Belysning af Rådhusets facade
Indstilling
Det indstilles,
at gruppeformandskredsen drøfter, om det skal være muligt at foretage midlertidig belysning af Rådhusets facade i forbindelse med markering af særlige mærkedage eller arrangementer.
Problemstilling
Det er i dag ikke muligt at etablere midlertidig belysning af Rådhusets facade ved markering af særlige mærkedage eller arrangementer, da der ikke er afsat budget hertil.
Borgerrepræsentationens Sekretariat har i 2016 modtaget en henvendelse fra henholdsvis Light It Up Blue (bilag 1) og Copenhagen Pride (bilag 2) om etablering af belysning af Rådhusets facade.
Foranlediget af disse to henvendelser indstilles det, at gruppeformandskredsen drøfter om, det skal være muligt at foretage midlertidig belysning af Rådhusets facade i forbindelse med markering af særlige mærkedage eller arrangementer.
Løsning
I det følgende skitseres to forskellige modeller for etablering af midlertidig belysning af Rådhusets facade som oplæg til gruppeformandskredsens drøftelser.
En model er at tillade belysning af facaden, hvis ansøgeren afholder udgifterne til belysning af facaden. Hvis denne model nyder fremme, anbefales det samtidig, at der stilles krav om at etablering af belysningen sker med inddragelse af Københavns Ejendomme.
En anden model er at anmode Københavns Ejendomme om at udarbejde et beslutningsoplæg til førstkommende møde i gruppeformandskredsen om hvordan en permanent løsning for midlertidig belysning af facaden kan etableres samt et overslag over de forbundne anlægs- og driftsudgifter, der vil være ved etablering af belysning af facaden.
Økonomi
---
Videre proces
---
Beslutning
Gruppeformandskredsens beslutning i mødet den 27. maj 2016
Der var i gruppeformandskredsen enighed om, at det ikke skal være muligt at foretage midlertidig belysning af Rådhusets facade. Det vil alene kunne komme på tale, hvis der er tale om helt særlige begivenheder af væsentlig betydning for København eller særlige nationale eller internationale begivenheder, der involverer København som rigets hovedstad.
Sådanne sager skal forelægges til godkendelse i gruppeformandskredsen.