Borgerdialog om havnetunnel
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg beslutter at holde et borgerdialog-arrangement i vinterhalvåret 2017 om planerne om at etablere havnetunnel uden om Indre By mellem Nordhavn og Refshaleøen.
- at Indre By Lokaludvalg vælger 2 medlemmer, der sammen med formandskabet skal være tovholdere på en borgerdialog, der i samarbejde med sekretariatet planlægger og udformer indholdet for borgerdialogen.
- at Indre By Lokaludvalg afsætter en ramme på 15.000 kr. til borgerdialogen, som tages fra puljen til borgerdialog aktiviteter
Problemstilling
Den gennemkørende biltrafik er et problem for Indre By. Nogle mener, at løsningen er at anlægge en havnetunnel udenom Indre By mellem Nordhavn og Refshaleøen. Havnetunnelen skal ses i sammenhæng med Citytunnelen, og den skal først og fremmest fungere som en omfartsvej om Indre By. Det vil muliggøre fredeliggørelse af H.C. Andersens Boulevard og dermed gøre Rådhuspladsen til en bilfri plads.
Staten er i gang med at forberede et beslutningsgrundlag om havnetunnelen, som forventes at være klar i 2019.
Lokaludvalget har drøftet planerne om en havnetunnel i forbindelse med arbejdet med bydelsplanen 2017.
Lokaludvalget mener, at beslutningsgrundlaget skal indeholde konsekvensberegninger af, hvordan trafikken i Indre Bys forskellige kvarterer vil være, hvis havnetunnellen etableres.
Lokaludvalget støtter kun scenarier for udformningen af havnetunnelen, der reducerer den samlede trafikmængde. Omkring havnetunnelens konsekvenser er det vigtigt at se på udviklingen af trafikken i Indre By i forhold til dagens trafik og ikke kun på, hvor meget en havnetunnel
kan reducere en helt opskruet trafikfremskrivning.
Trafik er et emne, som har borgernes bevågenhed, og etablering af en havnetunnel vil have betydning for Indre By og øvrige bydele.
Løsning
Formanden foreslår, at Indre By Lokaludvalg beslutter at holde et borgerdialog-arrangement i vinterhalvåret 2017 om planerne om at etablere havnetunnel uden om Indre By mellem Nordhavn og Refshaleøen.
At der blandt lokaludvalgets medlemmer udpeges tovholdere, som er ansvarlige for planlægningen af borgerdialogen i samarbejde med sekretariatet, og at der desuden afsættes en ramme 15.000 kr. til borgerdialogen.
Økonomi
Lokaludvalget afsætter en ramme på 15.000 kr. til borgerdialog om havnetunnelen
Videre proces
De udvalgte tovholdere og sekretariatet følger med i udviklingen af planerne om etablering af en havnetunnel og afholder i løbet af efteråret et planlægsningsmøde. Der kan desuden etableres samarbejde med øvrige lokaludvalg, som også er interesseret sagen om havnetunnelen.
Beslutning
- Lokaludvalget besluttede at holde et borgerdialogarrangement i vinterhalvåret 2017 om planerne for etablering af havnetunnel uden om Indre By mellem Nordhavn og Refshaleøen.
- Lokaludvalget valgte Ingolf Ibus, Kjeld A. Larsen, Bent Lohmann og Henrik Anton Svendsen til i samarbejde med sekretariatet af planlægge og gennemføre arrangementet.
- Lokaludvalget besluttede at afsætte 15.000 kr. af 2017-puljen til arrangementet, som tages fra puljen til borgerdialogaktiviteter.
- Lokaludvalget bemyndigede formanden til at gøre relevante instanser i staten og kommunen opmærksom på, at lokaludvalget gerne vil informeres om og involveres i det videre.arbejde med havnetunnelen.