B-sag: Høringssvar om Dokøen
Indre By Lokaludvalg skal tage formandens høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen om udarbejdelse af tillæg nr. 5 til lokalplan nr. 331 "Holmen II", der angår Dokøen, til efterretning.
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg tager hans høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen om udarbejdelse af tillæg nr. 5 til lokalplan nr. 331 "Holmen II", til efterretning. Høringssvaret fremgår af løsningsafsnittet.
Problemstilling
Med mail den 7. marts 2017 har Teknik- og Miljøforvaltningen bedt om lokaludvalgets eventuelle bemærkninger til udarbejdelse af tillæg til lokalplan nr. 331 "Holmen II", der angår Dokøen.
Baggrunden for udarbejdelse af tillæg nr. 5 til lokalplan nr. 331 "Holmen II", er, at der ønskes etablereret en parkeringskælder under terræn samt anlæg af en offentligt tilgængelig park oven på parkeringskælderen på den sydlige del af Dokøen, umiddelbart syd for Operaen. Grundejer vil stå for driften af det samlede anlæg. Der planlægges for ca. 350 parkeringspladser under terræn med tilhørende tilkørselsanlæg mv.
Herudover planlægges for en løsning af de trafikale forhold omkring Operaen, hvilket også berører den nordlige del af Dokøen. Anlæg af parkeringskælderen og parken forventes at medføre nedlæggelse af den gældende byggeret på den sydlige del af Dokøen, hvor byggeri, der understøtter parkeringskælder og park, i stedet kan muliggøres i mindre omfang. Byggeretten på den nordlige del af Dokøen bevares. Udviklingen kan muligvis indebære planlægning for midlertidige indretninger på den nordlige del af Dokøen, hvis byggeretten her ikke tænkes udnyttet i nærmeste fremtid.
I lokaludvalgsmødet den 9. marts 2017 orienterede formanden om høringssagen vedr. Dokøen,
Lokaludvalget bad ham sende forvaltningen et høringssvar inden svarfristen den 21. marts 2017, der matcher lokaludvalgets høringssvar om Papirøen for så vidt angår de trafikale forhold, herunder at der er behov for at få belyst den trafikale situation i området og at man bør stille krav om delebil-parkeringspladser i parkeringskælderen.
Lokaludvalget aftalte, at medlemmerne kan sende kommentarer om sagen til sekretariatet, som kan bruges som input til høringssvaret. Ingen benyttede sig af muligheden.
Løsning
Formanden foreslår, at lokaludvalget tager hans høringssvar til efterretning:
"Med mail den 7. marts 2017 har Teknik- og Miljøforvaltningen bedt Indre By Lokaludvalg om eventuelle bemærkninger vedr. udarbejdelse af tillæg nr. 5 til lokalplan nr. 331 ”Holmen II”, der handler om etablering af en parkeringskælder under terræn samt anlæg af en offentligt tilgængelig park oven på p-anlægget på den sydlige del af Dokøen. Svarfristen er den 21. marts 2017.
Borgerdialog
Høringsfristen er for kort i disse interne høringer om lokalplansager. Der bør gives lokaludvalget mindst 4 ugers høringssvar, så vi kan nå at tale med borgere og erhverv, før vi afgiver et høringssvar.
Med den korte høringsperiode har lokaludvalget ikke haft mulighed for at gennemføre borgerdialog om Dokøen. Vi forstår, at Teknik- og Miljøforvaltningen og repræsentanter for Christianshavns Lokaludvalg har drøftet, hvordan en kommende borgerdialog om sagen skal gribes an. Indre By Lokaludvalg deltager gerne i det samarbejde.
Lokaludvalgets holdning
Med den korte høringsperiode har lokaludvalget kun haft mulighed for at kort at drøfte sagen i sit lokaludvalgets møde den 9. marts 2017. Dette høringssvar er derfor med forbehold for lokaludvalgets godkendelse i lokaludvalgets møde den 6. april 2017.
1. Trafik
Planlægningen af de trafikale konsekvenser af parkeringsanlægget skal ske, inden byggeriet af parkeringsanlægget går i gang. Planlægningen skal omfatte offentlig transport (Metro, bus, vandbus), samt hvordan en evt. forøget biltrafik kan klares både på Christianshavn og i Indre By.
2. Parkering
Operaen og Dokøens beliggenhed i forhold til kollektiv transport, herunder kollektiv transport ad søvejen, bør inddrages som grundlag for beslutningen om størrelsen af et parkeringsanlæg på Dokøen. I grundlaget for beslutningen bør desuden indgå en vurdering af muligheden for at reservere plads i anlægget til delebiler og el-biler.
3. Husbåde
Det skal i lokalplanen fastslås, at der ikke er mulighed for oplæg af husbåde i lokalplanområdet.. ”Husbåd” er en falsk varebetegnelse. "Husbåd” er ikke en båd, men en bygning, der optager en del af det fælles vand.
4. Park
Lokaludvalget ser frem til, at der bliver anlagt af en offentligt tilgængelig park oven på p-anlægget på den sydlige del af Dokøen. Indretningen af parken kan med fordel ske på baggrund af en borgerdialog.
Med venlig hilsen
Bent Lohmann,
formand"
Økonomi
Intet.
Videre proces
Intet.
Beslutning
- Lokaludvalget tog formandens høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen om udarbejdelse af tillæg nr. 5 til lokalplan nr. 331 "Holmen II", til efterretning. Høringssvaret fremgår af løsningsafsnittet.