Mødedato: 14.01.2022, kl. 08:30
Mødested: Rådhuset, Magistratssalen, 2. sal

Håndtering og forebyggelse af sexisme og krænkelser i Borgerrepræsentationen

Se alle bilag

Gruppeformandskredsen får forelagt en status på arbejdet med håndtering og forebyggelse af sexisme og krænkelser i Borgerrepræsentationen. Gruppeformandskredsen skal også tage stilling til, om den overfor Borgerrepræsentationen kan anbefale en fornyet godkendelse af adfærdskodekset.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at gruppeformandskredsen overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Borgerrepræsentationen godkender det fælles adfærdskodeks for politikere i Borgerrepræsentationen (bilag 1).

Problemstilling

Borgerrepræsentationen godkendte på sit møde den 24. juni 2021 forslag til håndtering og forebyggelse af sexisme og krænkelser i Borgerrepræsentationen. Det blev med indstillingen besluttet, at Borgerrepræsentationen januar 2022 skal have forelagt adfærdskodekset til fornyet godkendelse.

Økonomiforvaltningen orienterer med denne indstilling om arbejdet med implementeringen af indstillingen. Derudover skal gruppeformandskredsen tage stilling til, om gruppeformandskredsen overfor Borgerrepræsentationen kan anbefale, at Borgerrepræsentationen godkender det fælles adfærdskodeks.

Løsning

Det forebyggende arbejde

Borgerrepræsentationen besluttede godkendte på mødet den 24. juni 2021 et fælles adfærdskodeks for Borgerrepræsentationen, vedlagt som bilag 1.

Med indstillingen besluttede Borgerrepræsentationen, at alle medlemmer af Borgerrepræsentationen tilbydes at underskrive kodekset. En underskrivning af kodekset er frivilligt og udformes som en opfordring til medlemmerne af Borgerrepræsentationen, og vil ikke være juridisk bindende.

Kodekset har indgået i introduktionsmaterialet til nye medlemmer på sitet www.borgerrep.kk.dk ved modtagelsen af Borgerrepræsentationen december 2021, og vil også indgå ved velkomst af nye (både permanente og midlertidige) medlemmer undervejs i valgperioden 2022-2025.

Det håndterende arbejde

Borgerrepræsentationen godkendte også på sit møde den 24. juni 2021 en handlingsplan til håndtering af konkrete hændelser med sexisme eller krænkelser, vedlagt som bilag 2.

Af handlingsplanen for håndtering af konkrete sager, hvor et medlem af Borgerrepræsentationen oplever at have været udsat for krænkende adfærd, består først og fremmest af, at medlemmerne kan henvende sig til Borgerrepræsentationens Sekretariat og få hjælp og vejledning om handlemulighederne. Det har altid været muligt at henvende sig til Borgerrepræsentationens Sekretariat, men det tydeliggøres med denne handlingsplan, at det er her, man som medlem kan henvende sig for hjælp og vejledning.

Der foreligger herefter en række forskellige handlemuligheder, som kan anvendes alt efter medlemmets ønsker og behov. Borgerrepræsentationens Sekretariat kan således vejlede medlemmet om disse muligheder.

Borgerrepræsentationens Sekretariat kan oplyse medlemmet om mulighederne for at kontakte KL’s hotline for kommunalpolitikere. KL har i efteråret 2020 oprettet en hotline, hvor kommunalpolitikere, der har været udsat for grænseoverskridende adfærd af seksuel karakter, kan henvende sig for råd og vejledning.

Borgerrepræsentationens Sekretariat kan oplyse medlemmet om de juridiske handlemuligheder der findes, såfremt hændelsen er af retlig karakter og medlemmer ønsker at gå videre i denne retning.

Borgerrepræsentationens Sekretariat vil kunne oplyse om forståelsen af det fælles adfærdskodeks samt tilbyde at inddrage øvrige parter i opfølgningen på hændelsen, såfremt medlemmet ønsker dette, herunder gruppeformanden eller Økonomiforvaltningens direktion.

Borgerrepræsentationens Sekretariat vil således kunne tilbyde medlemmet individuel rådgivning og vejledning ud fra den konkrete situation og medlemmets ønsker. Denne rådgivning og vejledning sker i et fortroligt rum.

Det bemærkes, at det, såfremt et medlem ønsker, at der følges op i konkrete tilfælde, alene er et tilbud, at denne opfølgning sker gennem Borgerrepræsentationens Sekretariat. Medlemmet vil naturligvis altid kunne beslutte at henvende sig til andre parter uden inddragelse af sekretariatet, herunder gruppeformanden eller Økonomiforvaltningens direktion.

Økonomi

Denne indstilling har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Alle nuværende medlemmer og kommende medlemmer af Borgerrepræsentationen informeres om mulighederne for hjælp og vejledning ved konkrete sager om grænseoverskridende adfærd. Dette er blandt andet sket på det velkomstsite, der blev oprettet som led i modtagelsen af den nye samling efter kommunalvalget november 2021 og indgår på de bilaterale møder med Borgerrepræsentationens Sekretariat, som alle grupper er blevet tilbudt som led i modtagelsen af den nye samling.

Økonomiforvaltningen vil endvidere pr. mail tilbyde Borgerrepræsentationens medlemmer at underskrive adfærdskodekset. Som beskrevet ovenfor er en underskrivning af kodekset frivilligt og vil blive udformet som en opfordring til medlemmerne af Borgerrepræsentationen, og vil ikke være juridisk bindende.

Økonomiforvaltningen vil i efteråret 2023 iværksætte en evaluering af kodekset i form af en gentagelse af spørgeskemaundersøgelsen.

Beslutning

Gruppeformandskredsens beslutning i mødet fredag den 14. januar 2022

En enig gruppeformandskreds bemærkede på baggrund af sine drøftelser, at en manglende underskrivelse af adfærdskodekset ikke skal ses som udtryk for, at medlemmet ikke bakker op om kodekset, men derimod som udtryk for, at medlemmet af principielle grunde ikke ønsker at skrive under.

 

Indstillingen blev med denne bemærkning anbefalet overfor Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top