Flytning af Borgerrepræsentationens møde fra den 10. oktober 2019 til den 8. oktober 2019
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at gruppeformandskredsen overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at Borgerrepræsentationens møde torsdag den 10. oktober 2019 kl. 17.30 flyttes til tirsdag den 8. oktober 2019 kl. 17.30.
Problemstilling
Afviklingen af værtskabet for C40 borgmestertopmødet (C40) i slutningen af uge 41 falder oveni afholdelsen af Borgerrepræsentationens møde den 10. oktober 2019.
C40 afholdes i 2019 i København. C40 CitiesClimateLeadership Group samler hvert andet år borgmestrene fra 50-79 af verdens største byer – og samlet set godt 1000 beslutningstagere - til politiske drøftelser om byernes rolle i den globale grønne omstilling. Dette sker under stor bevågenhed fra international presse. København er valgt på grund af byens særlige grønne profil, klimaresultater samt danske virksomheders innovative løsninger.
Der er planlagt heldagsaktiviteter i C40 fra den 9. – 11. oktober 2019 med deltagelse af overborgmesteren, fagborgmestrene samt øvrige medlemmer af Borgerrepræsentationen.
BR-mødet den 10. oktober er efter fast praksis lagt i uge 41. Placeringen i uge 41 skyldes, at det pga. den faseopdelte budgetproces er nødvendigt at Borgerrepræsentationen kan nå at vedtage evt. ændringer til budgettet, der skal være endeligt vedtaget senest den 15. oktober 2019. Ændringerne kan f.eks. være reperiodisering af anlæg.
Det har senest på Borgerrepræsentationens møde den 12. oktober 2017 været nødvendigt at ændre i budgettet for 2018, som var vedtaget på mødet ugen før.
Økonomiforvaltningen indstiller på den baggrund, at gruppeformandskredsen drøfter muligheden for at flytte mødet, og såfremt der er enighed herom at anbefale, at Borgerrepræsentationen træffer beslutning om at mødet flyttes til tirsdag den 8. oktober 2019.
Løsning
Det følger af den kommunale styrelseslov, at Borgerrepræsentationens mødeplan er bindende, når den er vedtaget af Borgerrepræsentationen. Borgerrepræsentationens mødeplan for 2019 blev vedtaget på Borgerrepræsentationens møde den 23. august.
Det vil derfor kræve enstemmighed i Borgerrepræsentationen at flytte mødet den 10. oktober 2019 til den 8. oktober 2019.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt gruppeformandskredsen ingen bemærkninger har til Økonomiforvaltningens anbefaling, vil Økonomiforvaltningen forelægge indstillingen på Borgerrepræsentationens møde 20. juni 2019.
Beslutning
Gruppeformandskredsens beslutning i mødet den 7. juni 2019
Indstillingen blev anbefalet overfor Borgerrepræsentationen uden afstemning.