Mødedato: 06.02.2014, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Gademusikanter

Indre By Lokaludvalg skal afsætte midler til et borgermøde om gademusikanter.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,
1. At lndre By Lokaludvalg afsætter 8.000 kr. til at afholde et borgermøde om gademusikanter. Midlerne tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.
2. At Indre By Lokaludvalg udpeger to tovholdere til i samarbejde med sekretariatet at planlægge borgermødet.

Problemstilling

En gruppe borgere og erhvervsdrivende i Middelalderbyen har tidligere gjort opmærksom på, at de oplever gener fra gademusikanter.
De optrædende overholder ikke de regler, Københavns Kommune har for gadeoptræden, bl.a. i forhold til hvilke tidsrum de må spille, støjgrænser og regler angående brug af forstærkere. Derudover er der i nogle tilfælde ikke tale om reel musikoptræden, men i højere grad kamoufleret tiggeri, da de optrædende reelt ikke kan spille musik. Flere borgere og erhvervsdrivende har givet udtryk for, at de føler sig chikaneret og truet af gademusikanter.
Reglerne for gadeoptræden skal håndhæves af politiet.

Indre By Lokaludvalg drøftede problemstillingen på lokaludvalgsmødet i juni 2013 og godkendte en henvendelse til Teknik- og Miljøudvalget om problematikken.
Lokaludvalget modtog i december en henvendelse fra en borger med spørgsmål om, hvorvidt lokaludvalget kan gøre yderligere for at synliggøre problemet og finde en løsning.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget afholder et borgermøde i foråret om problematikkerne omkring gademusikanter. Din Betjent, Teknik- og Miljøforvaltningen og Teknik- og Miljøudvalget inviteres til at deltage i mødet.

Målet med mødet er at synliggøre problematikkerne omkring gademusikanter og manglende håndhævelse af regler for gadeoptrædener for politikerne samt at skabe dialog mellem borgere/ehvervsdrivende og Din Betjent.

Økonomi

Der afsættes 8.000 kr. af lokaludvalgets pulje til borgerdialogaktiviteter til afholdelse af et borgermøde.
Beløbet skal dække:
Lokaleleje og forplejning: Ca. 5.000 kr.
Annoncering – to gange i Cityavisen: Ca. 3.000 kr.

Videre proces

Sekretariatet bistår de to tovholdere med planlægningen af arrangementet.

Beslutning

1. Lokaludvalget afsatte 8.000 kr. til at afholde et borgermøde om gademusikanter. Midlerne tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.
2. Lokaludvalget udpeger Gunna Starck og Marietta Bonnet til i samarbejde med sekretariatet at planlægge borgermødet.
3. Lokaludvalget besluttede, at licens eller ej til gademusikanter skal være et tema på borgermødet.
4. Lokaludvalget besluttede, at Københavns City Center og Metroselskabet skal inviteres til at deltage i mødet.
Til top