Udvælgelse af Borgerrepræsentationsmedlemmer til medvirken i kommunikationsindsats for Sammen om Byen
Indstilling
Indstilling om,
1. at gruppeformandskredsen godkender forslag til videokoncept for videoen: "Kontakt dine politikere" som lanceres på sociale medier i forbindelse med kommunikationsindsats for Sammen om Byen foråret 2018, samt
2. at gruppeformandskredsen beslutter en repræsentant for hver partigruppe, som kan medvirke i videoen: "Kontakt dine politikere".
Problemstilling
Borgerrepræsentationen vedtog d. 28. januar 2016 fem principper for, hvordan kommunen vil forbedre og øge dialogen med københavnerne. Principperne blev udviklet i et tværgående forvaltningssamarbejde Sammen om Byen og i dialog med københavnerne. Principperne er vedlagt i bilag 1 til orientering. Som led i Sammen om Byens videre arbejde med fælles tværgående løsninger, der kan understøtte kommunens øgede dialog med københavnerne, er der etableret én hovedindgang på kk.dk for københavnernes dialog- og indflydelsesmuligheder på byens udvikling. I dag er alle kommunens indgange til dialog og indflydelse således samlet og tematiseret på siden "Få indflydelse": www.kk.dk/faaindflydelse.
Den nye Borgerrepræsentations tiltræden i 2018 er en oplagt anledning til at udbrede københavnernes kendskab til "Få indflydelse", Borgerrepræsentationen og de konkrete muligheder, hvormed de i større eller mindre grad kan komme i dialog med kommunen og politikerne om byens udvikling. Borgerrepræsentationens sekretariat har derfor i samarbejde med Koncernkommunikation udarbejdet en strategi for en kommunikationsindsats, der skal sætte fokus på københavnernes muligheder via en række opslag og videoer på de sociale medier, abribuser og event i byens rum, som blev forelagt Borgerrepræsentationen på møde d. 1. marts 2018.
Løsning
Et samlede videokoncept med én hovedvideo om dialog med Borgerrepræsentationen og fire mindre videoer om konkrete eksempler på indflydelsesmuligheder på byens udvikling er udarbejdet, som det fremgår af bilag 2: "Videokoncept til kampagne for Sammen om Byen". Videoerne lanceres på de sociale medier i løbet af maj 2018.
Der lægges op til, at en repræsentant fra hver af Borgerrepræsentationens partigrupper medvirker i hovedvideoen, som vil vare 45-60 sekunder. Videoen har til formål at åbne rådhuset op, give kendskab til Borgerrepræsentationen, det politiske arbejdet på rådhuset og viden om hvor københavnernes kan finde mere information og kontakt. De medvirkende politikere vil blive præsenteret ved navn, bydel og parti og vil som udgangspunkt få tildelt en replik, der underbygger formålet.
En rammebeskrivelse med forslag til replikker fremgår af bilag 2 side 2. Koncernkommunikation vil forestå videoproduktionen og den videre dialog med de enkelte partirepræsentanter om evt. mindre justeringer i den endelige udformning.
Deadline for indmeldelse af partirepræsentanter til videoproduktion er tirsdag d. 24. april 2018. Optagelserne vil foregår primo maj og aftales med de enkelte deltagere. Dog skal alle ni partirepræsentanter have mulighed for at deltage i et fællesklip i tidsrummet kl. 16.45-17.15 torsdag d. 3. maj forud for Borgerrepræsentationens møde kl. 17.30 samme dag.
Indmeldelse af navne på medvirkende til hovedvideoen kan ske til Anja Englev Olsen: aeo@okf.kk.dk/2612 8455.
Økonomi
Direktion har bevilget 150.000 kr. til realisering af den samlede kommunikationsindsats, herunder til udvikling og produktion af videoer.
Videre proces
Kommunikationskampagnen med videoer og plakater i byens rum og på sociale medier lanceres i maj 2018, hvor den skal gøre københavnerne opmærksomme på muligheder for københavnerdialog og -indflydelse på byens udvikling.
Kommunikationskampagnen bliver kick off til en kommunikationsindsats, som de næste fire år løbende skal gøre københavnerne opmærksomme på nogle af de konkrete muligheder kommunen tilbyder for at få indflydelse på byen.
Beslutning
Gruppeformandskredsens beslutning i mødet den 20. april 2018
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.