Drøftelse af sexisme i Borgerrepræsentationen – forebyggelse og håndtering
SF har anmodet om, at gruppeformandskredsen afklarer, hvordan konkrete sager, som refererer til hændelser om seksuel chikane i Borgerrepræsentationen håndteres, og at gruppeformandskredsen tager en generel drøftelse af, om der er ting i Borgerrepræsentationens samværskultur og tone, som skal ændres.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at gruppeformandskredsen drøfter
- hvordan sager om seksuel chikane i Borgerrepræsentationen håndteres
- Borgerrepræsentationens samværskultur og tone.
Problemstilling
Der har på baggrund af en anmodning fra SF været enighed i gruppeformandskredsen om at drøfte
- hvordan konkrete sager om seksuel chikane i Borgerrepræsentationen håndteres
- Borgerrepræsentationens samværskultur og tone.
Løsning
KL har til landets kommunalbestyrelser den 9. oktober 2020 udsendt inspirationsmateriale til håndtering og forebyggelse af sexisme i kommunalbestyrelser (bilag 1). Materialet indeholder en række temaer og spørgsmål, som drøftelserne i gruppeformandskredsen kan tage afsæt i.
Som det fremgår af inspirationsmaterialet, er Borgerrepræsentationens medlemmer ikke omfattet af arbejdsmiljøloven. Det er derfor afgørende at skabe en kultur, hvor sexisme ikke accepteres, og at der er struktur og rammer, der sikrer forebyggelse og håndtering af sexisme. KL nævner i materialet muligheden for, at der udarbejdes en sexismepolitik eller kodeks. Som led i at skabe den nødvendige struktur og ramme for forebyggelse og håndtering af sexisme, er det vigtigt, at Borgerrepræsentationens medlemmer ved 1) hvor medlemmerne kan henvende sig og 2) hvordan sagerne bliver håndteret. Henvendelser kan for eksempel ske til forvaltningen eller internt i de enkelte politiske partier. Det skal aftales og stå klart, hvad der sker med en henvendelse. Hvem bliver indviet i sagen? Kan man forblive anonym? Og kan man få bistand til at håndtere en evt. psykisk belastning? Det er tilsvarende vigtigt, at de, man kan henvende sig til, er forberedte på, at der kan komme henvendelser – og hvordan de modtager dem.
Det fremgår også af inspirationsmaterialet, at det ”er vigtigt at handle på sexisme i mødet med fx embedsmænd, borgere og omverden.”. Der kan her udarbejdes et katalog over handlemuligheder, der beskriver, hvordan f.eks. sexistisk adfærd på sociale medier og til debatmøder håndteres.
Det er også vigtigt at tage stilling til de tilfælde, hvor et kommunalbestyrelsesmedlem udsætter andre – borgere, embedsmænd, samarbejdspartnere – for sexisme. Hvordan skal man handle, hvor går man hen, og hvad skal der ske?
I dag har Borgerrepræsentationens medlemmer mulighed for at henvende sig til Borgerrepræsentationens Sekretariat om alle forhold vedrørende udøvelsen af deres politiske hverv med henblik på rådgivning, vejledning og sparring. Denne adgang omfatter også henvendelser vedrørende seksuel chikane. Henvendelserne kan ske i fortrolighed. Hvis et medlem henvender sig til sekretariatet, aftales det med medlemmet, hvem der skal indvies i sagen, og hvordan sagen skal håndteres. Et medlem vil også få tilbudt bistand til psykolog og krisehjælp.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Hvis gruppeformandskredsen beslutter, at der skal udarbejdes et kodeks om seksuel chikane for Borgerrepræsentationen, vil Økonomiforvaltningen på baggrund af gruppeformandskredsens drøftelser udarbejde et udkast til kodeks til behandling på et kommende møde i gruppeformandskredsen.
Beslutning
Gruppeformandskredsens beslutning i mødet fredag den 30. oktober 2020
Gruppeformandskredsen besluttede i enighed på baggrund af sine drøftelser, at der arbejdes videre i to spor:
- Et spor vedrørende udarbejdelse af politisk kodeks for forebyggelse af krænkende adfærd i Borgerrepræsentationen.
- Et spor vedrørende håndtering af konkrete sager, hvor et medlem oplever at have været udsat for krænkende adfærd.
Om det forebyggende spor
Der nedsættes en arbejdsgruppe under gruppeformandskredsen, der har til opgave at udarbejde forslag til kodeks for forebyggelse af krænkende (sexistisk, racistisk etc.) adfærd i Borgerrepræsentationen. Krænkende adfærd er en samlet betegnelse for mobning, seksuel chikane og andre måder, som krænkelser kan forekomme i det politiske arbejde i udvalgene og Borgerrepræsentationen.
Arbejdsgruppen skal bestå af én repræsentant for hvert parti i Borgerrepræsentationen og skal i videst muligt omfang afspejle sammensætningen af Borgerrepræsentationen i forhold til køn, alder og anciennitet. Arbejdsgruppen vælger selv sin formand. Arbejdsgruppen sekretariatsbetjenes af Borgerrepræsentationens Sekretariat. Arbejdsgruppen kan i fornødent omfang inddrage eksterne samarbejdspartnere i udarbejdelsen af forslag til kodeks. Arbejdsgruppen skal hurtigst muligt forelægge forslag for kodeks for gruppeformandskredsen i begyndelsen af 2021.
Om det håndterende spor
Økonomiforvaltningen udarbejder forslag til handlingsplan for håndtering af konkrete sager, hvor et medlem oplever at have være udsat for krænkende adfærd. Handlingsplanen skal beskrive 1) hvor BR-medlemmerne kan henvende sig i konkrete sager om krænkende adfærd og 2) hvordan sagerne bliver håndteret. Handlingsplanen skal hente inspiration fra det arbejdsretlige system herunder Arbejdstilsynets anbefalinger, vejledninger og regler på området og materiale fra KL.
Forslag til handlingsplan skal forelægges gruppeformandskredsen hurtigst muligt.