Mødedato: 24.08.2018, kl. 09:00
Mødested: Rådhuset, Magistratssalen, 2. sal

Indstilling om sikring af Rådhuset

Se alle bilag
Orientering om udmøntning af sikkerhedspakke på rådhuset.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at

  1. Status på udmøntningen af sikkerhedspakken tages til efterretning.
  2. Gruppeformandskredsen godkender, at der ikke igangsættes yderligere tiltag på nuværende tidspunkt.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen godkendte d. 8. oktober 2015 en sikkerhedspakke for Københavns Rådhus (bilag 1), hvor Københavns Ejendomme og Indkøb (KEID) modtog en rådigheds- og anlægsbevilling på 2,7 mio. kr., samt en driftsbevilling på 529.000 kr. i 2015 og 2.125.000 kr. fra 2016 og frem, til opnormering af bemandingen. Derudover blev det besluttet at holde Rådhushaven åben via porten ved H.C. Andersens Boulevard, i perioden maj-september.

Anlægsbevillingen er anvendt til følgende initiativer:

  • Overfaldstryk: Der er installeret overfaldstryk (alarm) hos alle forvaltninger på rådhuset. Der er installeret minimum fem overfaldstryk hos hver forvaltning, som er blevet fordelt efter eget ønske. I alt er der 138 overfaldstryk på hele rådhuset.
  • Udvidelse af talevarsling: Det tidligere talevarslingssystem opfyldte loven, men ved fx evakueringer var det nødvendigt med en supplerende rundering for at sikre, at alle kom ud, da der ikke var varsling i alle lokaler. Systemet er nu udvidet, så supplerende runderinger ikke er nødvendige, da man kan dække alle rum med talevarsling.
  • Undersøgelser af mulighederne for sikring af vinduer mod Rådhuspladsen, samt etablering af en sikkerhedssluse ved bagporten. Der er anvendt midler til rådgivning for at afdække dette.

Løsning

KEID vurderer, at de allerede gennemførte initiativer øger sikkerheden og skaber tryghed blandt medarbejderne og gæster. Det er derfor KEIDs anbefaling, at der ikke iværksættes yderligere sikringstiltag på rådhuset, på nuværende tidspunkt.

Såfremt Gruppeformandskredsen ønsker, at rådhuset skal sikres yderligere, vil det være muligt at sikre vinduer mod Rådhuspladsen samt etablere en sikkerhedssluse i bagporten.  

Formålet med vinduessikring vil være at sikre ansatte og gæster, der arbejder eller opholder sig i lokaler ud mod Rådhuspladsen, fx ved at opsætte kraftig film på bagsiden af glasset, for at forhindre det i at splintre ved fx en bombesprængning på Rådhuspladsen. Denne løsning vil kræve en bevilling på 1,5 mio. kr.

Formålet med en sikkerhedssluse vil være at kunne opretholde én indgang i bagporten, hvis det pga. øget trusselsniveau bliver nødvendigt at lukke rådhuset af og dermed lukke alle andre indgange. I slusen kan der foretages sikkerhedskontrol af gæster, inden de får lov til at komme ind på rådhuset. Etablering af sikkerhedssluse vil kræve en bevilling på 2,9 mio. kr.

Økonomi

Anvendelsen af midler fra sikkerhedspakken fordeler sig således:

Installation af overfaldstryk

350.000

Udvidelse af talevarslingssystem

1.600.000

Projektering af sikring af vinduer

350.000

Projektering af sluse

400.000

I alt

2.700.000

 

Der er ingen økonomiske konsekvenser ved godkendelse af nærværende indstilling.

Videre proces

Såfremt indstillingen godkendes, foretages der ikke yderligere i sagen.

Nærværende indstilling har ikke indflydelse på rådhusets sikringsplan med 3 sikkerhedsniveauer, som blev godkendt af Borgerrepræsentationen den 8. oktober 2015 (bilag 1).

Beslutning

Gruppeformandskredsens beslutning i mødet den 24. august 2018

Indstillingens 1. at-punkt blev taget til efterretning uden afstemning.

Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

Til top