Mødedato: 23.08.2024, kl. 08:30
Mødested: Rådhuset, Magistratssalen, 2. sal

Regler og rammer for mødeledelse

Se alle bilag

På mødet den 31. maj 2024 blev forvaltningen bedt om at komme med en sag til drøftelse om rammerne for mødeledelse i Borgerrepræsentationen.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Gruppeforpersonskredsen tager regler og rammer for mødeledelsen til møder i Borgerrepræsentationen, som beskrevet i afsnittet, ”Løsning” til efterretning.

(Økonomiforvaltningen)

Problemstilling

Enhedslisten bad på mødet i kredsen den 31. maj 2024 om en sag vedrørende regler og rammer for mødeledelse til møderne i Borgerrepræsentationen.

Løsning

Reglerne for overborgmesterens mødeledelse samt taletidsreglerne ved møder i Borgerrepræsentationen fremgår af Borgerrepræsentationens Forretningsorden §§ 18 og 19 (Bilag 1)

Det fremgår af bestemmelserne bl.a., at overborgmesteren leder møderne i Borgerrepræsentationen, og i den forbindelse også træffer bestemmelse i alle spørgsmål vedrørende forhandlingernes ledelse og iagttagelse af god orden under mødet. Ethvert forslag under forhandlingerne rettes til overborgmesteren, og afstemning om afslutning af en forhandling om en sag må ikke sættes i gang før alle medlemmer, der ønsker det, har haft ordet én gang.

Det er overborgmesteren, der giver ordet til medlemmerne i den orden, de anmoder om det. Overborgmesteren kan dog ændre i rækkefølgen for at bringe meningsudvekslinger om bestemte punkter til afslutning, og hvor praktiske hensyn taler for det.

Af taletidsreglerne (Bilag 1 til Forretningsordenen) fremgår det desuden, at overborgmesteren kan afslutte debatten, når det vurderes, at det pågældende emne er udtømt.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

-

Beslutning

Gruppeforpersonskredsens beslutning i mødet fredag den 23. august 2024

Gruppeforpersonskredsen tog indstillingen til efterretning.

Kredsen udtrykte i den forbindelse opbakning til reglen i taletidsreglerne om, at mødelederen til møder i Borgerrepræsentationen altid vil kunne afslutte debatten, når det vurderes, at det pågældende emne er udtømt.

Til top