Mødedato: 16.04.2021, kl. 08:30
Mødested: Telefonmøde via Teams

Brug af embedsmænd uden for eget ressort (Det Konservative Folkeparti)

Se alle bilag

Forslag

Det foreslås,

  1. at gruppeformandskredsen drøfter reaktionsmuligheder overfor udvalgsformænd/ressortborgmestre, der anvender embedsmænd til opgaver uden for vedkommendes ressort.

(Det Konservative Folkeparti)

Motivering

Det fremgår i stigende omfang af ressortborgmestrenes pressemeddelelser, at de anvender forvaltningens medarbejdere i sager, der ligger uden for vedkommendes eget ressortområde, herunder ikke mindst pressemedarbejdere til opgaver uden for ressortet.

 

Økonomiforvaltningen har følgende bemærkninger til forslaget fra Det Konservative Folkeparti:

Til brug for drøftelserne i gruppeformandskredsen er vedlagt et orienteringsnotat om forvaltningernes betjening af borgmestrene.

Notatet blev udarbejdet i forbindelse med forberedelserne af kommunalvalget i 2017 og indgik i sagen om sekretariatsbetjening af Borgerrepræsentationens medlemmer, der blev behandlet på gruppeformandskredsens møde den 22. juni 2018.

Rammerne for forvaltningens betjening af borgmestrene beror på en fortolkning af den kommunale styrelseslov, og den retlige ramme for betjening af borgmestrene har ikke ændret sig siden gruppeformandskredsens møde i juni 2018.

Det følger af reglerne, at forvaltningen kan yde bistand til borgmesteren i funktionen som borgmester. Heri ligger, at der kan ydes bistand til borgmesteren som øverste daglige leder af forvaltningen, borgmesteren som udvalgsformand for sit fagudvalg og borgmesteren som repræsentant for kommunen udadtil inden for sit fagområde. Der ligger også heri, at forvaltningen kan klæde borgmesteren på i forhold til de sager, som borgmesteren skal tage stilling til som medlem af Økonomiudvalget.

Der er altså mulighed for at yde bistand til borgmestrene i mange sammenhænge – både i forhold til politiske initiativer, som er vedtaget, og i forhold til kommende politiske initiativer fra for eksempel forvaltningen, udvalget og Borgerrepræsentationen indenfor borgmesterens ressortområde. Derimod kan der ikke ydes bistand til borgmesterens partipolitiske aktiviteter.

Oversigt over politisk behandling

Gruppeformandskredsens beslutning i mødet fredag den 22. januar 2021

Sagen blev udsat.

 

Hvis tiden tillader det, behandles sagen på gruppeformandskredsens ekstraordinære møde, hvor dagsordenens punkt 3 og 4 også behandles. Hvis ikke, vil sagen blive behandlet på gruppeformandskredsens møde fredag den 16. april 2021, og vil blive sat på dagsordenen efter gruppeformandskredsens faste punkt ”Status på IT”.

Gruppeformandskredsens beslutning i mødet fredag den 26. februar 2021

Sagen blev udsat.

Sagen vil blive behandlet på gruppeformandskredsens møde fredag den 16. april 2021 og vil blive sat på dagsordenen efter gruppeformandskredsens faste punkt ”Status på IT”.

Beslutning

Gruppeformandskredsens beslutning i mødet fredag den 16. april 2021

Sagen blev drøftet.

 

Gruppeformandskredsen anmodede om på sit ordinære møde fredag den 4. juni 2021 at få forelagt en sag om modeller for udvidelse af medlemssekretærordningen samt i et notat til sagen at få beskrevet grænserne for forvaltningens betjening af borgmesteren.

Til top