Mødedato: 30.08.2022, kl. 18:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Kapacitetsudfordringer på svømmehalsområdet

Se alle bilag

Forvaltningen redegør for den planlagte vedligeholdelse af kommunens svømmehaller og varmtvandsbassiner.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Folkeoplysningsudvalget tager redegørelsen til efterretning.

Problemstilling

Udvalget anmodede på sit møde den 19. april 2022 om en redegørelse for mulighederne for en planlagt, løbende vedligeholdelse af svømmehaller og varmtvandsbassiner. Kultur- og Fritidsudvalget blev orienteret om renoveringsbehov for svømmehallerne i Københavns Kommune den 3. marts 2022 og anmodede ligeledes forvaltningen om at vende tilbage med en indstilling om den videre renoveringsplan og mulige kapacitetskompensationer.

Løsning

Økonomiforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen har sammen udarbejdet en rækkefølgeplan for genopretning af de nedslidte svømmehaller, hvor der samtidig angives muligheder for at udvikle kapacitet i forbindelse med at få løst renoveringsbehovene (bilag 1). Rækkefølgeplanen blev forelagt Kultur- og Fritidsudvalget på møde den 21. juni 2022.

Den fremlagte plan sikrer, at de mest nedslidte svømmehaller renoveres først, og at lukkeperioderne fordeles jævnt over perioden ved at én svømmehal er lukket ad gangen, jf. bilag 1.

Af bilag 2 fremgår det forventede antal banetimer i svømmehaller i perioden fra 2023 til 2030. Opgørelsen afhænger af forudsætninger om blandt andet åbningstid, lukkeperioder for renoveringer, og hvornår kommende svømmehaller åbner. I løbet af de næste syv år sker der næsten en fordobling af kapaciteten som følge af politiske beslutninger om etablering af nye svømmehaller i Københavns Kommune baseret på de nuværende tidsplaner. 

Således vil svømmehallen på Hannemanns Alle allerede næste år tilføre yderligere ca. 1.400 banetimer pr. uge og svømmehallen på Papirøen vil efter planen tilføre yderligere ca. 1.000 banetimer i 2025. En planlagt svømmehal på Beauvaisgrunden på Østerbro (forventes at stå klar medio 2028) vil tilføre ca. 1.300 banetimer. Samlet vil tilførslen af mere svømmetid mere end kompensere for den kapacitet, der tages ud i forbindelse med renoveringer.

Med den fremlagte plan er det, trods nedlukninger af udvalgte svømmehaller muligt at skabe kontinuitet i foreningstiderne, ved på skift at overføre tildelte tider fra svømmehaller, der lukker for renovering, til nye svømmehaller. Når en renoveringsperiode er afsluttet, kan en ny svømmehal blive fordelt på linje med de øvrige svømmehaller.

Dette vil kunne håndteres som en del af den almindelige fordeling af haltider. Da der er stor efterspørgsel på svømmetider blandt de københavnske svømmeklubber, kan mængden af foreningstider i tidsrummet mellem 16.00 og 19.00 øges ved at konvertere offentlig tid til foreningstid. En sådan ændring vil dog have betydning for den almindelige københavners mulighed for at gå i den lokale svømmehal i de udvalgte tidsrum.

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte principperne for rækkefølgeplanen og besluttede, at der i Hannemans Allé skal være bademulighed for offentligheden. Udvalget anmodede endelig forvaltningen om at udarbejde et budgetnotat til forhandlingerne om budget 2023 om øget foreningstid, samt at arbejde videre med de andre kapacitetsudvidende forslag og vende tilbage til Kultur- og Fritidsudvalget herom.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for folkeoplysningsområdet.

Videre proces

Kultur- og Fritidsforvaltningen tilrettelægger i samarbejde med Københavns Ejendomme renoveringen af svømmehaller med udgangspunkt i Kultur- og Fritidsudvalgets drøftelser og beslutninger.

 

Mads Kamp Hansen

                                                                                       /Rikke Lauritzen

Beslutning

Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 30. august 2022:

Udvalget anmodede om at blive orienteret om plan for renovering af varmtvandsbassiner.

Udvalget besluttede, at renoveringsplanen skal være et fast, årligt orienteringspunkt for Folkeoplysningsudvalget.

Med disse tilføjelser tog udvalget redegørelsen til efterretning.

Til top