Mødedato: 05.05.2022, kl. 18:30
Mødested: Vartov, Farvergade 27

B-sag: Henvendelser til lokaludvalget, maj 2022

Indre By Lokaludvalg skal tage håndteringen af henvendelser til lokaludvalget til efterretning.

 

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg tager håndteringen af henvendelser til lokaludvalget siden sidste  lokaludvalgsmøde til efterretning.

Problemstilling

Borgere har henvendt sig til lokaludvalget.

Løsning

1. Parkering

En borger spurgte med mail den 4. april 2022, om lokaludvalget vil være friske på at lave en analyse af, hvad borgeren i byen bruger sin bil til mv.? Han henviser bl.a. til denne artikel i B.T.: https://www.bt.dk/samfund/bilfrie-gader-paa-vej-ingen-vil-sige-at-det-havde-vaeret-bedre-med

Sekretariatet svarede den 1. maj 2022, at lokaludvalget i februar 2021 gennemførte en  borgerpanelundersøgelse i Nansensgade-kvarteret, hvor der bl.a. spurgt til, hvad borgerne bruger deres bil til. Sekretariatet svarede videre, at lokaludvalget overvejer at gennemføre en borgerpanelundersøgelse om potentialer og udfordringer i Indre By som indledning til lokaludvalgets arbejde med en bydelsplan. Her vil der eventuelt blive stillet spørgsmål om, hvad Indre Bys borgere bruger deres bil til.

 

2. Forskellige forhold

En borger har orienteret lokaludvalget om forskellige forhold:

  • Mail den 15. april 2022 om hans korrespondance med Teknik- og Miljøforvaltningen og teknik- og miljøborgmesteren om parkering af en en skurvogn i Borgergade og om parkering af en skurvogn i Webersgade samt om muligheden for at 10 meter-reglen kan suspenderes i Indre By og brokvarterene. Han giver udtryk for, at der mangler parkeringspladser til beboerne.
  • Mail den 18. april 2022 om hans mail til teknik- og miljøborgmesteren om, at det er tid til at få en opdatering på antallet af P-licenser.
  • Mail den 18. april 2022 om hans mail til teknik- og miljøborgmesteren og overborgmesteren om behovet for renholdelse mm. inden Tour de France-starten.
  • Mail den 23. april 2022 om hans mail til teknik- og miljøborgmesteren om, at der bør gøres noget ved de små haver omkring Marmorkirken.
  • Mail den 25. april 2022 om hans mail til Teknik- og Miljøforvaltningen om varigheden af et vejarbejde ved Borgergade 26-28.

I en mail den 27. april 2022 skriver han, at han gerne stiller op i et lokaludvalgsmøde for at gennemgå og afstemme forskellige forhold med lokaludvalget, bl.a. byggesagsbehandlingstider, varigheden af vejarbejder, manglende bilparkeringspladser, kaotisk cykelparkering, manglende vedligeholdelse af gader, renholdelsen mm.

Sekretariatet har den 1. maj 2022 svaret borgeren, at der i forbindelse med hvert lokaludvalgsmøde er "Åben spørgetid", hvor borgere har mulighed for at komme med forslag og stille spørgsmål til lokaludvalget. 

 

3. Belysning langs stien om Sortedamssøen

En borger spurgte med mail den 5. april 2022, om der er overvejelser om etablering af lys rundt om den sidste del af Sortedamssøen.

Sekretariatet bad Teknik- og Miljøforvaltningen svare borgeren og lokaludvalget.

Teknik- og Miljøforvaltningen svarede den 22. april 2022, at man er opmærksom på ønsket med lav stibelysning ved de resterende sø-strækninger. Opsætning af nye belysningsanlæg i byen kan dog ikke finansieres indenfor Teknik- og Miljøforvaltningen nuværende budgetramme. Dette kræver, at der afsættes midler hertil ved kommende budgetforhandlinger.

 

4. Flytning af cykler

En borger skrev den 9. april 2022 til lokaludvalget om en mand, der flyttede rundt på cyklerne, der stod parkeret på fortov og op ad husmure i Møllegade. Der stod CYKELOPRYDNING på ryggen af ham. Borgeren fandt det tåbeligt, da folk vil tro, at deres cykel er stjålet og melde det til politiet, så de kan få en anmeldelse til brug for en evt. forsikringsanmeldelse. Borgeren spurgte, om lokaludvalget har hørt om projektet. 

Sekretariatet bad Teknik- og Miljøforvaltningen svare borgeren og lokaludvalget.

Teknik- og Miljøforvaltningen svarede den 26. april 2022, at forvaltningen håndterer cykeloprydning i byen med det formål at sikre fremkommelighed på fortove og pladser samt at sikre evakuerings- flugt- og brandveje for fodgængere, cyklister og køretøjer. Behovet for oprydning og fjernelse af efterladte cykler er stort, da der er mange cykler i København, som let kommer til at blokerer for veje og indgange samt optage plads i cykelstativerne.

Helt konkret rydder forvaltningens medarbejdere op i cykler, der er væltet, henkastet eller spærrer for fremkommelighed og adgange til bygninger, veje og lignende. Efterladte cykler markeres med et bånd, som cyklens ejer skal fjerne som tegn på, at cyklen er i anvendelse. Er båndet stadig intakt efter 4-6 uger, anses cyklen for at være efterladt og bliver fjernet.

Cykeloprydningsindsatsen er især koncentreret om stations- og metroforpladser, hvor behovet for at skabe plads i cykelstativerne og for oprydning er størst. Men også i gader såsom Møllegade, hvor du mødte vores medarbejder, er der behov for jævnligt at sikre fremkommelighed ved at rydde op i henstillede eller væltede cykler og fjerne de efterladte.

Cykeloprydningen er i sit arbejde meget fokuseret på, at de opryddede cykler er tilgængelige og synlige for ejerne, således at disse let kan identificeres, selvom de er flyttet fra deres oprindelige placering.

 

5. Udeservering i Niels Hemmingsens Gade

Med mail den 25. marts 2022 oplyste en borger, at en restaurant fuldstændig har blokeret fortovet Niels Hemmingsens Gade 19-21 med serveringsborde og permanent placeret plantekasser.

Sekretariatet bad Teknik- og Miljøforvaltningen svare borgeren og lokaludvalget.

Forvaltningen svarede den 12. april 2022, at når forvaltningen giver tilladelse til udeservering, sker det altid på baggrund af en konkret vurdering og prioritering af byrummets brug. Det sker primært med henblik på fremkommelighed og tilgængelighed, men også under hensyn til de politiske visioner.  

I forhold til den konkrete situation ved Niels Hemmingsens Gade 19-21 forvaltningen kontakte restauranten med henblik på at vejlede dem om, hvordan deres opstilling kan blive lovlig. En lovliggørelse vil betyde, at det ved en evt. tilladelse til udeservering i udgangspunktet skal være muligt at komme forbi opstillingen, uden at fodgængere vil være nødsaget til at gå ud på vejen.

Forvaltningen anbefaler, at man skriver til forvaltningen via ”giv et praj” https://givetpraj.kk.dk/ om sådanne forhold. Det sikrer, at forvaltningens tilsyn og sagsbehandlere hurtigst muligt får kendskab til sagen.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Se ovenfor.

Beslutning

  1. Lokaludvalget tog håndteringen af henvendelser til lokaludvalget siden sidste lokaludvalgsmøde til efterretning.
Til top