Mødedato: 01.12.2023, kl. 08:30
Mødested: Rådhuset, Magistratssalen, 2. sal

Orientering om opretholdelse af ordning om politikeres adgang til forestillinger på Det Kongelige Teater

Økonomiforvaltningen har undersøgt ordningen om BR-medlemmers adgang til forestillinger på det Det Kongelige Teater, og der har den 2. oktober 2023 været afholdt et møde med teatret.

Det er Økonomiforvaltningens vurdering, at medlemmer af Borgerrepræsentationen lovligt kan opretholde adgangen til at overvære forestillinger i det Kgl. Teater som led i varetagelsen af det kommunale hverv.  Hvis et BR-medlem måtte ønske at medbringe en ledsager, som ikke selv er BR-medlem, så vil dette dog skulle ske mod beregning. Det Kongelige Teater vil facilitere en ordning, så dette kan håndteres samlet ved BR-medlemmets bestilling af plads. Teksten på borgerrep.kk.dk vil blive opdateret med oplysning herom.

Gruppeforpersonskredsen skal tage orienteringen til efterretning.  

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller,

1. at Gruppeforpersonskredsen tager orienteringen om BR-medlemmers adgang til forestillinger på det Det Kongelige Teater til efterretning.

Problemstilling

Økonomiforvaltningen har tidligere orienteret Gruppeforpersonskredsen om, at forvaltningen ville undersøge, om der er behov for at præcisere forhold i ordningen om BR-medlemmers adgang til forestillinger på Det Kongelige Teater.

Løsning

Økonomiforvaltningen har undersøgt ordningen om BR-medlemmers adgang til forestillinger på det Det Kongelige Teater.

Københavns Kommune traf på baggrund af kommunens forhandlinger med regeringen i 2003 beslutning om ydelse af et årligt driftstilskud til Det Kgl. Teater. Det var en forudsætning for tilskuddet, at der blev iværksat en særlig indsats for at gøre operakunsten tilgængelig for befolkningen. Som led i iværksættelsen af tilskuddet har der siden 2004 eksisteret en samarbejdsaftale mellem kommunen og teatret, som senest blev forlænget for perioden 2021-2024. Formålet med aftalen er at tilvejebringe et grundlag for Det Kgl. Teaters og Københavns Kommunes samarbejde, som hviler på de politiske og økonomiske forudsætninger, som eksisterede ved aftalens indgåelse i 2004 og ved dens videreførelse hvert fjerde år. Aftalen indeholder ønsker og mål for den fremtidige udvikling af aktiviteter og de vilkår, der politisk og økonomisk er givet herfor.

Det er Økonomiforvaltningens vurdering, at medlemmer af en kommunalbestyrelse kan overvære kulturevents, når dette sker som led i varetagelsen af det kommunale hverv. Det betyder, at kommunalbestyrelsesmedlemmer kan overvære f.eks. teaterforestillinger, når kommunen har en interesse i løbende at følge med i repertoire, kvalitet mv. af sådanne forestillinger.

BR-medlemmerne kan derfor i kraft af samarbejdet med Det Kgl. Teater overvære forestillinger, når dette sker som led i at følge med i repertoire, kvalitet mv., og dermed sker som led i varetagelsen af det kommunale hverv. Medlemmerne af Borgerrepræsentationen kan dog efter forvaltningens opfattelse ikke tilsvarende som led i varetagelsen af deres hverv medbringe en ledsager uden beregning.

Økonomiforvaltningen har afholdt møde med Det Kongelige Teater den 2. oktober 2023. Det blev aftalt, at ordningen om BR-medlemmers adgang til forestillinger på det Det Kongelige Teater opretholdes, idet det dog blev præciseret, at i tilfælde, hvor et BR-medlem måtte ønske at overvære en forestilling med en ledsager, som ikke selv er BR-medlem, så vil dette skulle ske mod beregning. Det Kongelige Teater vil facilitere en ordning, så det håndteres samlet ved bestilling af pladser.

Det Kongelige Teater har oplyst, at man i forbindelse med særlige arrangementer i teatret fortsat påtænker at invitere BR-medlemmer med ledsager som led i repræsentation, hvor dette vil være naturligt. Forvaltningen har ikke bemærkninger hertil.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Forvaltningen opdaterer borgerrep.kk.dk, så det fremgår, at det vil være muligt at medbringe ledsager til de enkelte forestillinger mod beregning. 

Beslutning

Gruppeforpersonskredsens beslutning i mødet fredag den 1. december 2023

Gruppeforpersonskredsen tog orienteringen til efterretning.

Til top