Mødedato: 06.05.2021, kl. 18:30
Mødested: Teams

Restaurations- og nattelivet

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal beslutte et brev til Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget om restaurations- og nattelivet i Indre By samt beslutte at holde et fysisk borgermøde i perioden 28. maj - 25. juli 2021, hvor udkastet til Restaurations- og Nattelivsplan 2021 forventes at være i offentlig høring. 

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg godkender brevet til Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget om restaurations- og nattelivet i Indre By, der ses i bilaget. 

  2. at Indre By Lokaludvalg afsætter 20.000 kr. til et borgermøde om udkast til Restaurations- og Nattelivsplan 2021, som holdes i perioden 28. maj - 25. juli 2021, hvor udkastet til Restaurations- og Nattelivsplan 2021 forventes at være i offentlig høring

  3. at Indre By Lokaludvalg udpeger tovholdere til at planlægge og gennemføre borgermødet.

Problemstilling

Lokaludvalgets drøftelse den 8. april 2021

I mødet den 8. april 2021 drøftede lokaludvalget restaurations- og nattelivet i lyset af de politiske beslutninger om "Første udkast til Restaurations- og nattelivsplan 2021" og på basis af input fra Restaurations-, Nattelivs- og Eventgruppen samt lokaludvalgets formandskab.

Lokaludvalget besluttede, at formanden skulle skrive notat, som kan danne
udgangspunkt for udkastet til høringssvar, som lokaludvalget skal tage stilling til, når et nyt
udkast til Restaurations- og Nattelivsplan 2021 er i høring i lokaludvalgene.

Revideret udkast til Restaurations- og Nattelivsplan 2021

Kultur- og Fritidsudvalget tog i sit møde den 29. april 2021 stilling til et revideret udkast til Restaurations- og Nattelivsplan 2021 samt en tids- og procesplan. Referatet af mødet i Kultur- og Fritidsudvalget foreligger endnu ikke.

Teknik- og Miljøudvalget skal i sit møde den 10. maj 2021 tage stilling til det reviderede udkast til Restaurations- og Nattelivsplan 2021 og tids- og procesplanen.

Af forslaget til tids- og procesplanen fremgår det, at der skal være en offentlig høring i perioden 28. maj - 25. juli 2021 om udkast til Restaurations- og Nattelivsplan 2021. Inden da høres Bevillingsnævnet. Det sker i perioden 11. maj – 27. maj 2021.

Løsning

Forslag til brev

Formanden foreslår, at lokaludvalget godkender brevet til Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget om restaurations- og nattelivet i Indre By, der ses i bilaget. 

Borgermøde

Formanden foreslår, at lokaludvalget holder et borgermøde i perioden 28. maj - 25. juli 2021, hvor udkastet til Restaurations- og Nattelivsplan 2021 forventes at være i offentlig høring.

Da man kan forvente, at der er stor interesse for sagen, bør borgermødet holdes efter den 11. juni 2021, hvor forsamlingsloftet indendørs hæves fra 50 til 100 personer. Borgermødet bør ikke holdes i juli måned, hvor mange er på ferie.

Formanden foreslår, at lokaludvalget udpeger tovholdere til at planlægge og gennemføre borgermødet.

Økonomi

Lokaludvalget har tidligere afsat 10.000 kr. til borgerdialog om nattelivet. Det foreslås, at der afsættes en ramme på 20.000 kr., så der kan holdes et fysisk borgermøde. Der vil være udgifter til annoncering, lokaleleje og forplejning.

Videre proces

Sekretariatet sender brevet om restaurations- og nattelivet i Indre By til Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget.

Tovholderne planlægger og gennemfører borgermødet om nattelivet. 

Beslutning

Til mødet forelå et skriftligt forslag fra lokaludvalgsmedlem Hannibal C. Holt om "The Metropole – partyzone i København". Se bilaget.

  1. Ændringsforslag til det foreslåede brev til Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget om restaurations- og nattelivet i Indre By:

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Bent Lohmann om, at lokaludvalget foreslår, at der skelnes mellem restaurationsliv og natteliv.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Bent Lohmann om, at lokaludvalget tilkendegiver, at det finder det afgørende, at varslingszonen for Middelalderbyen ikke svækkes, men udvides til at dække hele Indre By.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Susan Brinck om, at lokaludvalget tilkendegiver, at de offentlige rum i Indre By er for alle, og ikke domineres af restauratører og festdeltagere.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Steen Juhl Olesen om at slette bemærkningerne i brevet om affolkning, medmindre det kan dokumenteres, at Indre By og Middelalderbyen affolkes.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Lars Vedel Jørgensen om, at lokaludvalget tilkendegiver, at bevillinger bør nulstilles ved salg, da branchen ikke har krav på at kunne sælge deres restauration med garanti for, at den næste ejer får samme bevilling. 

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Lars Vedel Jørgensen om, at lokaludvalget tilkendegiver, at restauratørerne som udgangspunkt skal kunne regne med, at de har en bevilling for 8 år ad gangen.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Marietta Bonnet om, at lokaludvalget tilkendegiver, at levevilkårene for beboerne i nattelivsområderne skal vægtes højt.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Marietta Bonnet om, at lokaludvalget tilkendegiver, at enheden, der modtager klager, skal være klar til at modtage klager i de tidsrum på døgnet, hvor restaurationer har tilladelse til at servere alkohol.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Marietta Bonnet om, at  lokaludvalget tilkendegiver, at det er meget vigtigt at fastholde, at udeservering slutter, når tilladelsen til udeservering slutter, eftersom udeservering er servering ude, ligegyldigt om man står op på fortovet eller sidder ned på en stol. 

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Marietta Bonnet om, at lokaludvalget foreslår, at forvaltningen hurtigst muligt kontakter Miljøpunkt Indre By & Christianshavn om udviklingen af en klageapp.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Bent Lohmann om, at lokaludvalget tilkendegiver, at sanktioner overfor restauratører skal ske efter bogen, men at hensynet til restaurationens og restauratørens økonomi samt hensynet til arbejdspladser mv. ikke skal have vægt ved afgørelser om bevillinger, når der er tale om usunde forretninger.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Bent Lohmann om, at lokaludvalget foreslår, at § 12 i Restaurationsloven får vægt ved afgørelser om bevillinger.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Bent Lohmann om, at lokaludvalget tilkendegiver, at lokaludvalget gerne ser et skærpet tilsyn med serveringssteder med mange klager, og at der sanktioneres hurtigt, effektivt og konsekvent over for restauratører, der ikke kan finde ud af at overholde lovgivningen og vilkårene for deres bevilling.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Bent Lohmann om, at lokaludvalget beder om at få oplyst, om ”Three strikes and you are out”-modellen er lovlig og kan skrives ind i restaurations- og nattelivsplanen.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Max Hochermann om, at 2. prik under overskriften "Vi skal alle kunne være her"  ændres, så der ikke står "fornuftig forretning". 

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Max Hochermann og Bent Lohmann om, at lokaludvalget foreslår, at kommunen til stadighed forsøger at indgå frivillige aftaler med detailhandlen om en begrænsning af salg af alkohol, indtil en lovgivning om det er på plads.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Max Hochermann om, at lokaludvalget tilkendegiver, at politiet skal afsætte de nødvendige ressourcer til at håndhæve alkohol/opholdsfri zoner, og at bestemmelserne for sådanne zoner håndhæves, hurtigt, effektivt og konsekvent.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Max Hochermann om, at  lokaludvalget tilkendegiver, at det er lokaludvalgets oplevelse, at hovedparten af de nattelivsgæster, der giver problemer for beboere i Indre By, kommer fra Københavns omegn, hvorfor indsatsen for en kulturændring også skal rettes mod borgerne i omegnskommunerne.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Marietta Bonnet om, at lokaludvalget tilkendegiver, at det er beboernes erfaring, at nattelivsgæsterne i køerne foran natklubber mv. er meget støjende.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Marietta Bonnet om, at lokaludvalget tilkendegiver, at hvis der er kø foran en natklub, er det et signal om, at der ikke er plads til flere i natklubben, hvorfor natklubbens personale bør sende dem, der står i kø, videre.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Sally Mountfield om, at lokaludvalget foreslår, at der stilles krav til restauratørerne om, at der inde i deres restauration er toiletter nok til det antal gæster, som restaurationen har tilladelse til at rumme.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Marietta Bonnet om, at lokaludvalget tilkendegiver, at nattelivet ikke skal være båret af druk og stoffer.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Bent Lohmann om, at lokaludvalget tilkendegiver, at det finder det forkert at foreslå, at festzonen flyttes fra Indre By til en anden bydel og dermed sende "aben" videre.



    Lokaludvalget godkendte brevet til Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget om restaurations- og nattelivet i Indre By, der ses i bilaget, med de tiltrådte ændringsforslag.

    Lokaludvalget bemyndigede formanden til sammen med de medlemmer af Restaurations-, Nattelivs- og Eventgruppen, der deltager i lokaludvalgsmødet, til at udarbejde det endelige brev.



  2. Lokaludvalget besluttede at afsætte 20.000 kr. til et borgermøde om udkast til Restaurations- og Nattelivsplan 2021, som holdes i perioden 28. maj - 25. juli 2021, hvor udkastet til Restaurations- og Nattelivsplan 2021 forventes at være i offentlig høring.



  3. Indre By Lokaludvalg udpegede formandskabet og Restaurations-, Nattelivs- og Eventgruppen til at planlægge og gennemføre borgermødet sammen med sekretariatet.
Til top