Mødedato: 22.11.2019, kl. 08:30
Mødested: Rådhuset, Magistratssalen, 2. sal

Stillingtagen til Borgerrepræsentationens temadrøftelse om integration

Gruppeformandskredsen anmodes på mødet den 22. november om at tage stilling til den ønskede form for Borgerrepræsentationens temadrøftelse om integration i 2020.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller,

  1. at gruppeformandskredsen drøfter Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens henvendelse om gruppeformandskredsens stillingtagen til formen for Borgerrepræsentationens planlagte temadrøftelse om integration.

Problemstilling

Det fremgår af forretningsorden for Borgerrepræsentationen i perioden 2018-21, at der afholdes temamøder om væsentlige emner, der relaterer sig til Københavns Kommune, en eller to gange årligt for Borgerrepræsentationen i forlængelse af ordinære møder i Borgerrepræsentationen.

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har rettet henvendelse til gruppeformandskredsen med et ønske om, at gruppeformandskredsen drøfter formen for temadrøftelsen om integration, herunder en drøftelse af merværdien ved, at temadrøftelsen afholdes et andet sted og på et andet tidspunkt end i forlængelse af Borgerrepræsentationens ordinære møde.

Løsning

Med vedtagelsen af Borgerrepræsentationens mødeplan for 2020 den 22. august 2019 blev det besluttet at afholde en temadrøftelse om integration den 23. april 2020. Det fremgår af mødeplanen, at temadrøftelsen afholdes i forlængelse af Borgerrepræsentationens ordinære møde, og at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen er ansvarlig for udarbejdelse af program og indhold for temadrøftelsen.

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller en drøftelse af de nedenstående tre scenarier for temadrøftelsen på integrationsområdet:

  1. Temadrøftelsen om integration opretholdes i det nuværende format i forlængelse af Borgerrepræsentations ordinære møde den 23. april 2020. Fordel: Velkendt form. Ulempe: I mindre grad dynamisk og engagerende.
  2. Temadrøftelsen søges flyttet og afholdt hos og i samarbejde med en københavnsk virksomhed, som arbejder med mangfoldig rekruttering og en inkluderende arbejdspladskultur. Et virksomhedsbesøg vil være med til at konkretisere, hvordan KK kan samarbejde med københavnske virksomheder om at få endnu flere københavnere med ikke-vestlig baggrund i job. Et virksomhedsbesøg forventes at kunne gennemføres med størst udbytte inden for almindelig arbejdstid fx i tidsrummet 10-12 eller 13-15. Det bemærkes, at en flytning vil kræve enstemmighed i Borgerrepræsentationen. Fordel: Drøftelsen vil i højere grad tage udgangspunkt i konkrete erfaringer, og der forventes en mere dynamisk præsentation. Ulempe: Logistik skal afklares.
  3. Temadrøftelsen aflyses og erstattes af en skriftlig orientering til Borgerrepræsentation om status på integrationsområdet. Fordel: Tidsbesparende. Ulempe: Giver ikke mulighed for at komme i dybden med en drøftelse, som kan nuancere og give svar på evt. spørgsmål.  

Såfremt scenarie 2 ønskes, kan temadrøftelsen søges flyttet til en større virksomhed som fx TDC, Teglholmsgade 1 (auditorium). Et forslag til et tentativt program kan se sådan ud:

Tid

Emne

13:00– 13:20

”Indledning med status på mål i Københavns integrationspolitikken, herunder resultater fra kortlægningen af ubevist diskrimination på arbejdsmarkedet” ved adm. direktør for BIF Tanja Franck.

 

13.20-13.45

”TDC’s arbejde med mangfoldig rekruttering og en inkluderende arbejdspladskultur” ved Senior Vice President HR Development for TDC Group Gry Egstrup.

 

13.45– 14.00

”Personlige historier om værdiskabelse og trivsel i mangfoldige teams” ved medarbejdere fra TDC Group.

14.00– 14.30

”Aktuel forskning om beskæftigelsesrettet integration – hvad skal der til for at få flere københavnere med ikke-vestlig baggrund i job” ved seniorforsker fra Rockwool Fonden Jan Rose Skaksen el. Lotte Holck, post.doc fra CBS.

14.30-15.00

”Drøftelse af indsatser”. BR drøfter kommunens integrationsindsats, herunder spørgsmål om hvorvidt der er nogle konkrete udfordringer, som giver anledning til at justere i forvaltningernes indsatser eller rejse budgetønsker til Budget2021.

 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Efter gruppeformandskredsens beslutning, vil Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen gå videre med at arrangere temadrøftelsen i den af formandskredsen ønskede form.

 

Beslutning

Gruppeformandskredsens beslutning i mødet fredag den 22. november 2019

Gruppeformandskredsen konkluderede på baggrund af drøftelserne, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen kan gå videre med planlægningen af temadrøftelsen inden for rammerne af scenarie 1 kombineret med ekstern fagligt/faglige oplæg omhandlende relevante problemstillinger for Københavns Kommune.

Til top