Mødedato: 05.05.2022, kl. 18:30
Mødested: Vartov, Farvergade 27

B-sag: Udeserveringer på smalle fortov i Middelalderbyen

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal beslutte at sende et brev om udeserveringer på smalle fortov i Middelalderbyen til Teknik- og Miljøudvalget.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg sender brevet om udeserveringer på smalle fortov i Middelalderbyen, der fremgår af løsningsafsnittet, til Teknik- og Miljøudvalget.

Problemstilling

En borger har gjort opmærksom på, at en udeservering i Brolæggerstræde tvinger fodgængere ud på kørebanen, så bil- og fodgængertrafikken blandes. Han oplyser, at Brolæggerstræde til tider er ret trafikeret.

Borgeren har sendt lokaludvalget følgende, som ses i bilaget:

  • Svar fra Teknik- og Miljøforvaltningen
  • Svar fra teknik- og miljøborgmesteren med et notat fra Teknik- og Miljøforvaltningen
  • Svar fra Det Centrale Handicapråd.

Formanden gør opmærksom på, at problemstillingen findes flere andre steder i Middelalderbyen, bl.a. i Skindergade.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget skriver til Teknik- og Miljøudvalget:

"Indre By Lokaludvalg er af en borger blevet gjort opmærksom på Teknik- og Miljøforvaltningens praksis vedr. tilladelser til udeserveringer på smalle fortov.

Citat fra et notat af 10. marts 2022 fra Teknik- og Miljøforvaltningen til borgeren:

"Forvaltningens praksis har i mange år været, at der som udgangspunkt har været mulighed for at opstille udeservering, også hvor fortovene er smalle. Her er der ofte meget lidt færdsel med biler på selve vejarealet, og mange fodgængere færdes alligevel på vejarealet. Der er mange ste-der, hvor fortovene er så smalle, at de ikke er hensigtsmæssige at benytte for fodgængere eller som fx kørestolsbruger, eller med barnevogn eller rollator. Derfor har forvaltningen en praksis om, at der selv på smalle fortove, som udgangspunkt er mulighed for udeservering på 0,6 m eller 0,8 m langs egen facade."

Den 10. februar 2022 skrev Teknik- og Miljøforvaltningen til ham:

"Der er en politisk tilkendegivelse om, at der skal være mulighed for udeservering, hvilket bl.a. er med til at understøtte de politiske visioner i "Fællesskab København", at få flere til at opholde sig ude, og i længere tid. Det blev også tydeliggjort med særordningerne i forbindelse med Covi-19, hvor politikerne ad flere omgange vedtog mulighed for udvidet udeservering."

 

Lokaludvalget mener, at det forhold, at forvaltningen begrunder sin praksis i "Fællesskab København", er søgt. Der er ikke tale om ”fællesskab”, når praksis tilgodeser restaurationer og deres gæster på bekostning af bløde trafikanter. Det understreges af et svar, som borgeren har fået fra Det Centrale Handicapråd. Her er et uddrag:

"Den praksis, der beskrives synes at kunne skabe uhensigtsmæssige gener for blandt andre mennesker med handicap, der må se sig nødsaget til at færdes på vejen i stedet for på fortovet. Er man fx gangbesværet, risikerer man således ikke blot at være udfordret af tilgængeligheden på de smalle fortove, men bliver ydermere udfordret af at skulle færdes på vejarealet blandt biler mm. Det bekymrer os, at forvaltningen har en praksis, der som udgangspunkt giver tilladelse til udeservering på fortove."

Hverken Brolæggerstræde eller andre gader i Middelalderbyen med smalle fortov og udeservering, fx Skindergade, er stille gader trafikalt set. Til tider er der meget trafik, bl.a. varelevering, pakkeudbringning, taxier og muskelbiler samt cyklister og cykeltaxier mm.

 

Vi opfordrer derfor Teknik- og Miljøudvalget til at bede Teknik- og Miljøforvaltningen om at udarbejde en redegørelse om, hvor i Middelalderbyen der er smalle fortov med udeservering med oplysning om, hvorfor der er givet tilladelse til udeservering dér. Redegørelsen bør også omfatte en oversigt over, hvor man har givet afslag på ansøgning om udeservering begrundet med de trafikale forhold og/eller smalle fortov. Vi foreslår, at I bruger redegørelsen som beslutningsgrundlag for at vurdere, hvor tilladelser til udeserveringer bør trækkes tilbage.

Vi er med på, at der arbejdes for at få bilfri gader i Indre By, ligesom der snart skal tages politisk stilling til en Byrums- og Trafikplan for Middelalderbyen. Men det kan tage tid, før man politisk er klar til at tage sådanne skridt og til at forvaltningen har implementeret de politiske beslutninger om gaderne. Derfor bør der handles nu i forhold til udeserveringer på smalle fortov.

Jeg har vedlagt borgerens korrespondance med Teknik- og Miljøforvaltningen, teknik- og miljøborgmesteren og Det Centrale Handicapråd.

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

 

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har besluttet brevet, sender sekretariatet det til Teknik- og Miljøudvalget. 

Beslutning

  1. Lokaludvalget godkendte, at brevet om udeserveringer på smalle fortov i Middelalderbyen, der fremgår af løsningsafsnittet, sendes til Teknik- og Miljøudvalget.
Til top