Fordeling af Euro 2020 billetter til Borgerrepræsentationen
Gruppeformandskredsen skal tage stilling til kriterier og model for fordeling af de EURO 2020-billetter til kampene i Parken, der er afsat til Borgerrepræsentationen.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at gruppeformandskredsen godkender,
- at VIP-billetterne fordeles til medlemmerne af Økonomiudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget efter ”Først-til-mølle-princippet” som beskrevet i løsningsafsnittet.
- at complimentary-billetterne fordeles med tilbud om én billet til hver af Borgerrepræsentationens øvrige medlemmer efter ”Først-til-mølle-princippet” som beskrevet i løsningsafsnittet.
Problemstilling
Københavns Kommune har via byens værtskab i alt 24 VIP- billetter (seks til hver kamp) til EURO 2020-kampene i Parken. Dertil kommer 90 complimentary-billetter (20 til hver af de første tre kampe og 30 til den fjerde kamp). Gruppeformandskredsen godkendte ved skriftlig votering tirsdag den 18. februar 2020, at Borgerrepræsentationens Euro 2020 billetter skulle fordeles efter ”Først-til-mølle-princippet”. Sidste år havde Borgerrepræsentationen fået tildelt VIP-billetter til samtlige af Borgerrepræsentationens medlemmer.
Henset til det reducerede antal VIP-billetter er der behov for, at gruppeformandskredsen tager fornyet stilling til kriterier og model for fordeling af billetter.
Løsning
Den nye situation med COVID-19-restriktioner og tilskuerbegrænsninger har resulteret i, at Københavns Kommune via byens værtskab har fået tildelt i alt 24 VIP- billetter (med mulighed for seks deltagere til hver kamp) til EURO 2020-kampene i Parken. Dertil kommer 90 complimentary-billetter (20 har mulighed for at få billet til hver af de første tre kampe og 30 til den fjerde kamp).
Det er Økonomiforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningens opfattelse, at EM-slutrunden EURO 2020 er en helt særlig international begivenhed af væsentlig betydning for København. Med begivenheden følger der således en ekstrem stor international og national bevågenhed med værtskabet, hvilket udgør en unik mulighed for at synliggøre København overfor resten af verden. Her vil der være mulighed for at sætte fokus på det særlige ved Københavns værtskab, hvor fodboldens sunde værdier sættes i fokus - fællesskab, sundhed og livskvalitet. Samtidig vil det være en mulighed for yderligere at styrke Københavns brand og fortælling som en af verdens grønneste og mest liveable byer. Tildeling af 1 VIP-billet til hvert af medlemmerne af Økonomiudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget samt 1 complimentary-billet til hvert af Borgerrepræsentationens øvrige medlemmer er på den baggrund i overensstemmelse med KK’s politik for repræsentation.
Nedenfor beskrives forslag til kriterier og model for fordeling af billetter for hhv. VIP- og complimentary-billetter. Med forslaget tildeles medlemmer af Økonomiudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget 1 VIP-billet, mens Borgerrepræsentationens øvrige medlemmer tildeles 1 complimentary-billet.
VIP-billetter
Økonomiudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget er ressortansvarlige udvalg for Københavns Kommunes værtskab af Euro 2020. Økonomiforvaltningen indstiller derfor, at medlemmer af Økonomiudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget (ekskl. gengangere, 21 medlemmer i alt) sikres én VIP-billet til én kamp hver. Billetterne er personlige og må ikke videregives eller sælges. VIP-billetholdere vil desuden være pålagt en række protokollære forpligtelser.
Billetterne til de fire kampe fordeles efter ”Først-til-mølle”-princippet ud fra en tilkendegivelse fra det enkelte udvalgsmedlem på mail om, i hvilken rækkefølge udvalgsmedlemmet prioriterer kampene (dvs. 1.-4. prioritet).
Som nævnt er overværelse af en kamp i overensstemmelse med politikken for repræsentation.
De resterende VIP-billetter afsættes til Region Hovedstaden med to billetter og én billet til ØKF’s adm. dir., Søren Hartmann-Hede.
Tildeling af billetter administreres af BR-sek., som vil sende en mail til ØU og KFU’s medlemmer om, at de på mail skal tilkendegive deres interesse for en billet samt opliste en prioriteret liste (1.-4. prioritet) over den kamp, de foretrækker at overvære.
Complimentary-billetter
Complimentary-billetter er standardbilletter, som giver normal adgang til kampene i Parken. Københavns Kommune har fået tildelt 20 billetter til hver af de første tre kampe med dansk deltagelse og 30 til ottendedelsfinalen – i alt 90 billetter til de fire kampe. Der er ingen protokollære forpligtelser for complimentary-billetholdere. Billetten er desuden personlig og må ikke videregives eller sælges.
Overværelse af én kamp er i overensstemmelse med politikken for repræsentation, og Økonomiforvaltningen lægger op til, at complimentary-billetter fordeles til Borgerrepræsentationens medlemmer undtagen medlemmer af Økonomiudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget, som har takket ja til en VIP-billet. Billetterne fordeles efter ”Først-til-mølle”-princippet. Tildeling af billetter administreres af BR-sek., som vil sende en mail til BR-medlemmerne om, at de på mail skal tilkendegive deres interesse for en billet samt opliste en prioriteret liste (1.-4. prioritet) over den kamp, de foretrækker at overvære.
Der afsættes herudover 1 complimentary-billet til WoCo’s direktør grundet WoCo’s involvering i projektet samt i alt 11 billetter til KK’s interne styre- samt følgegruppe og TMF’s administrerende direktør.
Derudover kan billetterne tilbydes til øvrige KK-medarbejdere, der har haft en aktiv rolle ift. KK’s værtskab for EURO 2020 billetter. Fordelingen af billetterne administreres af KFF.
Resterende billetter sendes tilbage til UEFA med en opfordring om at de 'gives tilbage' til nogen af de almindelige fodboldfans, som har mistet deres indkøbte billetter pga. corona-begrænsninger.
Økonomi
Der er ingen økonomiske konsekvenser forbundet med indstillingen.
Videre proces
Borgerrepræsentationens Sekretariat koordinerer det videre forløb ift. fordeling af billetterne til Borgerrepræsentationen.
Beslutning
Gruppeformandskredsens beslutning ved skriftlig votering - mandag den 31. maj 2021
Gruppeformandskredsen godkendte Økonomiforvaltningens indstilling med følgende justeringer:
Billetterne fordeles ikke efter først-til-mølle-princippet men derimod ved at
- VIP-billetter forlods gives til borgmestrene. Hvis der derefter blandt ØU- og KFU-medlemmer er flere, der ønsker at se den samme kamp trækkes der lod.
- Øvrige BR medlemmer tilbydes en complimentary billet. Her trækkes der lod, hvis der er flere, der ønsker at se den samme kamp end der er billetter.