Oplysning af Københavns Rådhus i gult og blåt samt flagning i Rådhushallen den 24. februar 2025
Gruppeforpersonskredsen skal tage stilling til en henvendelse fra den ukrainske ambassade om at markere, at det er tre år siden, at Rusland invaderede Ukraine. Den ukrainske ambassade foreslår en oplysning af Rådhuset og at der flages med det ukrainske flag mandag den 24. februar 2025.
Indstilling
Indstilling om,
- at gruppeforpersonskredsen godkender, at Københavns Rådhus oplyses i gult og blåt, og at det ukrainske flag hænges op i Rådhushallen den 24. februar 2025.
(Økonomiforvaltningen)
Problemstilling
Overborgmesteren har den 7. februar 2025 modtaget en henvendelse fra den ukrainske ambassade med en anmodning om at markere, at det den 24. februar 2025 er tre år siden, at Rusland invaderede Ukraine. Ambassaden foreslår, at markeringen sker ved at oplyse Københavns Rådhus i gult og blåt, og at der flages på Rådhuset med det ukrainske flag. Gruppeforpersonskredsen har på sit møde den 27. maj 2016 udtalt, at det ikke skal være muligt at foretage midlertidig belysning af rådhusets facade. Det vil alene kunne komme på tale, hvis der er tale om særlige begivenheder af væsentlig betydning for København eller særlige nationale eller internationale begivenheder, der involverer København som landets hovedstad.
Økonomiforvaltningen vurderer, i lighed med tidligere beslutninger i gruppeforpersonskredsen om at vise støtte til Ukraine, at denne markering og falder inden for kategorien af helt særlige begivenheder af væsentlig betydning for københavnere og København.
Løsning
Københavns Rådhus har tidligere været oplyst i gult og blåt, senest den 19. november 2024 i forbindelse med markering af 1000 dage for den russiske invasion af Ukraine. I forhold til flagning, foreslår Økonomiforvaltningen, at det ukrainske flag hænges op i Rådhushallen i lighed med tidligere. Det bemærkes, at der fortsat flages med de to ukrainske flag på Balustraden.
Økonomi
Erfaringsmæssigt koster leje af blå/gule lys omkring 15.000 kr. Udgiften afholdes inden for Økonomiforvaltningens egen ramme.
Videre proces
Hvis gruppeforpersonskredsen godkender indstillingen, vil KEJD (Københavns ejendomme) stå for, at oplysningen gennemføres den 24. februar 2025, og at det ukrainske flag hænges op i Rådhushallen samme dag.
Beslutning
Gruppeforpersonskredsens beslutning i skriftlig votering fra onsdag den 19. februar 2025 kl. 16.00 til torsdag den 20. februar 2025 kl. 12.00
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.