Forslag til destinationer og datoer for studieture i 2018 for medlemmer af Borgerrepræsentationen
Indstilling
Det indstilles,
-
at destinationer for studieturene for Borgerrepræsentationen (BR) i 2018 vælges ud fra nedenstående forslag.
-
at gruppeformandskredsen godkender forslaget til den videre proces.
Problemstilling
BR skal på tre studieture i løbet af 2018. De enkelte medlemmer har dog kun mulighed for at deltage i én BR-studietur. Erfaringerne med BR-studieture viser, at det er en klar fordel at tilbyde de 55 BR-medlemmer valget mellem tre alternative destinationer. Det sker for at begrænse antallet af deltagere i de enkelte studieture, hvilket letter den praktiske planlægning og håndtering.
Efter aftale med BR-sekretariatet foreslås det, at de tre studieture afholdes:
- uge 20 (mandag d. 14. maj 2018 – torsdag d. 17. maj 2018)
- uge 45 (mandag d. 5. november 2018 – torsdag d. 8. november 2018)
- uge 48 (tirsdag d. 27. november 2018 – fredag d. 30. november 2018)
Rejsedatoerne undgår sammenfald med BR-møder. Det har desværre ikke været muligt at undgå sammenfald med møder i fagudvalgene.
Økonomiforvaltningen vurderer, at der bør være en klar kobling mellem studieturene og Københavns Kommunes strategiske prioriteter. Økonomiforvaltningen har derfor valgt at fokusere på europæiske destinationer, der så vidt muligt minder om København. Dermed sikres det, at studieturene giver relevant erfaringsudveksling og best-practice. Økonomiforvaltningen har internt blandt fagkontorerne drøftet studieturene for at kvalificere destinationer, og vil i den konkrete planlægningsfase gå i dialog med de andre forvaltninger for at sikre, at studieturene skræddersys og tilpasses således, at de giver mest mulig inspiration.
Løsning
Forslag til temaer for BR-studieture
Økonomiforvaltningen vurderer, at følgende temaer vil være centrale i det kommende BR: infrastruktur, bæredygtig byudvikling og livskvalitet, vækst og beskæftigelse, sikker by, sundhed og omsorg.
Økonomiforvaltningen indstiller derfor, at følgende temaer danner baggrund for BR´s studieture i 2018:
-
Bæredygtig byudvikling og livskvalitet.
-
Infrastruktur og mobilitetsplanlægning.
-
Vækst og beskæftigelse.
-
Sikker by.
-
Turisme og kultur.
-
Sundhed og omsorg.
Forslag til destinationer for BR-studieture
Destination |
Temaer |
Stockholm |
Beskæftigelse og uddannelse, bæredygtig byudvikling og livskvalitet, infrastruktur, sikker by og boligsocialt løft, børn og unge. |
Oslo |
Bæredygtig byudvikling og livskvalitet, mobilitetsplanlægning, sundhed og omsorg, børn og unge. |
Amsterdam |
Bybranding, boligsocialt løft, bæredygtig byudvikling, vækst og innovation, mobilitetsplanlægning. |
Frankfurt |
Bæredygtig byudvikling og livskvalitet, mobilitetsplanlægning, kultur og turisme, sikker by. |
Lyon |
Mobilitetsplanlægning, kultur og turisme, innovation, smart city og digitalisering, bæredygtig byudvikling. |
Stockholm
Stockholm er en af de hurtigst voksende metropolregioner og har nogle af de bedste væksttal i Europa, og ligger generelt altid højt på listen over verdens bedste byer at bo i. Stockholm vedtog i januar 2017 ´Vision 2040 – ett Stockholm för alle´ som skal sikre at byens vækst bliver brugt til at skabe en grøn, sund, smart, attraktiv og inkluderende by. Byen er i gang med en massiv udbygning af den kollektive trafik og ift. København er deres ren luft initiativer interessante. Stockholm har ligesom København udfordringer med udsatte boligområder.
Oslo
Oslo har ambitiøse grønne målsætninger og er blevet valgt som Europas Miljøhovedstad i 2019. Ligesom København har Oslo en stor indpendling og udfordringer med ren luft, og har derfor planer om reducere biltrafikken med 20 procent alene frem mod 2019. Bl.a. skal bymidten være bilfri og man er allerede i gang med en række pilotprojekter. Oslo forventer at vokse med 200.000 indbyggere de næste 20 år og langs fjordgrænsen er byen ved at åbne sig op mod vandet ved at omdanne gamle havneområder til levende og bæredygtige bydele. På ældreområdet forventer Oslo 10.000 flere ældre mellem 80-89 over de næste 15 år.
Amsterdam
Amsterdam blev i 2016 tildelt European Innovation Capital Award for at fremme smarte løsninger, social innovation, startups og liveability. Herudover roses byen for at have et innovativt økosystem, som skaber synergieffekter mellem borgere, offentlige institutioner, skoler og højere læreanstalter. Amsterdams turisme- og erhvervsfremmeorganisation er særdeles velfungerende og har med sloganet ´I amsterdam´ et stærkt brand og en meget tydelig visuel identitet, som bruges i alle sammenhænge og på tværs af byens forskellige aktører. Amsterdam kan også inspirere ift. sanering af belastede områder, hvor man i Bijlmermeer har suppleret en fysisk omdannelse med sociale tiltag indenfor jobskabelse, hjælp til lokale iværksættere og støtte til multikulturelle aktiviteter. Amsterdam er herudover stærk på mobilitetsområdet, hvor der kan hentes inspiration til cykelplanlægning, metroudvidelse mv.
Frankfurt
Den tyske storby med 733.000 indbyggere nævnes blandt de mest bæredygtige byer i verden, socialt såvel som økonomisk og miljømæssigt. Frankfurt har visse ligheder med København, da byen geografisk er omringet af en række mindre kommuner med forskellige dagsordener, og oplever dagligt stor indpendling til de mange arbejdspladser inden for EU og bankverdenen. Frankfurt er også en grøn by som har stor fokus på bl.a. energirigtigt byggeri og forgrønning, og ca. halvdelen af byen er dækket af grønne arealer. Ligesom i København er der pres på boligmarkedet og Frankfurt har en meget høj andel udenlandske borgere. Frankfurt er herudover kendt som en messeby og som vigtig kunst og kulturby, der tiltrækker mange erhvervs- og ferieturister.
Lyon
Lyon har ca. 510.000 indbyggere og er Frankrigs andenstørste metropolregion med 2.2 mio. indbyggere. Siden 1990´erne har en sammenhængende byrumspolitik med en grøn plan for offentlige byrum, blå plan for byens relationer til vandet og en masterplan for belysning af pladser, bygninger mv. ændret byens fysiske udtryk. Lyon vil særligt kunne give inspiration til byrumsliv omkring stationer. Lyon næves også som en af Europas mest innovative byer med fokus på smart city og digitalisering. Herudover er Lyon kendt for sin gastroturisme og den årlige lysfestival ´Fete du Lumieres´, som tiltrækker 3 mio. besøgende.
Økonomi
Udgifterne for studieturene afholdes inden for Økonomiforvaltningens egen ramme. Budgetterne for de enkelte studieture vil fremgå af sagerne, der skal fremlægges for BR til beslutning.
Videre proces
Gruppeformændene skal tage stilling til Økonomiforvaltningens forslag til temaer og byer på mødet den 2. februar 2018. BR-sekretariatet er ansvarlig for at inddrage relevante fagkontorer med henblik på det faglige indhold af turene, og er ansvarlig for administration af Borgerrepræsentationens studieture. Dette omfatter budgetterne for afvikling af studieture samt bestilling af billetter og hoteller.
Peter Stensgaard Mørch / Flemming Dubgaard Hansen
Beslutning
Gruppeformandskredsens beslutning i mødet den 2. februar 2018
Gruppeformandskredsen godkendte Amsterdam, Frankfurt og Lyon som destinationer for Borgerrepræsentationens studieture.
Gruppeformandskredsen godkendte herefter forslag til videre proces.