Mødedato: 08.12.2020, kl. 10:30
Mødested: Telefonmøde via Teams

Afvikling af Borgerrepræsentationens møde den 10. december som Teams-møde

Gruppeformandskredsen skal tage stilling til Økonomiforvaltningens forslag om, at Borgerrepræsentationens møde den 10. december afvikles som et telefon-/videomøde henset til udviklingen af COVID-19 i Københavns Kommune.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at gruppeformandskredsen godkender,

  1. at Borgerrepræsentationens møde den 10. december 2020 afvikles som et telefon-/videomøde via Teams som beskrevet i løsningsafsnittet.

Problemstilling

Der har i de seneste uger været et stigende COVID-19 smittetal i Danmark og særligt i Region Hovedstaden. Københavns Kommune og kommunerne i Region Hovedstaden har således registreret et stigende smittetal. Det har resulteret i, at regeringen den 7. december 2020 har indført nye skærpede restriktioner i 38 kommuner, herunder hele Region Hovedstaden.

Løsning

Borgerrepræsentationens møde den 10. december som telefon-/videomøde

De skærpede restriktioner gælder ikke for politiske forsamlinger. Økonomiforvaltningen anbefaler imidlertid på baggrund af udviklingen af COVID-19, at Borgerrepræsentationens møde den 10. december gennemføres som et telefon-/videomøde via Teams for at minimere risikoen for spredning af Coronavirus.

Det bemærkes, at Økonomiforvaltningen har indstillet til kriseledelsen, at denne anbefaler, at møder i Økonomiudvalget og de stående udvalg fra onsdag den 9. december ligeledes holdes som telefon/videomøder.

Ændring af Borgerrepræsentationens mødeplan

Afviklingen af Borgerrepræsentationens møde som et telefon-/videomøde er en ændring af Borgerrepræsentationens mødeplan.

Social- og Indenrigsministeren udstedte den 26. oktober 2020 en ændring til bekendtgørelsen om mulighed for midlertidig fravigelse af regler om møder i kommunalbestyrelser og regionsråd og i disses udvalg som led i håndtering af Coronavirussygdom.

Ændringen giver igen mulighed for, at overborgmesteren kan træffe beslutning om, at Borgerrepræsentationens møder gennemføres som video- eller telefonmøder. Beslutningen skal varsles over for Borgerrepræsentationens medlemmer, så de kan indrette sig derefter. Det bemærkes, at bekendtgørelsen ikke ændrer i, at aflysning af et møde i Borgerrepræsentationen kræver enighed.

Beskrivelse af model for telefon-/videomøde via Teams

Økonomiforvaltningen indstiller, at Borgerrepræsentationens møde den 10. december gennemføres på samme måde som Borgerrepræsentationens møde den 24. juni, som også var et telefon-/videomøde via Teams.

I lighed med mødet den 24. juni beder medlemmerne om ordet via chat-funktionen, medlemsforslag og forespørgsler afvikles med tilpassede taletidsregler i lighed med Borgerrepræsentationens møde den 19. november, og offentligheden har adgang via video fra salen.

Procedure for afstemninger

Økonomiforvaltningen indstiller, at proceduren for afstemninger fortsat gennemføres ved, at alle gruppeformændene ved navneopråb afgiver deres stemme på gruppens vegne. Herefter tilkendegiver overborgmesteren, at det vil være muligt for det enkelte at afgive sin stemme, hvis medlemmet ønsker at stemme anderledes end sin gruppe.

Gruppeformandskredsens formøder

Økonomiforvaltningen anbefaler, at gruppeformandskredsens formøde gennemføres som telefon-/videomøde.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Forinden mødet vil Borgerrepræsentationens Sekretariat sende en vejledning til alle medlemmer af Borgerrepræsentationen om den praktiske gennemførelse af mødet.

Beslutning

Gruppeformandskredsens beslutning i mødet tirsdag den 8. december 2020

 

Indstillingen blev godkendt.

Til top