Mødedato: 30.04.2003, kl. 15:00

Indsatsområde på den folkeoplysende voksenundervisning

Indsatsområde på den folkeoplysende voksenundervisning

Folkeoplysningsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 30. april 2003

 

 

5.      Indsatsområde på den folkeoplysende voksenundervisning

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Folkeoplysningsudvalget prioriterer de 3 foreslåede temaer og videresender sagen til Kultur- og Fritidsudvalget til endelig beslutning

at Folkeoplysningsudvalget indstiller de anførte retningslinier for indsatsområdet til Kultur- og Fritidsudvalgets godkendelse

 

 

RESUME

Borgerrepræsentationen har i henhold til folkeoplysningslovens § 6 stk. 7 afsat en ramme på 1 mio. kr. til den folkeoplysende voksenundervisning med henblik på et særligt indsatsområde.

I henhold til Retningslinierne afsnit 4.7 er Kultur- og Fritidsudvalget bemyndiget til at fastsætte de nærmere retningslinier – herunder beslutning om indsatsområde - efter indstilling fra Folkeoplysningsudvalget.

Folkeoplysningsudvalget nedsatte på sit møde den 3. februar 2003 en arbejdsgruppe bestående af Jørgen Jørgensen, Karin Lukowski og Steffen Carl-Nielsen med det kommissorium, at udarbejde forslag til temaer til fremlæggelse på Folkeoplysningsudvalgets møde den 18. marts 2003 jf. referat af dagsordenens punkt 7.

Overordnet ønsker den folkeoplysende voksenundervisning med baggrund i folkeoplysningens tradition, at sætte fokus på fællesskabet og medborgerskabet.

Konkret foreslås 3 temaer:

1.      København – hvor skal vi hen?

2.      Det europæiske handicapår

3.      Livskvalitet og fællesskab

Der er udarbejdet forslag til retningslinier – herunder succeskriterier - for årets indsatsområde.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

BAGGRUND OG PROCES

Borgerrepræsentationen har i henhold til folkeoplysningslovens § 6 stk. 7 afsat 1 mio. kr. på budget 2003, der skal anvendes til et særligt indsatsområde i forbindelse med den folkeoplysende voksenundervisning.

I henhold til Retningslinierne afsnit 4.7 er Kultur- og Fritidsudvalget bemyndiget til at fastsætte de nærmere retningslinier – herunder beslutning om indsatsområde - efter indstilling fra Folkeoplysningsudvalget.

Folkeoplysningsudvalget nedsatte på sit møde den 3. februar 2003 en arbejdsgruppe bestående af Jørgen Jørgensen, Karin Lukowski og Steffen Carl-Nielsen med det kommissorium, at udarbejde forslag til temaer til fremlæggelse på Folkeoplysningsudvalgets møde den 18. marts 2003 jf. referat af dagsordenens punkt 7.

FOLKEOPLYSNINGENS TRADITION

Folkeoplysningen har en mere end 200-årig tradition i Danmark og har på en lang række afgørende punkter haft en afgørende betydning for udvikling af det danske samfund. Folkeoplysningens kendetegn er bl.a. at almen oplysning sættes ind i en kontekst, hvor der fokuseres på værdier som fællesskab, myndiggørelse af den enkelte og en grundlæggende respekt for andres holdninger og værdier. I den folkeoplysende tradition er forskellighed noget værdifuldt og den grundlæggende kraft til udvikling, når mennesker mødes. 

På den baggrund har den folkeoplysende tradition i Danmark haft en afgørende indflydelse på vores samfundsudvikling og vores demokratiopfattelse. Størst indflydelse har folkeoplysningen haft, når den har set hvilke udfordringer, der aktuelt er – og så startet en proces fra "tå til top" – en udviklingsproces, der ikke er topstyret, men vokser nedefra.

I dag betragtes folkeoplysningen af mange som en del af ma rkedet, hvor folkeoplysningens funktion mere bliver at tilbyde folk den vare, de er villige til at betale for - ofte over 1.000 kr.. 

OVERORDNET MÅLSÆTNING FOR INDSATSOMRÅDET I 2003

Den folkeoplysende voksenundervisning i Københavns Kommune vil i 2003 gerne have mulighed for via arbejdet med et indsatsområde, at medvirke til at påvirke den aktuelle udvikling i samfundet, hvor fokus er på det individcentrerede "mig". En udvikling hvor "borgeren" i væsentlig grad er blevet transformeret til rollen som "bruger".

Den folkeoplysende voksenundervisning vil forsøge – i overensstemmelse med sin tradition - at flytte fokus tilbage på "fællesskabet", og de muligheder for handling og forandring "fællesskabet" kan udrette i modsætning til det enkelte individ.

Begrundelsen er, at folkeoplysningen betragter den aktuelle fokusering på individet i stedet for fællesskabet som én af de største barrierer for den samfundsdebat, der skal afklare, hvor vi sammen vil hen og styrke den enkelte borgers følelse af medborgerskab.

Her skal kort beskrives 3 forslag til temaer, som kunne være rammen om arbejdet med det overordnede formål.

Forslag 1: København – hvor skal vi hen?

Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling har taget en lang række initiativer til at få startet en debat om udvikling af demokrati og service i København. Der har været afholdt 2 store konferencer, foretaget en undersøgelse, oprettet Byens Forum på Københavns hjemmeside med mulighed for at få informationer og debattere. En spændende og perspektivrig proces er sat i gang.

Hvis KFU beslutter sig for dette tema, vil den folkeoplysende voksenundervisning planlægge en lang række aktiviteter, baseret på den folkeoplysende tradition samt det arbejde, der er lavet og tilgængeligt vedrørende den proces Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling har igangsat.  

En væsentlig del vil bestå i at involvere mennesker i processen, at stille faciliteter og økonomi til rådighed, samt afholdelse af et par større fællesarrangementer.

Forslag 2: Det europæiske handicapår

EU har udråbt 2003 til Europæisk Handicapår, og der er planlagt en række arrangementer i den anledning – også i Københavns Kommune.

Det fremgår af Københavns Kommunes værdigrundlag, at "København er som Danmarks hovedstad og centrum i Øresundsregionen et kraftcenter for menneskelig, kulturel og økonomisk udvikling på et bæredygtigt grundlag."

For mange mennesker med handicap, kan det ofte være svært at føle sig som en del af "det almindelige fællesskab". Fordomme med hensyn til hvad det vil sige at leve med et handicap kan ofte være den "uovervindelige" barriere for det udbytterige møde mellem mennesker med handicap og mennesker uden handicap.

Med dette indsatsområde vil folkeoplysningen arbejde med visionen "den tilgængelige by" – ikke alene tilgængelighed i fysisk forstand, men i "fælleskabsmæssig"/mental forstand , og "by" tænkes her udvidet til at omfatte Øresundsregionen.

I forhold til den overordnede målsætning er tanken, at man med udgangspunkt i dette tema retter fokus på de ikke-handicappedes holdninger til mennesker med handicap.

Forslag 3: Livskvalitet og fællesskab

Der er i dag meget fokus på begrebet livskvalitet, men livskvalitet ses i reglen kun i forhold til det enkelte individs liv.

Er der en sammenhæng mellem den ovenfor beskrevne samfundsudvikling fra "fællesskab"  til "mig", og så den rolle livskvalitetsbegrebet spiller i dag?

Den folkeoplysende voksenundervisning vil tage temaet under behandling og prøve at skabe en afklaring.

RETNINGSLINIER FOR INDSATSOMRÅDET

Uanset hvilket tema der vælges, skal den endelige plan for gennemførelse leve op til følgende:

·        Der skal være tale om ét sammenhængende projekt

·        Projektet skal gennemføres i et bredt samarbejde mellem foreninger der udbyder folkeoplysende voksenundervisning, Københavns Debatforum, Kultur- og medborgerhusene, Bibliotekerne samt relevante eksterne samarbejdspartnere – og hvor det måtte være relevant skal Øresundsregionsperspektivet inddrages

Der skal af de implicerede parter udarbejdes en konkret plan for gennemførelsen af det tema, der vælges.

Planen skal indeholde forslag til budget samt indstilling om rammens fordeling blandt de deltagende foreninger.

Plan, budget og fordeling af rammen skal forelægges Folkeoplysningsudvalget til godkendelse.

Planen skal leve op til følgende generelle succeskriterier:

·        Min. 1.000 borgere skal involveres aktivt i gennemførelsen

·        Medierne skal involveres

·        Resultatet skal være synligt i form af "handlinger" og/eller "forandringer"

Økonomi

Som udgangspunkt relateres anvendelsen af midlerne til de gældende regler for debatskabende arrangementer (10 %'s puljen), dog med følgende begrænsninger:

Indgår der i gennemførelsen undervisning og/eller studiekredse, hvor en lærer skal aflønnes, må de cirkulærefastsatte lønsatser på området ikke overskrides. Ved foredrag kan der højst udbetales et honorar svarende til 6 lærerløntimer.

Til ledelse og administration kan der maksimalt anvendes 25 % af midlerne.

Med hensyn til regnskab og revision gælder de almindelige regler på området.

 

MILJØVURDERING

Ingen

ØKONOMI

Borgerrepræsentationen har afsat 1 mio. kr. på budget 2003 til formålet på funktion 3.72.

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen.

HØRING

Ingen

BILAG

 Ingen

 

Børge Sørensen

/Niels-Anton Svendsen

 

 

 

 


 


Til top