Mødedato: 06.04.2017, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Restaurations- og Nattelivsplan

Indre By Lokaludvalg skal drøfte udkastet til Restaurations- og Nattelivsplan, der forventes sendt i offentlig høring primo april 2017 samt beslutte at holde et ekstraordinært lokaludvalgsmøde om sagen i offentlighedsperioden.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg drøfter udkastet til Restaurations- og Nattelivsplan, der forventes sendt i offentlig høring primo april 2017 af Kultur- og Fritidsforvaltningen - se bilaget
  2. at Indre By Lokaludvalg beslutter at holde at holde et ekstraordinært lokaludvalgsmøde om sagen i offentlighedsperioden. Formanden bemyndiges til at fast tid og sted for det ekstraordinære lokaludvalgsmøde.

Problemstilling

Lokaludvalget var den 28. marts 2017 vært for et borgermøde om nattelivet. I bilaget er en opsamling på borgermødet.

Kultur- og Fritidsudvalget udsatte behandlingen af sagen i sit møde den 30. marts 2017. Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til den i sit møde den 3. april 2017. Det forventes, at udvalgene beslutter at sende udkast til Restaurations- og Nattelivsplan 2017 med bilag i offentlig høring i perioden fra den 5. april 2017 til og med den 22. maj 2017. I høringsperioden har Indre By Lokaludvalg ordinære møder den 6. april og den 4. maj 2017.

I udkast til Restaurations- og Nattelivsplan nævner man, at visionen for restaurations- og nattelivet skal i praksis udfolde sig i fire indsatsområder:

1. Begrænsning af gener fra nattelivet
2. Et trygt og inkluderende natteliv
3. Udvikling af Københavns bydele
4. Service og partnerskaber omkring by- og nattelivet

Restaurations- og nattelivsplanen omfatter en handleplan (se bilaget) med en række initiativer:

 Initiativer der kan iværksættes umiddelbart

1. Samarbejde mellem Politi og Kommune

2. Strammere håndhævelse af tilladelser og påbud

3. Foodtrucks på Rådhuspladsen

Initiativer der kræver finansiering

4. Bevillingspraksis med krav om øget samarbejde  

5. Bevillingskrav: Ingen drikkevarer udendørs

6. Bevillingskrav: Dørmænd efter midnat

7. Bevillingskrav: Større ansvar for renhold hos restaurationer uden udendørsservering

8. Flere ressourcer til håndhævelse og tilsyn

9. Øget kapacitet i affaldskurve

10. Udvidelse af renholdelsesbemandingen i morgentimerne fredag-søndag

11. Hæve/sænke-pissoirer

12. Udvidet spuling i weekenden

13. Mobile offentlige toiletter

Initiativer der kræver grundigere Undersøgelse

14. Udviklingsplaner for nattelivet i nye bydele og festzoner

15. Fordeling af arrangementer  

16. Festivalplads til store arrangementer  

17. Større ansvar for renhold hos detailhandel mm.  

18. Dispensation til tidligere igangsættelse af renhold  

19. Fleksible bus- og taxaholdepladser ved Frue Plads  

20. Trafikforsøg i Indre By

21. Samarbejde med festivaler om håndtering af større forsamlinger i byen

22. Forsøg med at udendørsserveringers lukketid

23. Justering af lukkelov – alkoholsalg til senest kl. 24:00

24. Alkoholfri zoner

25. Kommunalt tryghedskorps  

26. Privat forankret ”koordinator” for by- og nattelivet

27. Adfærdskampagne

Derudover nævnes allerede igangsatte initiativer.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter udkastet til Restaurations- og Nattelivsplan, der fremgår af bilaget.

Endvidere foreslår han, at lokaludvalget beslutter at holde at holde et ekstraordinært lokaludvalgsmøde om sagen i offentlighedsperioden og at han bemyndiges til at fastsætte tid og sted for det ekstraordinære lokaludvalgsmøde. I den forventede høringsperiode har Indre By Lokaludvalg ordinære møder den 6. april og den 4. maj 2017.

Økonomi

Lokaludvalget har afsat 20.000 kr. til borgerdialog om nattelivsplanen og 30.000 kr. til et vælgermøde om nattelivet.

Videre proces

Afhænger af drøftelsen.

Vælgermødet om nattelivet holdes den 10. maj 2017. Foreløbig har følgende politikerne meddelt, at de deltager:

Susanne Møller, Konservative
Flemming Steen Munch, Venstre
Nico Grünfeld, Alternativet
Jens Kjær Christensen, Enhedslisten
Mette Annelie Rasmussen, Radikale Venstre

BILAG

1. Indstillingen "Restaurations- og Nattelivsplan" inkl. bilag til Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget:

http://www.kk.dk/indhold/teknik-og-miljoudvalgets-modemateriale/03042017/edoc-agenda/a88eddd7-7914-4bec-bf18-3efaec6ec827/a2a3fe0a-e9ba-4b5d-bd9b-0d90d074ee65

2. Opsamling på lokaludvalgets borgermøde om nattelivet (Eftersendes)

Beslutning

1. Lokaludvalget drøftede udkastet til Restaurations- og Nattelivsplan, der forventes sendt i offentlig høring primo april 2017 - se bilaget. Der var følgende bemærkninger:
  • Der skal en klippekortsordning ind i planen. Hvis man som restauratør får tre klip for overtrædelse af regler og vilkår, skal adressen i karantæne i 5 år med hensyn til bevilling.

  • Der skal være høringspligt af bevillingsansøgninger.

  • Lokaludvalget skal indhente tilbud på socioøkonomisk undersøgelse af nattelivet.

  • Hvis man undlod at opstille affaldskurve, vil man måske opleve, at der ikke er affald i gaderne.

  • Man kunne prøve et fejestop henover en weekend i Middelalderbyen for at få illustreret affaldsproblemets omfang.

  • Flaskesamlerne tømmer affaldskurvene. Bl.a. derfor er der meget affald i gaderne.

  • Det er et spørgsmål om at få indarbejdet en anden kultur.

  • Man bør give bøder for at smide affald.

  • Lokaludvalget kan sammen med Kbh K, Københavns Kommune, politiet og TVLorry sætte fokus på nattelivsproblemerne i offentlighedsperioden.

 

2. Lokaludvalget besluttede at holde et ekstraordinært lokaludvalgsmøde om Restaurations- og Nattelivsplan i offentlighedsperioden. Formanden blev bemyndiget til at fast sætte tid og sted for det ekstraordinære lokaludvalgsmøde.

 

Til top