Mødedato: 07.06.2019, kl. 08:30
Mødested: Rådhuset, Magistratssalen, 2. sal

Orientering fra KL om politikeres adgang til at modtage gaver

Se alle bilag
Vedlagte notat fra KL (bilag 1) om politikeres adgang til at modtage gaver fremlægges for gruppeformandskredsen til orientering.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller,

1. at gruppeformandskredsen tager vedlagte orientering fra KL (bilag 1) om politikeres adgang til at modtage gaver til efterretning.

Problemstilling

KL har på baggrund af en redegørelse fra Folketingets Ombudsmand af 10. april 2019 om Københavns Kommunes efterlevelse af habilitetsregler i sag om borgmesters relation til privat firma udarbejdet vedhæftede notat om politikeres adgang til at modtage gaver (bilag 1).

Notatet fra KL behandler reglerne for kommunalpolitikeres adgang til at modtage gaver og til at deltage i arrangementer m.v. med et repræsentativt formål, herunder hvad konsekvenserne kan være, såfremt en politiker modtager en gave i strid med gavereglerne.

Løsning

Politikeres adgang til at modtage gaver

Notatet konkluderer, at politikere i forhold til at modtage gaver skal være særligt opmærksomme på følgende:

  • Politikere må som det klare udgangspunkt ikke modtage gaver fra borgere eller virksomheder, hvis gaven har sammenhæng med den pågældendes hverv som politiker.
  • Hvis en politiker tager imod en gave i strid med gavereglerne, kan det føre til, at vedkommende bliver inhabil over for gavegiveren. Efter straffeloven kan politikere, der modtager bestikkelse, desuden straffes med bøde eller fængsel.

Tilfælde, hvor politikere undtagelsesvist kan modtage gaver

Det fremgår af notatet, at

”Om en gave bør afslås eller undtagelsesvist kan modtages, afhænger af gavens art og den sammenhæng, hvori den tilbydes. Der kan ikke opstilles fx en beløbsmæssig bagatelgrænse for, hvornår politikere kan modtage en gave.

Der må i alle tilfælde foretages en konkret vurdering, og i denne vurdering kan fx følgende forhold indgå:

  • Hvad er giverens relation til politikeren?
  • Er der tale om en gave, der tilbydes politikeren i kraft af dennes hverv som politiker?
  • Forventer giveren en modydelse fra politikeren, eller kan en accept af gaven give en forventning herom?
  • Hvilken økonomisk værdi har gaven?
  • Kan der stilles spørgsmål ved politikerens upartiskhed, hvis denne
  • modtager gaven?

Kun i få tilfælde vil modtagelsen af en gave ikke stride mod gavereglerne.”

Økonomiforvaltningens bemærkninger

Borgerrepræsentationen godkendte på sit møde den 20. juni 2012 cirkulære gældende for Københavns Kommunes medarbejdere om modtagelse af gaver m.v. (cirkulære 16/2012). Det er de samme principper, der gør sig gældende for modtagelse af gaver til medarbejdere som til politikere.

Begrebet gaver og andre fordele skal forstås bredt og dækker bl.a. håndgribelige ting som f.eks. chokolade, bøger og vingaver. Tilbud om rabatter på varekøb, gratis adgang til koncerter eller fodboldkampe, sæsonkort, rejser og forplejning er imidlertid også omfattet af begrebet.

Fælles for gaverne og fordelene er, at de tilbydes politikeren i kraft af dennes egenskab som borgerrepræsentant. Gavegiver kan være en enkelt borger men kan også være en privat virksomhed eller en interesseorganisation.

Københavns Kommune kan imidlertid ikke fastsætte bindende retningslinjer for politikernes modtagelse af gaver. Det er således det enkelte medlems egen beslutning, om vedkommende vælger at modtage en konkret gave eller ej.

Medlemmerne af Borgerrepræsentationen kan i tvivlstilfælde få rådgivning i Borgerrepræsentationens Sekretariat.

Særligt om politikeres adgang til at deltage i arrangementer m.v.

Notatet fra KL konkluderer om politikeres adgang til at deltage i arrangementer m.v., at den af Borgerrepræsentationen i 2012 vedtagne ”Politik for repræsentation m.v.” (bilag 2) vurderes at afspejle gældende ret.

Økonomiforvaltningens bemærkninger

Københavns Kommunes politik for repræsentation m.v. fastlægger kommunens overordnede rammer dels for afholdelse af repræsentationsudgifter, dels for deltagelse i eksterne repræsentative arrangementer m.v.

Politikken omfatter både kommunens medarbejdere og borgerrepræsentationens medlemmer i deres egenskab af kommunalbestyrelsesmedlemmer.

Politikken beskriver de forhold, som i de konkrete situationer skal lægges til grund ved vurderingen af, om afholdelse af en repræsentationsudgift, henholdsvis deltagelse i et eksternt repræsentativt arrangement m.v. falder inden for de gældende regler og kommunens politik for repræsentation m.v.

Politikken omfatter repræsentation m.v., som sker med det formål at varetage kommunens interesser, og som involverer kommunens politikere som led i deres hverv som medlem af Borgerrepræsentationen og kommunens ansatte som led i deres varetagelse af opgaverne.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Borgerrepræsentationens Sekretariat har - med udgangspunkt i notatet fra KL - opdateret afsnittet om modtagelse af gaver i ”Håndbog for Borgerrepræsentationens medlemmer”:

 

https://brhaandbogen.kk.dk/index.php/Kategori:Modtagelse_af_gaver

 

Beslutning

Gruppeformandskredsens beslutning i mødet den 7. juni 2019 

Indstillingen blev taget til efterretning uden afstemning.

Til top