Mødedato: 06.02.2020, kl. 18:30
Mødested: MBK mødelokaler, Pilestræde 61, 1112 København K

Opfølgning på Teknik- og Miljøforvaltningens svar vedr. lysreklame på hjørnet af Åboulevard og Rosenørns Allé

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal beslutte et svar til Teknik- og Miljøforvaltingen vedr. lysreklame på hjørnet af Åboulevarden og Rosenørns Allé. 

Indstilling

Formanden indstiller, 

1. at Indre By Lokaludvalg godkender hans brev til Teknik- og Miljøforvaltningen vedr. lysreklame på hjørnet af Åboulevarden og Rosenørns Allé og lysreklamen på Nørreport, som fremgår af løsningsafsnittet. 

Problemstilling

Indre By Lokaludvalg drøftede den 12. december i deres månedlige udvalgsmøde kommunens gældende retningslinjer for lysreklamer. På baggrund af drøftelsen rettede lokaludvalget den 16. december 2019 henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen (se bilag), hvor der blev bedt om en redegørelse fra sagsforløbet om lysreklamen på hjørnet af Åboulevard og Rosenørns Allé og en orientering om, hvorvidt borgerne er blevet korrekt behandlet i sagen. 

Lokaludvalget foreslog i henvendelsen,

  • at reglerne for lysreklamer opdateres, så forholder sig til LED-skærme. 
  • at man undersøger, hvorvidt stederne, der er udpeget til lysreklamer, er egnet til det. 
  • at man undersøger, om andre steder end de, der er udpeget, er egnet til lysreklamer. 

Lokaludvalget modtog den 9. januar svar fra Teknik- og Miljøforvaltningen (se hele svaret i bilaget). 

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget sender nedenstående brev til Teknik- og Miljøforvaltingen. 

"Teknik- og Miljøforvaltningen

Reklamer og lysreklamer spiller en større og større rolle i København. I lokaludvalget mener vi, at udviklingen betyder, at erhvervsliv mfl. søger større synliggørelse, herunder reklamering på steder, hvor mange mennesker passerer eller opholder sig. Det skaber et stort pres på byen. 

Af den årsag henvendte vi os i et brev den 16. december 2019 for at få indsigt i sagsforløbet vedr. lysreklamen på hjørnet af Åboulevard og Rosenørns Allé samt en orientering om, hvorvidt borgerne er blevet korrekt behandlet i sagen. 

Lokaludvalget modtog den 9. januar svar fra tilbage, hvor det fremgår, at der den 21. marts 2019 blev givet tilladelse til etablering af konstruktion og udskiftning af tagreklame på adressen Rosenørns Allé 12.

Først den 22. oktober 2019, på baggrund af borgerhenvendelser, blev der igangsat en indledende besigtigelse af skiltet og sendt et orienteringsbrev til skiltets ejer. Og først den 12. december blev der sendt et høringsbrev til naboer omkring skiltet med høringsfrist den 3. januar 2020. 

I lokaludvalget er vi positive overfor, at forvaltningen gennem besigtigelser har fået reduceret lysstyrken og at de levende billeder, der kørte på hjørnet af Åboulevard og Rosenørns Allé og at de nu er blevet erstattet med et stilbillede. Samt at forvaltningen undersøger skiltets øvrige påvirkning på omgivelser ift. farver.  

Dog er vi særligt kritiske overfor den sene inddragelse af naboer. Vi mener, at det bør være en kutyme, at naboer i sådanne sager inddrages tidligt i processen, da lysreklamer kan være til stor gene. Vi mener, at forvaltningen bør få professionelle fagfolk til at måle den konkrete lysstyrke og påvirkning på mennesker inden, at tilladelser om lysreklamer gives. Det bør i vores optik være standard-procedure. Vi vil gerne medvirke til at, der udarbejdes en standard procedure og lystekniske standarder på området. 

Derudover vil vi gøre opmærksom på, at lys-reklamen på Nørreport ligeledes er til stor gene for beboere og forbipasserende. Det er særligt i aften- og nattetimerne at generne er størst. Vi håber, at forvaltningen vil igangsætte en lignende besigtigelse af lysreklamen, så skiltets lysstyrke bliver justeret og de skiftende billeder erstattes med et stilbillede. 

 

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand." 

Økonomi

Intet. 

Videre proces

Afhænger af drøftelsen. 

 

Beslutning

Til mødet forelå dels kommunens retningslinjer fra 2013 vedr. skilte og reklamer og dels artikler om lysreklamer.

 

  1. Lokaludvalget godkendte brevet til Teknik- og Miljøforvaltningen vedr. lysreklame på hjørnet af Åboulevarden og Rosenørns Allé og lysreklamen på Nørreport, som fremgår af løsningsafsnittet. 
  2. Lokaludvalget bad formanden om en indstilling om lysskilte i trafikken til drøftelse i et kommende lokaludvalgsmøde, idet de øvrige lokaludvalg inviteres til at deltage i drøftelsen. 
Til top