Mødedato: 30.08.2011, kl. 15:00
Mødested: Kultur- og Fritidsudvalgets mødesal (Rådhuset, 1. sal, vær. 86)

Klage over tildeling af offentlige lokaler 2011-2012

Se alle bilag

Folkeoplysningsudvalget skal behandle 10 klager over tildeling af offentlige lokaler.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

1.    at Folkeoplysningsudvalget stadfæster forvaltningens afgørelse i klagesagerne (se bilag 1-11)

Problemstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen har i foråret 2011 behandlet ansøgninger om indendørsfaciliteter for sæsonen 2011/12 i haller, kulturhuse og på skoler. Ved fordelingen af tider 2012-2013 vil tildelte tider 2011-2012 blive forlænget i sæson 2012-2013, hvis ikke de er blevet misligholdt, og faciliteterne stadigvæk er tilgængelige. Ansøgningerne for sæson 2011-2012 er behandlet samlet og ud fra de samme prioriteringer og kriterier i henhold til Retningslinjerne for støtte til folkeoplysning. 8 foreninger har indgivet i alt 10 klager over forvaltningens fordeling (se bilag 1-11).

Fordeling af faciliteter varetages af Kultur- og Fritidsforvaltningen. Ansøgere kan inden for fire uger klage over afgørelsen til Folkeoplysningsudvalget. Udvalget skal tage stilling til, om forvaltningens afgørelser skal stadfæstes, eller om der skal foretages en fornyet behandling af sagerne. Såfremt udvalget stadfæster forvaltningens afgørelse, sendes klagen til endelig afgørelse hos kultur- og fritidsborgmesteren.

Løsning

USG klager over, at foreningen har fået afslag på ansøgningen om træningstider i Institut for Idræts Kong Frederik d. 9.'s Hal torsdage kl. 18-20 i sæson 2011-2012 (se bilag 1). USG havde i den forgangne sæson samme tid i denne facilitet. USG søger tiden til et hold, der har 48 deltagere mellem 19 og 24 år og 12 deltagere over 25 år.

Tiden torsdage kl. 18-20 er tildelt et hold fra Gymnastikforeningen ODK Nord, der består af 27 deltagere under 19 år og 3 deltagere mellem 19 og 24 år. I henhold til folkeoplysningsloven § 21, stk. 3, skal aktiviteter for børn og unge prioriteres frem for aktiviteter for voksne ved fordelingen af tider i offentlige faciliteter. Det var på denne baggrund, at USG fik afslag.


FC Polit
klager over, at foreningen har fået tildelt en senere tid på Institut for Idræt i Idrætshallen i sæson 2011-2012 end i sæson 2010-2011 (se bilag 2). FC Polit havde i den forgangne sæson tiden onsdage kl. 21-22, som de også har søgt til sæson 2011-2012. FC Polit søger tiden til et hold, der udelukkende består af voksne over 25 år. FC Polit har fået tildelt tiden onsdage kl. 22-23.

Tiden onsdage kl. 21-22 er tildelt et hold fra Nørrebro Boldklub, der består af 2 deltagere under 19 år, 18 deltagere mellem 19 og 24 år og 5 deltagere over 25 år. I henhold til folkeoplysningsloven § 21, stk. 3, skal aktiviteter for børn og unge prioriteres frem for aktiviteter for voksne ved fordelingen af tider i offentlige faciliteter. Det var på denne baggrund, at FC Polit fik tildelt en senere tid.


USG
klager over, at foreningen har fået afslag på ansøgningen om træningstider i Institut for Idræts Idrætshal mandage kl. 16-18 i sæson 2011-2012 (se bilag 3). USG havde i den forgangne sæson samme tid i denne facilitet. USG søger tiden til et hold, der har 20 deltagere mellem 19 og 24 år og 10 deltagere over 25 år.

Tiden mandage kl. 18-20 er tildelt et hold fra RCYN - RessourceCenter Ydre Nørrebro, der består af 40 deltagere under 19 år. I henhold til Retningslinier til støtte for folkeoplysning pkt. 5.5 prioriteres institutioners aktiviteter på samme måde som foreningsaktivteter, og derfor skal aktiviteter for børn og unge prioriteres frem for aktiviteter for ældre deltagere ved fordelingen af tider i offentlige faciliteter. Det var på denne baggrund, at USG fik afslag.

USG klager over, at foreningen er tildelt to træningstider i Prøvehallens Rytmisksal på to forskellige dage. USG har fået tildelt tirsdage kl. 20-22  og torsdage kl. 18-20 i sæson 2011-2012 (se bilag 4). USG havde i den forgangne sæson tiden tirsdage kl. 18-22 i denne facilitet. USG ligger vægt på, at tiden er samlet i en blok, så instruktøren har et samlet forløb. USG søger tiden kl. 18-20 til et hold på 10 deltagere mellem 19 og 24 år og 20 deltagere over 25 år.

Tiden torsdage kl. 18-20 er tildelt et hold fra Valby Idrætsforening, der består af 15 deltagere under 19 år. I henhold til folkeoplysningsloven § 21, stk. 3, skal aktiviteter for børn og unge prioriteres frem for aktiviteter for voksne ved fordelingen af tider i offentlige faciliteter. Det var på denne baggrund, at USG ikke fik tildelt tiden torsdage kl. 18-20.

Drenge fra Fyn Håndbold (DFFH) klager over, at foreningen har fået afslag på ansøgningen om træningstider i Nørrebrohallen Hal 3A onsdage kl. 20-22 i sæson 2011-2012 (se bilag 5). DFFH havde ikke i den forgangne sæson samme tid i denne facilitet. DFFH søger tiden til et hold, der har 5 deltagere mellem 19 og 24 år og 25 deltagere over 25 år.

Tiden onsdage kl. 20-22 er tildelt flere hold fra Team Nørrebro, som også havde tiden i den forgangne sæson. Samlet består holdene, der er søgt for, af 10 deltagere mellem 19 og 24 år og 35 deltagere over 25 år . I henhold til Retningslinier for støtte til Folkeoplysning pkt. 5.5 - hvis alt andet er lige er lige mellem to ansøgere i forhold til prioriteringen i Folkeoplysningsloven - prioriteres brugere med samme tid i sidste sæson først ved fordelingen af tiderne i offentlige faciliteter. Der var desuden lagt vægt på, at Team Nørrebro er en lokal klub på Nørrebro. Endeligt skal det tilægges betydning, at DFFH har fået en tilsvarende tid i hallen på Peder Lykke Skolen. Det var på denne baggrund, at DFFH fik afslag.

Shinchukai Karateklub København klager over, at foreningen har fået tildelt mandage og fredage kl. 19.00-20.30 i hallen på Heibergskolen (se bilag 6). Shinchukai Karateklub København har søgt mandage og fredage kl. 19.00-21.00, som foreningen havde i den forgangne sæson. Shinchukai Karateklub København har søgt tiderne til to hold med med hver 15 deltagere. 

Tiderne på Heibergskolen er blevet fordelt anderledes i sæson 2011-2012, således at der er tildelt tider kl. 20.30-22.00 som sidste træningspas. Årsagen er, at tiderne kl. 21.00-22.00 stod ubenyttede hen, da ingen kunne finde nytte for dem i den sidste time. Vurderingen er, at Shinchukai Karateklub København får tilstrækkeligt trænnigstid i tiderne kl. 19.00-20.30. Samlet set er udnyttelsen af faciliteten mere optimal, da der nu også tildeles tid kl. 21.00-22.00 i en tidsblok kl. 20.30-22.00.

Københavns Skøjteløber Forening (KSF) klager over tildeling af tider i Ryparkens Skøjtehal 2011-2012 (se bilag 7). KSF klager over ikke at have fået tildelt 2 timer i primetime (kl. 16-20 på hverdage) og over, at deres tider lørdage og søndage ikke er blevet tildelt som i sidste sæson. KSF har mistet en time kl. 18-19 mandage og en time onsdage kl. 17-18. Tiderne i primetime, som KSF har mistet, er blevet tildelt Skøjteklub København Ryparken (SKK). SKK har flere medlemmer under 19 år end KSF.

Tiderne i Ryparkens Skøjtehal er blevet fordelt på baggrund af ansøgningerne om tider til hvert enkelt hold og prioritering af disse hold ved et fordelingsmøde. Da der ikke har kunnet opnås enighed om fordelingen af to timer i primetime, valgte forvaltningen at tildele SKK de to timer ud fra et helhedshensyn, hvor medlemstallet af børn og unge i de to foreninger blev lagt til grund. Da der samtidigt har været behov for udvide den tid, hvor offentligheden har adgang til Ryparkens Skøjtehal om søndagen, er KSF's tid søndage blevet indskrænket.

GI40 Hermes København klager over fordeling af tider på Bellahøj Svømmestadion 2011-2012. GI40 Hermes København klager ikke over tildeling af specifikke tider, men overordnet over antallet timer og baner, som efter foreningens opfattelse ikke modsvarer klubbens medlemsantal og antallet af elitesvømmere (se bilag 8). Klagen forholder sig til den konkurrerende klub MK31, hvor det hævdes, at MK31's tider benyttes af svømmere, der stiller op i konkurrencer for andre klubber. GI40 Hermes København har i forlængelse af klagen fremlagt tal for, hvor mange elitesvømmere der benytter Bellahøj Svømmestadion, og fra hvilke klubber svømmerne kommer fra (se bilag 9). I denne udtalelse ønsker GI40 Hermes København at lægge medlemmer, der har bopæl i Københavns Kommune og stiller op for klubber i kommunen, til grund for fordelingen. Hermed mener foreningen sig berettiget til 90 banetimer og ikke de 70 banetimer, som foreningen er tildelt i 2011-2012.

Ved tildelingen af tiderne i Bellahøj Svømmestadion anlægges der en helhedsbetragtning, hvor der ses på klubbernes medlemsantal og især børn- og ungemedlemmer. Samtidigt ses der på antallet af elitesvømmere også her med vægten lagt på børn- og ungeelitesvømmere. I GI40 Hermes Københavns opgørelse af banetid til elitesvømning indgår svømmere fra idrætselitegymnasiet Falkonergården på linie med foreningens egne medlemmer. Falkonergårdens brugere er ikke medlemmer af GI40 Hermes og skal derfor ikke indgå i en opgørelse over klubbens medlemmer. Efter GI40 Hermes i forbindelse med klagebehandlingsforløbet har indsendt en revideret medlemsopgørelse er der en svag ubalance til gunst for MK31. Det er dog forvaltningens vurdering, at der dels er tale om oplysninger, som er indkommet, efter fordelingen er lavet, herunder behandling i brugerbestyrelsen, samt at der ikke er tale om en så stor ændring i forudsætningerne, at allerede tildelt tid skal fratages andre klubber (dette vil kræve en åbenlys fejl i den oprindelige fordeling). Da det er medlemsantallet - og ikke hvor svømmerne vælger at stiller op eller hvor de har bopæl - der er afgørende for fordelingen af tider, er GI40 Hermes Københavns argument om, at MK31's svømmere ikke tilhører klubben, ikke relevant.

Ajax København klager over fordelingen af tider i Lykkebohallen og i Prøvehallen i sæson 2011-2012 (se bilag 10). Klubben vil gerne etablere sig i Valby og havde søgt om tider til tre hold med blandede børn og voksne i faciliteterne i Valby. De tre tider, som Ajax har søgt i Lykkebohallen og i Prøvehallen i sæson 2011-2012, er tildelt Boldklubben Rikken, Boldklubben Hellas og Valby Idrætsforening. Alle deltagere på de hold, der er søgt for fra de tre klubbers side, er under 19 år. 

I henhold til folkeoplysningsloven § 21, stk. 3, skal aktiviteter for børn og unge prioriteres frem for aktiviteter for voksne ved fordelingen af tider i offentlige faciliteter. Samtidigt anvendes - i henhold til Retningslinier for støtte til Folkeoplysning pkt. 5.5 - det såkaldte nærhedsprincip, som er et kriterium til at afgøre ligestillede ansøgninger. Aktiviteter med tilknytning til nærmiljøet prioriteres højere end aktiviteter uden tilknytning. De foreninger, der har fået stillet de tider til rådighed, som Ajax har søgt om, har alle tilknytning til nærmiljøet, mens Ajax København regnes for hjemhørende i Kongens Enghave. Det var med baggrund i prioriteringen af børn- og ungeaktiviteter og nærhedsprincippet, at Ajax København fik afslag.

Københavns Fridykker Klub klager over tildelingen af tider på Bellahøj Svømmestadion (se bilag 11). De klager over, at de er blevet tildelt senere tider. De havde i den forgangne sæson onsdage kl. 18.00-20.00 og fredage kl. 20.00-22.00, mens de i sæson 2011-2012 er booket onsdage kl. 21.30-23.00 og fredage kl. 19.15-21.00. Ansøgningen onsdage kl. 18.00-20.00 er der 5 medlemmer mellem 19 og 24 år og 50 medlemmer over 25 år.

Fordeling af tider på Bellahøj Svømmestadion 2011-2012 er ændret, så al tid tildeles børn- og ungeseliteaktiviteter i primetime kl. 16.00-20.00 mandag - torsdag og tilnærmelsesvist også fredage. Det har betydet, at alle foreningernes voksenaktiviteter som udgangspunkt ligger efter kl. 20.00. Samtidigt har Københavns Fridykker Klub misligholdt deres tid fredage, og deres tider er derfor også lidt beskåret.  

Økonomi

Der er ingen økonomiske konsekvenser

Videre proces

Forvaltningen informerer foreningerne om Folkeoplysningsudvalgets afgørelse og den videre klagebehandling hos Kultur- og fritidsborgmesteren.

Beslutning

 

 

Folkeoplysningsudvalgets beslutning i mødet den 30. august 2011:

 

Bjarne Fey forlod mødet under behandlingen af klage nr. 3, idet han anså sig for inhabil.

 

Udvalget stadfæstede samtlige påklagede afgørelser. Klagerne vil herefter blive videregivet til kultur- og fritidsborgmesteren.

Til top