængere og cyklister osv. Der er derimod ikke tænkt på de lokales behov for fx parkering og varelevering

    • at Metroselskabets behov for en funktionel metroforplads på Gl. Strand er ved at gøre en af de fineste pladser i byen til en ucharmerende og grim plads.

    • at Nybrogade-projektet gennemføres, uden at tage den generelle udvikling i Middelalderbyen og særligt på Gl. Strand i betragtning, hvor natteliv og udeservering er et stort og stigende problem.

    • at Gl. Strand Metroforplads-projektet gennemføres uden hensyntagen til, at det ligger i et beboelseskvarter og uden en plan for nattilladelser og udeserveringer. Lokaludvalget beder om, at der gøres noget ved nattelivet og udeserveringer på Gl. Strand, før det udvikler sig yderligere.

    • at Nybrogade-projektet og Gl. Strand Metroforplads-projektet og anvendelsen af de to byrum er forankret i hhv. Teknik- og Miljøforvaltningen, Metroselskabet og Bevillingsnævnet, og at de forskellige instanser ikke formår at samarbejde om en helhedsplan for udviklingen af byrummet under hensyntagen til det gamle miljø langs Frederiksholms Kanal. De nævnte instanser ”afgrænser” deres ansvarsområder uden at se deres virke i sammenhæng og uden at se det større perspektiv. Det er visionsløst og ambitionsløst.

     

  •  Derudover mener vi,
    • at fortovet i Nybrogade på bygnings-siden skal være så smalt, at der ikke kan etableres udeservering på fortovsarealet. 

    • at udeservering i Nybrogade på kanal-siden skal holdes på et minimum.  

    • at udeserveringsarealer i Nybrogade og på Gl. Strand skal markeres. 

    • at der ikke skal stilles en gruppe bænke overfor hinanden vinkelret på kanalen, hvor Knabrostræde går ud i Nybrogade, sådan som det er tanken. Det skaber rum for, at folk slår sig ned og holder (natte)fest på bænkene. Støj på netop det sted i Nybrogade skader og generer en lang række beboere - ikke kun i Nybrogade, men også langt op i Knabrostræde, Magstræde og Snaregade.  

    • at bænke kan grupperes vinkelret på kanalen længere henne af Nybrogade overfor Kulturministeriet. Det vil give bedre udsyn fra bænkene over metroforpladsen og Nybrogade.  

    • at anlægsarbejderne i Nybrogade ikke skal gå i gang, før der er indrettet parkering under Langebro. 

    • at det i projektforslaget bør nævnes, hvordan renholdelse af brostensarealerne skal ske. Erfaringen fra bl.a. Niels Hemmingsens Gade er, at renholdelsesmaskinerne tømmer fugerne mellem brostenene for grus. Det gør cykling i gaden til en prøvelse. 

    • at tung trafik og herunder busser skal hindres i at køre på Gl. Strand og Nybrogade. På side 21 i projektforslaget står der, at Gl. Strand bliver lukket for gennemkørende trafik. Det beder vi om at få bekræftet. 

    • Hvis fysiske hindringer mod tung trafik ikke er muligt, bør der skiltes med forbud mod kørsel med køretøjer over 3.500 kg i de to gader; et forbud der skal håndhæves.  

    • at Svend Wiig Hansens skulptur "Slægt løfter slægt" ikke skal tilbage til Gl. Strand. Den passer bedre til et nyt byområde som Ørestad. 

    • at der skal findes en løsning på ophobningen af trafik i Rådhusstræde ved at ændre på rød/grøn-tiden i lyssignalet i krydset Stormgade / Frederiksholms Kanal /Rådhusstræde / Vindebrogade og ved at ændre på indretningen af krydset.

  • Lokaludvalget har følgende spørgsmål:

    • Hvor stor en procentdel af metropladsens "rekreative" areal forventer man at forære til udeservering? 

    •  Hvor mange udeserveringer vil kommunen give tilladelse til (antal)?

    • Hvor mange kvadratmeter på Gl. Strand vil kommunen reservere til udeservering?

    • Hvor forestiller kommunen sig, at udeserveringer på Gl. Strand skal placeres? Langs husfacader skal der være 1,5 m gangareal. Ved kanalen er det ikke muligt, da serveringpersonale ikke må krydse vej, og udeservering kan næppe ligge på kørebane eller cykelsti. 

    • Vil kommunen skelne mellem, om udeserveringer gives til fx kaffebarer, frokostrestauranter, cocktailbarer, lounges med musik, etc.? Det er åbenlyst, at forskellige typer etablissementer tiltrækker forskellig typer klientel, som er mere eller mindre støjende.

    • Hvorfor er der ikke tænkt i bænke på Gl. Strand Metroforplads? De eneste er placeret, ikke hvor der er sol, men hvor der er mest skygge, nemlig ved Kulturministeriet. Bænke kunne f.eks. også placeres langs med restauranterne mv. 

  • En afsluttende kommentar, som vil gå igen i lokaludvalgets høringssvar om mangfoldig og fokuseret københavnerinddragelse:
    En borger har skrevet til lokaludvalget, at det er godt, at der bliver afholdt borgermøder, for ellers ville beboerne aldrig få noget at vide om, hvad der skal ske i byen eller i deres nærområde. Lokaludvalget er enig i betragtningen. 
    Men borgerdialog og herunder borgermøder kræver lydhørhed i kommunen over for de beboere, der rammes af kommunens planer.
    Borgerdialog skal forstås bogstaveligt: Det er en samtale, hvor man lytter til, får forståelse for og tager bestik af hinandens argumenter. Politikere, forvaltningens embedsmænd, lokaludvalget og borgerne har forskellige grader af faglighed, lokal viden, ønsker og holdninger. Det skal respekteres og bøjes af mod hinanden. 
    Nybrogade-projektet og især Gl. Strand Metroplads-projektet er eksempler på, at borgerdialog bør omfatte alle beslutninger af betydning for Indre Bys forskellige kvarterer; også de enkelte beslutninger om tilladelser vedr. nattelivet, udendørs musikarrangementer, sports- og andre events osv., som ellers bare bliver trukket ned over Indre By og ikke mindst Middelalderbyen. 
    Beboerne i Indre By bliver stort set ikke nævnt i de planer, projekter og eventprospekter, som kommunen træffer beslutning om og kommer ud i vores bydel med. Det er som om, man ikke regner med, at Indre By er beboet og derfor heller ikke regner med, at der er et hverdagsliv i bydelen, som skal fungere”.

Lokaludvalget godkendte det foreslåede høringssvar med de tiltrådte ændringsforslag.

Til top