Opfølgning på arbejdet med håndtering og forebyggelse af sexisme og krænkelser i Borgerrepræsentationen
Gruppeformandskredsen har i efteråret 2020 igangsat et arbejde med håndtering og forebyggelse af sexisme og krænkelser i Borgerrepræsentationen. En arbejdsgruppe under Gruppeformandskredsen har udarbejdet et forslag til et fælles adfærdskodeks for politikere i Borgerrepræsentationen og Økonomiforvaltningen har udarbejdet forslag til håndtering af konkrete hændelser med sexisme eller krænkelser. Gruppeformandskredsen forelægges med denne indstilling opfølgningen på arbejdet til godkendelse.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller over for Gruppeformandskredsen,
- at forslag til et fælles adfærdskodeks for politikere i Borgerrepræsentationen, jf. bilag 1, godkendes,
- at arbejdsgruppens anbefalinger om introduktionsmateriale til nye medlemmer, evaluering hvert andet år samt underskrivning af kodeks, jf. bilag 2, godkendes,
- at det drøftes, om kodekset efter godkendelse i Gruppeformandskredsen skal forelægges Borgerrepræsentationen til godkendelse,
- at Økonomiforvaltningens forslag til håndtering af konkrete hændelser, jf. Løsning, godkendes,
- at det godkendes, at det vedtagne adfærdskodeks sendes til alle lokaludvalg til inspiration og drøftelse.
Problemstilling
Gruppeformandskredsen drøftede på deres møde den 30. oktober 2020 håndteringen af sager om seksuel chikane samt Borgerrepræsentationens samværskultur og tone.
Det blev på baggrund af drøftelserne besluttet at arbejde videre med forebyggelsen og håndteringen af sexisme og krænkelser i Borgerrepræsentationen i to spor: Et forebyggende og et håndterende.
I det forebyggende spor blev der nedsat en arbejdsgruppe, bestående af repræsentanter fra alle partier samt løsgængere, som havde til opgave at udarbejde et forslag til kodeks for forebyggelse af krænkende adfærd i Borgerrepræsentationen.
I det håndterende spor blev Økonomiforvaltningen pålagt at vende tilbage med et forslag til handlingsplan for håndtering af konkrete sager, hvor et medlem af Borgerrepræsentationen oplever at have været udsat for krænkende adfærd.
Denne indstilling indeholder en opfølgning på begge spor og indeholder således både arbejdsgruppens forslag til et adfærdskodeks og arbejdsgruppens anbefalinger herom samt Økonomiforvaltningens forslag til håndtering af konkrete sager om krænkelser i Borgerrepræsentationen.
Løsning
Det forebyggende arbejde
Den af Gruppeformandskredsen nedsatte arbejdsgruppe har over perioden januar 2021 – april 2021 afholdt en række møder og på den baggrund udformet deres forslag til et fælles adfærdskodeks for Borgerrepræsentationen, vedlagt som bilag 1.
Arbejdsgruppens forslag til et fælles adfærdskodeks medfølges af et brev fra arbejdsgruppen til Gruppeformandskredsen, indeholdende arbejdsgruppens anbefalinger vedr. brugen af kodekset samt opfølgningen herpå, vedlagt som bilag 2.
Arbejdsgruppen anbefaler, at omgangsformen i Borgerrepræsentationen evalueres hvert andet år, således midtvejs i og mod afslutningen af hver samling. Arbejdsgruppen fik som led i udarbejdelsen af det fælles adfærdskodeks udført en spørgeskemaundersøgelse blandet medlemmerne af Borgerrepræsentationen til afdækning af forekomsten af bl.a. mobning, sexisme, sexchikane. Evalueringen kan bestå af en gentagelse af spørgeskemaundersøgelsen.
Arbejdsgruppen anbefaler, at Gruppeformandskredsen drøfter muligheden for, at kodekset underskrives af alle medlemmer af Borgerrepræsentationen. Det bemærkes hertil, at en eventuel underskrivning af kodekset kun kan udformes som en opfordring til medlemmer af Borgerrepræsentationen, og ikke vil være juridisk bindende, men have symbolsk betydning og medvirke til at ansvarliggøre alle.
Arbejdsgruppen anbefaler endvidere, at kodekset indgår i introduktionsmaterialet til nye medlemmer bl.a. ved modtagelse af ny samling men også ved velkomst af nye (både permanente og midlertidige) medlemmer undervejs i en valgperiode.
Arbejdsgruppen peger endelig på, at spørgeskemaundersøgelsen viste, at mange medlemmer er usikre på, hvordan en konkret situation skal håndteres, ligesom mange er usikre på, hvor de kan få hjælp til håndteringen af en oplevelse med krænkelser eller mobning. Arbejdsgruppen anbefaler derfor, at der indføres en fast procedure for håndtering af eventuelle hændelser, så alle medlemmer ved, eller kan få hjælp til, hvad deres handlemuligheder er.
Gruppeformandskredsen anbefales endelig at drøfte muligheden for, at kodekset oversendes til godkendelse i Borgerrepræsentationen, idet det bemærkes, at dette ikke er et krav.
Det vurderes af Økonomiforvaltningen, at det vil være relevant for Københavns Kommunes lokaludvalg at være opmærksomme på arbejdet med adfærdskodekset, som er foregået i Gruppeformandskredsen. Derfor indstilles det, at det godkendte adfærdskodeks sendes til alle lokaludvalg til inspiration og med en opfordring om at drøfte dette. Det bemærkes dog hertil, at lokaludvalgene er selvstændige politiske fora.
Det håndterende arbejde
Økonomiforvaltningens forslag til en handlingsplan for håndtering af konkrete sager, hvor et medlem af Borgerrepræsentationen oplever at have været udsat for krænkende adfærd, består først og fremmest af, at medlemmerne kan henvende sig til Borgerrepræsentationens Sekretariat og få hjælp og vejledning om handlemulighederne. Det har altid været muligt at henvende sig til Borgerrepræsentationens Sekretariat, men det tydeliggøres med denne handlingsplan, at det er her, man som medlem kan henvende sig for hjælp og vejledning.
Der foreligger herefter en række forskellige handlemuligheder, som kan anvendes alt efter medlemmets ønsker og behov. Borgerrepræsentationens Sekretariat kan således vejlede medlemmet om disse muligheder.
Borgerrepræsentationens Sekretariat kan oplyse medlemmet om mulighederne for at kontakte KL’s hotline for kommunalpolitikere. KL har i efteråret 2020 oprettet en hotline, hvor kommunalpolitikere, der har været udsat for grænseoverskridende adfærd af seksuel karakter, kan henvende sig for råd og vejledning.
Borgerrepræsentationens Sekretariat kan oplyse medlemmet om de juridiske handlemuligheder der findes, såfremt hændelsen er af retlig karakter og medlemmer ønsker at gå videre i denne retning.
Borgerrepræsentationens Sekretariat vil kunne oplyse om forståelsen af det fælles adfærdskodeks samt tilbyde at inddrage øvrige parter i opfølgningen på hændelsen, såfremt medlemmet ønsker dette, herunder gruppeformanden eller Økonomiforvaltningens direktion.
Borgerrepræsentationens Sekretariat vil således kunne tilbyde medlemmet individuel rådgivning og vejledning ud fra den konkrete situation og medlemmets ønsker. Denne rådgivning og vejledning sker i et fortroligt rum.
Det bemærkes, at det, såfremt et medlem ønsker, at der følges op i konkrete tilfælde, alene er et tilbud, at denne opfølgning sker gennem Borgerrepræsentationens Sekretariat. Medlemmet vil naturligvis altid kunne beslutte at henvende sig til andre parter uden inddragelse af sekretariatet, herunder gruppeformanden eller Økonomiforvaltningens direktion.
Økonomiforvaltningens forslag til en handlingsplan er uddybet i bilag 3.
Økonomi
Denne indstilling har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt Gruppeformandskredsen beslutter det, vil kodekset blive forelagt Borgerrepræsentationen til godkendelse.
Såfremt Gruppeformandskredsen beslutter, at adfærdskodekset og arbejdsgruppens anbefalinger kan godkendes, vil Økonomiforvaltningen orientere Borgerrepræsentationen herom og inkorporere adfærdskodekset i introduktionsmaterialet til den nye samling af borgerrepræsentanter på den anden side af kommunalvalget i november 2021.
Økonomiforvaltningen vil desuden informere alle nuværende medlemmer og kommende medlemmer af Borgerrepræsentationen om mulighederne for hjælp og vejledning ved konkrete sager om grænseoverskridende adfærd. Dette vil ske på det velkomstsite, der oprettes som led i modtagelsen af den nye samling efter kommunalvalget november 2021 samt indgå på de bilaterale møder med Borgerrepræsentationens Sekretariat, som alle grupper tilbydes som led i modtagelsen af den nye samling.
Økonomiforvaltningen vil yderligere sende det vedtagne adfærdskodeks til alle lokaludvalg til inspiration og drøftelse.
Økonomiforvaltningen vil endelig i efteråret 2023 iværksætte en evaluering af kodekset i form af en gentagelse af spørgeskemaundersøgelsen.
Søren Hartmann Hede / Mads Grønvall
Beslutning
Gruppeformandskredsens beslutning i mødet fredag den 4. juni 2021
Gruppeformandskredsen besluttede i enighed at anbefale indstillingen overfor Borgerrepræsentationen med bemærkning om, at det i adfærdskodeks og handlingsplan skal tydeliggøres, at det som led i den fortrolige rådgivning og vejledning er muligt at få en indledende samtale med en psykolog.