Mødedato: 01.12.2023, kl. 08:30
Mødested: Rådhuset, Magistratssalen, 2. sal

Undersøgelse af krænkende adfærd i Borgerrepræsentationen

Se alle bilag

I 2021 gennemførte Borgerrepræsentationens Sekretariat en spørgeskemaundersøgelse blandt Borgerrepræsentationens medlemmer vedrørende medlemmernes oplevelser med krænkende adfærd. Resultaterne af denne undersøgelse indgik i udarbejdelsen af Borgerrepræsentationens adfærdskodeks. Borgerrepræsentationen vedtog i februar 2022 at spørgeskemaundersøgelsen skulle gentages efter to år. Borgerrepræsentationens Sekretariat orienterer hermed Gruppeforpersonskredsen om, at spørgeskemaundersøgelsen gentages i løbet af december 2023 og at resultaterne vil blive afrapporteret til Gruppeforpersonskredsen på et kommende møde i 2024.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller,

  1. at Gruppeforpersonskredsen tager til efterretning, at Borgerrepræsentationens Sekretariat i løbet af december 2023 vil gentage spørgeskemaundersøgelse vedr. krænkende adfærd blandt medlemmerne af Borgerrepræsentationen.

Problemstilling

I arbejdet med et adfærdskodeks for Borgerrepræsentationen blev det vedtaget af Borgerrepræsentationen, at adfærdskodekset skulle evalueres efter to år. Evalueringen skulle bestå i en gentagelse af spørgeskemaundersøgelsen, der lå bag udarbejdelsen af adfærdskodekset.

Spørgeskemaundersøgelsen er blevet til gennem arbejdet i en arbejdsgruppe nedsat under Gruppeforpersonskredsen. Arbejdsgruppen fik i arbejdet med spørgeskemaundersøgelsen og kodekset input fra bl.a. KVINFO og Arbejdsmiljø København.

Løsning

Spørgeskemaundersøgelsen er identisk med den, der blev udført i 2021 af hensyn til muligheden for at sammenligne besvarelserne og på den måde kunne udlede noget om udviklingen i forekomsten af oplevede krænkelser.

Spørgeskemaundersøgelsen vil i lighed med processen i 2021 blive sendt til alle medlemmer i Borgerrepræsentationen, inkl. medlemmer på orlov samt deres siddende suppleanter.

Spørgeskemaundersøgelsen indeholder spørgsmål, som berører emner som fysiske og psykiske krænkelser, både af sexistisk art men også i form af f.eks. mobning og anden krænkende adfærd. Spørgsmålene vedrører alle medlemmernes oplevelser med krænkende adfærd oplevet medlemmerne i mellem – altså ikke medlemmers oplevelser med f.eks. borgere eller ansatte i kommunen.

Det er frivilligt at besvare spørgeskemaet og Borgerrepræsentationens Sekretariat vil behandle besvarelserne med diskretion. Borgerrepræsentationens Sekretariat vil samle op på besvarelserne og vil i den proces sørge for at sløre oplysninger, som evt. ville kunne henføres enkeltpersoner, direkte eller indirekte.

Økonomi

Der er ingen økonomiske konsekvenser forbundet med sagen.

Videre proces

Borgerrepræsentationens Sekretariat vil umiddelbart efter mødet i Gruppeforpersonskredsen den 1. december 2023 iværksætte spørgeskemaundersøgelsen blandt Borgerrepræsentationens medlemmer. Borgerrepræsentationens Sekretariat samler op på besvarelserne og afrapporterer disse til Gruppeforpersonskredsen på et kommende møde i 2024. 

Beslutning

Gruppeforpersonskredsens beslutning i mødet fredag den 1. december 2023

Gruppeforpersonskredsen tog indstillingen til efterretning, idet kredsen pegede på enkelte redaktionelle ændringer.

Borgerrepræsentationens sekretariat vil tilrette spørgeskemaerne i overensstemmelse hermed, og spørgeskemaundersøgelsen vil herefter blive iværksat blandt Borgerrepræsentationens medlemmer.

Opfølgning samt afrapportering herom vil blive forelagt gruppeforpersonskredsen på et kommende møde i 2024.

Til top