Ønsker til kommunens budget for 2023
Indre By Lokaludvalg skal beslutte at sende ønsker vedr. kommunens budget for 2023 til relevante udvalg og forvaltninger på Rådhuset.
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg sender ønskerne vedr. kommunens budget for 2023, der fremgår af løsningsafsnittet, til relevante udvalg og forvaltninger på Rådhuset.
Problemstilling
Forhandlingerne på Rådhuset om kommunens budget for 2023 starter snart.
Løsning
I mødet den 9. december 2021 drøftede lokaludvalget, hvad der skal med på lokaludvalgets ønskeliste til Overførselssagen 2021/2022 og til kommunens budget for 2023. I mødet den 13. januar 2022 besluttede lokaludvalget ønskelisten til Overførselssagen, som ses i bilaget.
Byudviklingsgruppen besluttede i sit møde den 24. april 2022 en række ønsker til kommunens budget for 2023.
Ønskeliste
Formanden foreslår, at lokaludvalget skriver til de relevante udvalg og forvaltninger på Rådhuset:
"Nedenstående ønsker fra Indre By Lokaludvalg til kommunens budget for 2023 skal ses som
- et behov for at få mere trafiksikkerhed og -tryghed og mindre forurening i Indre By
- et behov for at få styrket Indre By som en rekreativ, grøn bydel
- et behov for at give mere plads til Indre Bys borgere og lokale erhvervsdrivende i deres egen bydel.
1. Trafiksikkerhed og -tryghed
Lokaludvalget oplever – og hører fra borgere – at der er behov for at få højnet trafiksikkerheden og -trygheden i Indre By, ligesom der er behov for at få gjort noget ved luftforureningen. Lokaludvalget foreslår derfor, at der afsættes penge til
- at forbedre trafiksikkerheden alle de steder i Indre By, hvor Teknik- og Miljøforvaltningen har viden om
- kryds, der er belastet af ulykker.
- strækninger, der er belastet af ulykker.
- steder med udbredte ulykkestyper.
- en undersøgelse af, om Indre Bys cykelstier behøver vedligeholdelse. Mange af dem har fx huller også efter at de er blevet genoprettet.
-
trafikdæmpende tiltag på strækningen Webersgade-Fredens Bro.
-
renovering af fortove i Nordborggade.
- en hastighedsbegrænsning på 30 km/t på strækninger i Indre By, som af borgerne opleves som utrygge. Borgernes oplevelser skal tilvejebringes via borgerdialog.
- at der afsættes penge til at opmale de gule trekanter ved vejkryds, som markerer 10 meter-reglen.
-
at der afsættes penge til en analyse af kanalbådene og om de er skadelige for vores luftkvalitet.
2. Rekreativ, grøn Indre By
I hovedsagen opleves Indre By af udenforstående som en bydel, hvor man fester, shopper, får kulturoplevelser eller arbejder. Lokaludvalget ønsker, at Indre By også skal opleves som en bydel, man bor i, og som af såvel beboere som gæster kan benyttes rekreativt. Lokaludvalget foreslår derfor, at der afsættes penge til
- en foranalyse af, hvordan en bro mellem Øster Voldgade og Østre Anlæg kan anlægges, hvor Stokhusbroen tidligere lå.
- belysning på og renovering af legepladsen Gammelvagt.
- at fjerne et tidligere bemandingshus på legepladsen Gammelvagt, så der eksempelvis kan opsættes en skateboardrampe til de unge i området.
- vedligeholdelse af legepladserne i Indre By. Fx trænger legepladsen i Ørstedsparken til maling.
-
undersøgelse af, hvordan der kan etableres flere idrætsfaciliteter i Indre By.
-
nyt underlag ved bordtennisbordet i Ørstedsparken.
-
ny indretning af Sankt Pauls Plads, jf. projektet som lokaludvalget har udarbejdet.
- en opdatering af hundeområdet på Eidsvoll Plads, der så vidt vides ikke fungerer optimalt.
-
en plan for træplantning i Nyboder-kvarteret og gennemførelse af planen.
- udarbejdelse af en plan for et sammenhængende forløb for fodgængere på Fæstningsringen.
- etablering af et fitnessområde ved Havnegade på "Bornholmerknasten".
- forskønnelse af de opstillede blomsterkummer til terrorsikring, fx med grønt/blomster i sæson i kummerne.
3. Byrum for alle
Borgerne og lokale erhvervsdrivende i Indre By oplever, at der er pres på bydelens byrum. De mange aktiviteter, initiativer og tiltag samt den intensive anvendelse af byrummene generelt, som udefrakommende står for, fylder så meget, at de lokale beboere og lokale erhvervsdrivende afstår fra at tage ejerskab til byrummene, de bor ud til. Udviklingen skal vendes. Indre Bys borgere og erhvervsdrivende skal gives mulighed for at få del i byrummene. Lokaludvalget foreslår derfor, at der afsættes penge til
-
køb af parkeringspladser i parkeringsanlæg til beboere i Indre By, så gadeparkering i Indre By kan nedlægges til fordel for rekreative og/eller miljørigtige formål, fx til affaldssortering.
-
permanent lukning af Vester Voldgade mellem Vestergade og Lavendelstræde
- bedre skiltning af de offentlige toiletter i Indre By
- henvisningskilte til de offentlige toiletter i Indre By. Fx er det offentlige toilet på Rådhuspladsen stort set ukendt. Henvisningsskiltene kan evt. sættes på skiltestanderne med henvisningsskilte til turistattraktioner.
- en fysisk markering af de tilladte udeserveringsarealer i Indre By.
- håndhævelse af regler og vilkår vedr. udeservering, udendørs musikarrangementer og events.
- flere natteværter.
- håndhævelse af vilkår i alkoholbevillinger.
- håndhævelse af regler for husfacader.
- genopretning af belægningen på strøggaderne, hvor fliserne pt. erstattes af sort asfalt.
- affaldsspande og gaderenholdelse i Middelalderbyen. Vi oplever, at de opstillede blomsterkummer til terrorsikring bruges som affaldsspande.
-
en social indsats i Indre By, fx maduddeling til hjemløse.
Derudover foreslår lokaludvalget, at kommunens støtte til kultur- og spillesteder skal gives på vilkår, der sikrer, at kultur- og spillesteder med kommunal støtte lever op til kommunens politikker, strategier, regler mm. på fx miljøområdet og sundhedsområdet.
4. Byudvikling med respekt
Byudviklingen generelt og i særdeleshed udmøntningen af Københavns arkitekturpolitik skal i højere grad afpasses efter den enkelte bydel. Det hedder, at nybyggeri skal tage afsæt i byens egenart. For Middelalderbyen bør dette betyde, at nybyggeri ikke skal fremstå som moderne, men derimod holde sig i den (tidløse) klassicistiske stil, som er bydelens egenart og ”fortælling”. Lokaludvalget foreslår derfor, at der afsættes penge til
- udarbejdelse af bevarende lokalplaner i Middelalderbyen.
- borgerdialogprocesser, der kvalificerer arkitekturen i nyt byggeri.
Endelig foreslår lokaludvalget, at kommunen køber en bygning centralt i Indre By til etablering af en skole.
Med venlig hilsen
Bent Lohmann,
formand"
Økonomi
Intet.
Videre proces
Sekretariatet sender ønskerne til de relevante udvalg og forvaltninger.
Lokaludvalget har besluttet at holde et borgermøde i maj/juni om kommunens budget for 2023. Tanken er at invitere to borgerrepræsentanter samt repræsentanter for forvaltningerne til en drøftelse af budgettet for 2023 med udgangspunkt i lokaludvalgets ønskeliste.
I mødet den 9. juni 2022 skal lokaludvalget bemyndige formanden til at sende et høringssvar til Økonomiforvaltningen om forslag til Budget 2023, der kommer i høring i lokaludvalgene i perioden 9.-24. juni 2022.
Beslutning
- Tiltrådte ændringsforslag til ønskelisten i løsningsafsnittet:
- Stillet af Anton Skovle: Forslaget om en skateboardrampe på legepladsen Gammelvagt udgår af ønskelisten.
- Stillet af Lean Milo: Forslag om, at legepladsen Gammelvagt indrettes, så den er egnet for unge, der bor i kvarteret.
- Stillet af Gunna Starck: Forslag om, at kommunen iværksætter en forundersøgelse til belysning af, om der kan etableres en ny folkeskole i Indre By til børn, der bor i Middelalderbyen og i Nansensgade-kvarteret, i stedet for at udbygge de eksisterende folkeskoler.
- Stillet af Jens Erik Frandsen: Forslag om at styrke trafiksikkerheden ved at forbyde knallerter på cykelstien.
- Stillet af Jens Erik Frandsen: Forslag om, at miljøzonen omfatter gamle dieselpersonbiler.
- Stillet af Lars Vedel Jørgensen: Forslag om, at man giver en planlægningsbevilling til renovering og modernisering af Kulturhuset Indre By jf. denne sag på Kultur- og Fritidsudvalgets dagsorden den 18. januar 2022: https://www.kk.dk/dagsordener-og-referater/Kultur-%20og%20Fritidsudvalget/m%C3%B8de-18012022/referat/punkt-9
- Stillet af Bent Lohmann: Forslag om, at der afsættes penge til udarbejdelse af bevarende lokalplaner for Indre By.
Lokaludvalget godkendte ønskerne vedr. kommunens budget for 2023, der fremgår af løsningsafsnittet, med de tiltrådte ændringsforslag.
2. Lokaludvalget godkendte et forslag fra Bent Lohmann om, at ønskerne fremlægges i lokaludvalgets borgermøde om budgettet for 2023, der holdes inden sommerferien.