Puljeansøgninger maj 2017
Sagsfremstilling
Indstilling
Formanden foreslår:
6. At Indre By Lokaludvalg beslutter, hvor vidt der skal gives tilsagn til Huset-KBH, bastard Café, Enigma Distribution, rollespilsforeningen GNIST, Nørdmarked, Beyond Entertainment m.fl. på en ansøgning om 40.000 kr. til en spilfestival den 25. maj - 28. maj 2017.
16. At Indre By Lokaludvalg beslutter, hvor vidt der skal gives tilsagn til Værestedet Den Sorte Gryde på en ansøgning om 36.943 kr. til at servere frokost for hjemløse ved Jarmers Plads i Ørstedsparken den 3.-31. juli 2017.
Problemstilling
Lokaludvalget har modtaget 16 ansøgninger om støtte.
Løsning
6. Københavns Spilfestival
Huset –KBH, bastard Café, Enigma Distribution, rollespilsforeningen GNIST, Nørdmarked, Beyond Entertainment m.fl. ansøger om 40.000 kr. af lokaludvalgets 2017-pulje til en spilfestival den 25. maj – 28. maj 2017 i Huset KBH. Spilfestivalens formål er at fremme mødet mellem mennesker gennem spil. Programmet retter sig om eftermiddagen mod familier, børn og unge, hvor der vil være spilinstruktører til stede til at lære fra sig, ligesom der vil være aktiviteter rettet mod de lidt ældre børn, der ikke har forældre med. Aftenprogrammet er rettet mod unge og voksne spilentusiaster og spilinteresserede.
En eventuel støtte fra lokaludvalget vil gå til ekstern løn/honorarer, annoncering/PR, tryk samt fotograf og redigering.
Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet vurderer, at arrangementet er bydelsrelateret i og med det finder sted i Indre By. Endvidere, at det er netværksdannende, dialogskabende, bydelsrelateret, involverer forskellige grupper af foreninger, sætter fokus på udfoldelsesmuligheder i Indre By og satser på at styrke det lokale foreningsliv i Indre By. Endvidere, at det falder det ind under fokusområderne Metropolkultur og Events. Det fremgår af lokaludvalgets retningslinjer for støtte, at det i udgangspunktet ikke støtter kommunale institutioners arrangmenter. Huset-KBH, der er medarrangør af spilfestivalen, er en kommunal institution.Med det forbehold ser sekretariatet intet til hinder for, at lokaludvalget støtter projektet.
Arbejdsgruppens anbefaling
Puljegruppen har overladt denne beslutning til det samlede lokaludvalg. Vi synes, det er et godt projekt, men vi har ikke midler til det. Hvad gør vi så?
Formandens indstilling
At Indre By Lokaludvalg beslutter, hvor vidt der skal gives tilsagn til Huset-KBH, bastard Café, Enigma Distribution, rollespilsforeningen GNIST, Nørdmarked, Beyond Entertainment m.fl. på en ansøgning om 40.000 kr. til en spilfestival den 25. maj - 28. maj 2017.
16. Udeservering i Ørstedsparken for hjemløse
Værestedet Den Sorte Gryde søger om 36.943 kr. til udstyr, der gør det muligt at servere frokost for hjemløse ved Jarmers Plads i Ørstedsparken den 3.-31. juli 2017. I juli måned har de fleste tilbud til udenlandske hjemløse lukket for sommerferie. De særligt udsatte hjemløse kan ikke undvære det daglige, nærende måltid og den sociale kontakt. Støtten fra lokaludvalget tænkes anvendt til køb af en eldrevet christianiacykel, termokasser, engangsservice og løn til rengøring af parken.
Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet vurderer, at projektet er bydelsrelateret, dialogskabende, netværksdannende, offentligt tilgængeligt, involverer frivillige kræfter og falder ind under fokusområdet "Særlige grupper/udsatte grupper". Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget støtter projektet.
Arbejdsgruppens anbefaling
Puljegruppen har ingen anbefaling til denne ansøgning, da vi vil bede det samlede lokaludvalg om at tage stilling til denne. Vi ville meget gerne støtte med nogen midler, men vi har ikke nogen. Hvad gør vi så?
Formandens indstilling
At Indre By Lokaludvalg beslutter, hvor vidt der skal gives tilsagn til Værestedet Den Sorte Gryde på en ansøgning om 36.943 kr. til at servere frokost for hjemløse ved Jarmers Plads i Ørstedsparken den 3.-31. juli 2017.
Økonomi
Lokaludvalget har i 2017 afsat 375.000 kr. til puljeansøgninger. Hidtil er der disponeret for 302.330 kr. af puljen. Hvis lokaludvalget følger indstillingerne, vil der være disponeret for yderligere xx kr.
Videre proces
Sekretariatet meddeler ansøgerne lokaludvalgets beslutning og varetagere den videre sagsbehandling med ansøgningerne.
Beslutning
6. Lokaludvalget besluttede, at give Huset-KBH, Bastard Café, Enigma Distribution, rollespilsforeningen GNIST, Nørdmarked, Beyond Entertainment m.fl. tilsagn om 20.000 kr. til en spilfestival den 25. maj - 28. maj 2017. Støtten øremærkes til annoncering/PR og Tryk, jf. ansøgerens budget. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 40.000 kr., fordi det vil sprede anvendelsen af sine midler.
16. Lokaludvalget besluttede at udsætte behandlingen af ansøgningen fra Værestedet Den Sorte Gryde om 36.943 kr. til at servere frokost for hjemløse ved Jarmers Plads i Ørstedsparken den 3.-31. juli 2017 til lokaludvalgets møde den 8. juni 2017.